Trepartsaftale om kvalitetsreform. Ikke kun et spørgsmål om penge

Af økonom, cand. Scient. adm. Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission. 

Trepartsforhandlinger om offentlig ansattes arbejdsvilkår

Trepartsforhandlingerne om kvalitetsreformen nærmer sig kulminationen. Og de offentligt ansattes fagforeninger presser i forhandlingsspillet forståeligt nok på for at optimere udbyttet af en evt. aftale. 

Kravet lyder på en ”milliardaftale” og de temaer i forhandlingerne, som indtil nu særligt tegner sig er: øgede uddannelsesmuligheder for offentligt ansatte, mulighed for deltidsansatte for at gå på fuldtid, udbygning af muligheder for deltidsbeskæftigelse for ældre og pensionerede medarbejdere samt øget indsats for bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning af offentligt ansatte.  

Det kan ikke diskuteres, at resultater på disse områder vil være en kærkommen forbedring af rekruttings- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte og jo flere penge, som det lykkes de offentligt ansattes organisationer at presse ud af statsministeren og finansministeren, jo klarere forbedringer heraf. 

Er bedre normeringer med?

MEN selvom penge til bedre uddannelses-, rekrutterings- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte er vigtige, er det ikke alt. For til gengæld tyder alt også på, at en række forhold, der er afgørende for servicen i forhold til borgerne, vil spille en mere underordnet rolle eller glimre ved deres fravær i et evt. forhandlingsresultat: Tilførslen af tilstrækkelige økonomiske midler til velfærdsservice, udlicitering og frit valg, kvalitets- og serviceniveauet for borgerne. 

Helt fundamentalt afgørende er spørgsmålet om hvor store økonomiske midler den offentlige sektor tilføres i de kommende år. Regeringen har i sit oplæg fastholdt sit udgiftsloft på 0,5 % = 2 mia. kr årlig realvækst for offentlig velfærdsservice. Hertil har man så lagt yderligere 0,5 % dvs. yderligere 2 mia. kr til nye initiativer indenfor forskning og uddannelse. I alt altså et råderum på omkring 1 % svarende til en årlig stigning i de offentlige udgifter på omkring 4 mia. kr. 

Men skal service og kvalitetsniveauet for offentlig velfærdsservice imidlertid fastholdes og skal der være plads til også løbende forbedringer heraf i takt med velstandsstigningen, kræver det en årlig realvækst på 1,5 % = 6-7 mia. kr. årligt.  

I et forhandlingsresultat med Regeringen må man forvente, at dele af midlerne – måske op til en milliard – hentes indenfor Regeringens ramme i puljen med de nævnte 2 milliarder til forskning og uddannelse. Et forhandlingsresultat skal altså herudover give mindst et par milliarder yderligere for at fastholde og forbedre kvaliteten af offentlig velfærdsservice tilstrækkeligt til, at kvaliteten fastholdes og følger med udviklingen. Og skal disse midler komme borgerne til gode i form af bedre serviceydelser, så kommer man ikke udenom, at de for en meget stor dels vedkommende må udmøntes i form af bedre normeringer, således at der bliver mere tid til borgerne. 

At en evt. aftale kommer til at rumme det, virker mindre sandsynligt.  

Kvalitetsreformen – ikke mindst en markedsgørelsesreform.

Hertil kommer, at Regeringens kvalitetsreform også rummer andre afgørende spørgsmål for servicen i forhold til borgerne: Regeringen ønsker således med reformen at forstærke sin hidtidige markedsgørelsesstrategi gennem yderligere udbredelse af frit valg, privatisering, og udlicitering. Og Regeringen ønsker med reformen ikke mindst yderligere at udbrede markedslignende styre – og reguleringsformer såsom mål – og resultatstyring, tests, evalueringer, brugertilfredshedsundersøgelser o.l.   

Hvorledes kvalitetsreformen falder ud på ovennævnte punkter, vil være afgørende for den videre funktion af den offentlige sektor og for servicen overfor borgerne. Problemet ved frit valgs og udliciteringsstrategien er, at det offentlige herved langsomt tømmes og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere. Hermed trues bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud og samtidig befordres privatiseringen.  

Og problemerne med øget privatisering kan allerede i dag ses på skoleområdet i form af en opdeling af i 1. og 2. klasses ydelser: En privat leveret første klasses velfærdsservice for de økonomisk bedrestillede fra over- og middelklassen og en 2. klasses offentligt leveret velfærdsservice for den øvrige, mindrebemidlede del af befolkningen.  

Og problemet med den markedslignende styring og kontrol og dertil svarende managementmetoder er, at dette allerede i dag hærger de offentligt ansattes muligheder for at varetage deres kerneopgaver: omsorg, pleje og udvikling og uddannelse og forskning. I stedet tvinger Regeringen de ansatte i offentlig velfærdsservice til at bruge mere og mere af tid til administrative og bureaukratiske aktiviteter i form af dokumentation, rituelt præget planlægning, evalueringer og rapporteringer.  

Det er selvfølgelig ikke, fordi bedre faglige rettigheder for de overenskomstansatte ikke er vigtigt. Og fagbevægelsen skal dermed heller ikke bebrejdes at tage sig af sine offentlige medlemmers arbejdsvilkår, hvilket jo også er fagbevægelsens opgave.  

Kommer fagbevægelsen til at legitimere regeringens strategi?

Men disse forhold er en kun en delmængde af de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor i de kommende år. Derfor er det et stort problem, at meget tyder på, at et resultat af trepartsforhandlingerne kun perifert eller slet ikke vil berøre den ovenfornævnte række af spørgsmål, som er afgørende for den offentlige sektors rolle og for servicen overfor borgerne: Spørgsmålet om tilførsel af tilstrækkelige økonomiske midler til offentlige velfærdsservice og til normering, spørgsmålet om at dæmme op for frit valg og udlicitering samt spørgsmålet om tilbagerulning af statsstyringen og bureaukratiseringen af den offentlige sektor. 

Uanset store og tiltrængte forbedringer af rekrutterings-, uddannelses- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte vil det være uheldigt, hvis fagbevægelsen ved at indgå en handel med Regeringen om forbedringer for sine medlemmer bidrager til at legitimere fortsat økonomisk udsultning af velfærden i forhold til borgerne, til at legitimere fortsat udbredelse af frit valg og udlicitering samt til at acceptere stigende statsstyring samt yderligere markedslignende kontrol og bureaukratisering af den offentlige sektor? 

Netavisen 14. juni 2007