USA og Israel bag den palæstinensiske krise

Af Henning Paaske Jensen

Hovedårsagen til den nuværende palæstinensiske krise og det nuværende nationale sammenbrud skal søges i at Israel og USA nægter at anerkende det palæstinensiske folks grundlæggende nationale rettigheder. Nægter at acceptere deres valg af Hamas ved det seneste valg, hvor Hamas påførte Fatah et sviende nederlag – et nederlag for kapitulationspolitikken, der lagde op til udsalg af palæstinensernes nationale interesser og mere og mere åbnede op for en anerkendelse af det zionistiske Israel som en racistisk stat for jøder.

En palæstinensisk ledelse der falder på knæ er at foretrække, men sker det ikke, har de andre metoder, konkluderer imperialismen.
For at USA og Israel fortsat kan sikre deres ekspansive mål på Vestbredden og i hele Mellemøsten, har de derfor et centralt mål i at anstifte borgerkrig og splittelse, Sådan som de lige nu pr. stedfortræder forsøger at udøve det i Palæstina, i Irak og i Libanon. Her deltager danske marine besættelsestropper fortsat i undergravelse af det libanesiske folks nationale enhed ovenpå den israelske aggression sidste sommer.

På de besatte palæstinensiske områder er alle mulige kriminelle midler siden valget taget i anvendelse, som en kollektiv afstraffelse af det palæstinensiske folk med hovedfokus på Gaza , –  en Hamas hovedbastion. En lang kampagne med krigsforbrydelser i form af tæppebombninger, boykot, udsultning af Gaza, kidnapninger og likvideringer har fundet sted og finder sted.

USA og Israel har heller ikke lagt skjul på, at de har forsynet Fatah med penge og våben til kamp mod Hamas og anholdt Hamas parlamentarikere og erklæret Hamas ledere som potentielle mål for israelske likvideringer. Ikke underligt, at den del af Fatah som har fulgt op på Israels intentioner i Gaza og har iværksat likvideringer og kampe imod Hamas, af de fleste bliver opfattet som kollaboratører, som lakajer for USA og Israel.

Præsident Abbas gik efter lang tids modstand ind for Fatahs deltagelse i en samlingsregering. Men den efterfølgende udnævnelse af Dahlan, Israels og USA’s samarbejdspartner og yndling, til chef for sikkerhedsstyrkerne, forhadt af mange palæstinensere, var et klart udtryk for at Abbas kun var med i samlingsregeringen på skrømt og i reel forståelse med USA og Israel. Det var ikke den palæstinensiske enhed han havde i tankerne, men derimod frygten for det palæstinensiske folks sviende dom, hvis han fortsat modsatte sig at Fatah gik med.

Abbas ”fyring” af den nuværende regering og udnævnelse af en ny ”nødregering”, som reelt kun har virkning for Vestbredden, hilses velkommen af USA, Israel og EU. Imperialismen øjner muligheden for bedst muligt at kunne udnytte den nye situation og forstærke splittelsen og taler om Fatahland på Vestbredden og Hamasland i Gaza.

Allerede nu lægges der op til yderligere afstraffelse af den indespærrede befolkning i Gaza, med lukning af  forsyninger og måske  kommende tæppebombninger.  Samtidig tales der om at lave lettelser i forsynings situationen på Vestbredden i håb om, der er nogen, der vil tage til takke med små bantustans lignende reservater underlagt israelsk økonomi. Måske i økonomisk samarbejde med Jordan, spekulerer imperialismen, imens de har overvejelser om yderligere aggression imod Libanon og Syrien med eller uden stedfortrædere.

Israel tabte mod Hizbollah i Libanon, men imperialismen fik med de udenlandske Nato-besættelsestropper et brohoved som de ønsker yderligere forstærket med Nato baser ved den syriske grænse. Derfor er anstiftelse af splittelse og uro i området lige nu i imperialismens interesser. Igen må det hårdt prøvede palæstinensiske folk i flygtningelejrene i Libanon betale prisen.

Men på trods af amerikansk israelsk undergravning har USA’s og Israel et stort problem med det beslutsomme kæmpende palæstinensiske folk som igennem intifadaer og det seneste valg har meddelt den hidtidige Fatah-ledelse og omverdenen.: Vi sælger ikke ud af, men fastholder vore dyrebare nationale rettigheder. Den legitime ret til modstand mod besættelse og flygtningenes ret til tilbagevenden står ikke til forhandling. Zionisme betyder racisme og apartheid og kan aldrig anerkendes.

De går ikke med til at gøre legitim modstand mod besættelse kriminel og udtryk for terrorisme, sådan som man også uden held har forsøgt det i Irak og Afghanistan.

Hele den USA dominerede industri af ”fredsinitiativer”, ”køreplaner for fred” fra Oslo aftalerne er kendetegnet ved ikke at  basere sig på palæstinensernes grundlæggende rettigheder og international lov, men fungerer som forhandlingsobjekter, der blot senere kan pranges om. Det seneste saudiske Mekka initiativ er ingen undtagelse med dets uldne behandling af flygtningenes rettigheder som problemer, der må løses på en eller anden måde og ikke som en umistelig rettighed. En af grundstammerne  i de palæstinensiske nationale rettigheder og et af hovedproblemerne i den palæstinensisk/israelske konflikt.

Alle disse amerikansk dominerede ”fredsinitiativer” har fungeret som dække over den israelske ekspansion på Vestbredden med næsten en halv million nye besættere og inddragelse af store områder af Vestbredden med apartheidmuren. En ekspansion og forbrydelse i usvækket tempo, som ikke har mediernes opmærksomhed eller udsættes for verdenssamfundets sanktioner.

Der er ingen tvivl om, at er der noget Israel og USA, ja imperialismen frygter, så er det et palæstinensisk folk, der nægter at føre kamp mod hinanden, men er forenede mod dets israelske besættere.
Et  palæstinensisk folk, forenet i en fælles front med et fornyet PLO og en samlingsregering som utvetydig fastholder og understøtter alle palæstinensernes nationale rettigheder.
 
Den fortsatte israelske ekspansion og aggression er som en trykkoger og kan på lidt længere sigt  ikke undgå at udløse en ny palæstinensisk intifada. Det er modstandens vej der vil pege frem mod fred og befrielse som vi lige nu ser det i Irak og Afghanistan, hvor skriften om USA besætternes nederlag, verdens supermagt, står skrevet på væggen.

Netavisen 19. juni 2007