Romantik på barrikaderne

Af Lærken
Kommunistisk Politik 12, 2007

Det er ikke altid, at der er gang i den, når gaden brænder. Sommetider er der tid til at stå og sludre lidt over ilden, så at sige.

En sådan situation var jeg i forleden, hvor jeg sammen med min ven Frej var iklædt samme nuance sort som resten af flokken. Samtalen blev afbrudt med korte mellemrum, da der var barrikader, der skulle bygges, plus det løse “sorte arbejde”, der skulle afvikles.

For mig og min ven blev det problematisk at finde hinanden igen mellem alle de andre maskerede. Da det lykkedes, udvekslede vi oplevelser. Og det var nedslående, så uinteressante samtaler vi havde haft. Frej havde formået at diskutere, hvorvidt det kunne være fedt med raidhuer beklædt med guldpailetter – hvad konklusionen blev, vides ikke.

Jeg selv havde mødt en punker, der gennemgik diverse kasteteknikker i omkring en halv time. Det slog os derfor, at hvis man vil have et bedre arbejdsmiljø i Danmark, fordi danskere bruger en stor del af livet på arbejdsmarkedet, burde det samme så ikke være gældende for autonome på gaden?

I øjeblikket bliver der unægteligt brugt meget tid på gaden, og hyggen må derfor følge med. Vi var begejstrede over at være nået frem til denne slutning og undrede os kun over, hvorfor romantikken mangler. Svaret fandt Frej frem til: “Det dér med scorereplikker kan jo nok godt være lidt svært, når alle ligner hinanden i et stort væld af sorte omrids.”
Jeg måtte give ham ret. Dog, som det er kendt, skal der meget til at slå revolutionære ud. Og efter et par minutters fortvivlet tavshed udbrød jeg: “Men du har nu nogle smukke øjne i den raidhue, Frej,” hvortil Frej grinte og svarede: ”Tak Line, jeg har også tit tænkt på, hvor yndefuldt du kaster …”

Vi fortsatte nogen tid med at komplimentere vores brødre og søstre: “Du får en virkelig flot silhuet med den hue”, “Hvordan har du fået dine sko så sorte?”, imens vi behændigt sørgede for at undgå blå smølfer, der utrætteligt, lod det til, forsøgte at forpurre romantikken. Da en hollændervogn således jagtede os ihærdigt et par minutter, slog det os, at politiet nok havde det som os – m.h.t. til romantikken, altså. Et eller andet må i hvert fald have naget dem, for glade var de ikke.

Det var egentlig forståeligt, at de var knotne over ikke at blive inviteret over til de flotte bål. Men sådan er livet nu altså bare, når man ikke kan finde ud af at holde kniplen for sig selv.
Vi besluttede alligevel at prøve at overføre romantikken til den anden lejr. Problemet var bare, at det ikke virkede.

Adskillige gange roste Frej en kvindelig (tror vi) betjent for det gode håndarbejde med kniplen, og jeg komplimenterede en hel del betjente for den flotte gang, de får i deres rumdragter. Mærkeligt nok lod det til, at de opfattede det som provokationer … eller også bliver politifolk bare befippede over ros (selvom de er vant til det i overdosis fra både medier og politikere).

Da natten var ved at være til ende, og smølferne havde trukket sig tilbage, blev vi enige om at holde fyraften. Da var det, at to skumle, sorte skikkelser banede sig vej mod os. Vi fandt ud af, at det var os, de ville i kontakt med, da de var helt henne ved os og hviskede: “Vil I med hjem og se vores brostenssamling?”

Vi tog dette som en trussel og har ikke turdet anvende vores scorereplikker på barrikaderne igen. Til gengæld er det gået op for os, at fyraftensøl for det meste foregår uden maskering. Det giver unægtelig romantikken bedre eksistensmuligheder. 

Netavisen 12. juni 2007