Nekrolog: Hun var en af vor egne

Natasja var en formidabel sangerinde, ildsjæl og protestsanger; vor generations Annisette.

Af Rasmus Poulsen

Natasja var den bedste danske sangerinde i sin generation. Et undervurderet stortalent og en stærk protestsanger. Det nåede hun at vise sine fans i undergrunden, men den brede folkelige anerkendelse ventede stadig for alvor lige rundt om hjørnet, da hun søndag omkom i et trafikuheld på Jamaica.

Natasja Saad. 1974 – 2007

Allerede fra hun var 13 år gammel, viste Natasja sig som et spirende talent, der fra begyndelsen var foran de fleste i den danske reggae- og hiphop-undergrund. Et talent og en fighter, der selv gik op på scenen og tog mikrofonen fra de ældre mandlige kollegaer, satte dem på plads verbalt og bagefter gav dem trøstende skulderklap. De fleste gamle venner og iagttagere af Natasja kan fortælle anekdoter om, hvordan hun battlede den ene og den anden rapper og gjorde folks skepsis til skamme.

I begyndelsen optrådte hun spontant med lydsystemet Sky Juice, længe før hun var gammel nok til at komme ind på Saga, Babue og de andre natklubber, hvor de spillede. Så begyndte hun at øve i Klub 47 på Amager med bandet No Name Requested, der også talte slyngveninden Karen Mukupa, som har været tættest på Natasja lige siden, og også var med hende på den sidste fatale biltur, men selv slap med skrammer.

Der har aldrig været tvivl om Natasjas talent. Alle ville arbejde med No Name Requested og senere Natasja, og uanset hvor hun kom hen i verden, blev folk imponerede. I England, USA, Jamaica og hvor hun ellers kom hen, var der stjerner, dygtige producere og smarte pladeselskaber, der bød sig til. Bl.a. de legendariske producere Sly & Robbie og Mad Professor fik gjort noget ved det.

Desværre blev de første års muligheder korrumperet af en dårlig pladekontrakt, som det skandinaviske selskab Mega Records skrev med de forudsætningsløse teenagere i No Name Requested. Efter to singler i begyndelsen af 90’erne fik Mega Records pludselig travlt med et andet af deres bands (svenske Ace Of Base), og syltede raggamuffin pigerne, der var juridisk bundet til Mega og derfor ikke kunne komme videre, før Mega omsider gik konkurs.

Herefter gik der mange år, hvor Natasja sjældent blev set på musikscenen. Hun dukkede dog op i enkelte mindeværdige sammenhænge, bl.a. dengang hun deltog i MCs Fight Night og mindede om, hvilket improvisatorisk talent, hun faktisk også besad, på bekostning af en stakkels macho-rapper, som måtte smugles ud fra Amar Bio for ikke at få tæsk af publikum.

Men det skulle vise sig, at fraværet ikke skyldtes kunstnerisk resignation, men en anden kærlighed. Natasja havde kastet sig over en strålende karriere som præmievindende konkurrencerytter. En karriere, der dog også nær havde taget livet af hende med en hesteulykke, som krævede 20 operationer, gjorde, at hun ikke længere kunne ride og sendte hende haltende tilbage til musikken.

Til gengæld var den musik, hun brændte for, og som i 90’erne havde været for eksotisk for Danmark, i mellemtiden blevet højeste mode. Dancehall slog igennem kommercielt med Bikstok Røgsystem, og Natasjas comeback var hendes vers på deres første og største hit »Cigar«. Og når Bikstok spillede koncerter, var hendes entré på det nummer altid aftenens højdepunkt.

Personligt fik jeg flere gange tårer i øjnene over at opleve det sug af entusiasme, der gik gennem koncertsale og festivaltelte, når den klejne Natasja marcherede ind på scenen og messede »så ved du stilen er lagt, tag dig i agt…« – og folk gik helt amok.

Herefter kom der endelig gang i en seriøs solokarriere for Natasja. Hun udgav to singler og så debutalbummet Release. Et udmærket hiphoporienteret engelsksproget album, som blev rost af anmelderne, men som ikke helt levede op til undergrundens skyhøje forventninger. Hun havde sit bedste album til gode, og man glædede sig til den dansksprogede reggaeplade, som rygterne talte om. Hendes største kommercielle succeser kom med de radiosingler, hun lavede efter albummet, hvoraf den seneste blev uundgåelig på P3 for under en måned siden.

Men så skete der pludselig det uventede, at Natasja blev den første ikke-jamaicanske vinder af den prestigefulde talentkonkurrence Big Break, som er en stor årlig mediebegivenhed på Jamaica. For en europæisk reggaekunstner er det en enorm og sjælden bedrift overhovedet at blive bemærket på Jamaica, hvorfra stort set al reggae udkommer. Og at vinde en konkurrence foran 700 primært lokale talenter er fuldstændig fænomenalt.

Med ét blev Natasja slået til folkehelt på Jamaica og måtte flygte fra skrigende fans og gemme sig bag tonede ruder for ikke at blive genkendt overalt, hvor hun kom. Det blev startskuddet til et intenst karriereboost lige der, hvor hun ønskede det allermest. Hun rejste flere gange tilbage til øen for at optræde og indspille med sine forhenværende idoler, nu kollegaer. Og ved hendes formentligt sidste optræden i Danmark, til RubaDub Sundays’ fire års fødselsdag, sang hun en ny dansksproget sang om sit personlige dilemma imellem at bosætte sig der, hvor musikkarrieren er vildest eller der, hvor hendes mor bor.

Sideløbende med den nationale og den internationale musikkarriere fandt hun i øvrigt også tid til at spille Købmandens Datter i Betty Nansen Teaterets opsætning af Shakespeares Købmanden fra Venedig og indspille en stor del af soundtrack albummet.

Natasja havde en unik stil, som var usædvanligt iørefaldende, melodisk, øjeblikkeligt genkendelig og ikke mindede om nogen anden. Hun var det største talent, dansk reggae har set, og for det vil hun aldrig blive glemt.

Men hun vil også blive husket som den protestsanger, hun var. Hele vejen igennem sin karriere har hendes tekster kredset om emner som racisme, undertrykkelse, krig, sexisme, korruption og den håbløse cannabispolitik (og om sex, fest, mænd og musik).

Før hun fyldte 15, spillede hun i Ungdomshuset, og utallige gange igennem hele sin karriere har hun tryllebundet den store sal og efterladt de efterfølgende bands med en umulig nat foran sig. Hun har doneret sit talent til alverdens former for velgørenhed. Både store ulands tv-shows og små græsrodsprojekter som bl.a. støtte-cd’en for Flygtninge Under Jorden og optrædener til Reclaim The Streets og diverse demoer.

Christiania har altid været hendes hjemmebane, og er blevet nævnt på adskillige sange, i interviews og støttet med utallige gratis optrædener. Men hun må også være dén populære kunstner, der har givet mest støtte til Ungdomshuset. Blandt højdepunkterne kan nævnes hendes vers på den officielle Ungeren støtte-cd, og så det at hun ca. en uge efter rydningen lavede nummeret »Giv mig DK tilbage« imod regeringens ensretning af vores samfund. I dag et eklatant hit på natklubber og til demoer, men det eneste hun har udsendt i nyere tid, som er blevet totalt ignoreret af radioen.

På flere måder kan man sige, at Natasja har været vores generations Annisette. Et indiskutabelt stortalent og en utrættelig ildsjæl. Og i en tid hvor politisk engagement ikke just er på mode blandt musikere, er det så meget desto mere al hæder og ære værd.

Staden, gaden, ungerne og rygerne har mistet en af vores største helte.

Hvil i fred Natasja.

Besøg Natasjas myspace-profil

Netavisen 27. juni 2007