Fransk præsidentvalg: Valget mellem liberalisme og social-liberalisme

Resultatet af første valgrunde i det franske præsidentvalg var forudsigeligt: Tilbage er højregaullisten Sarkozy og højresocialdemokraten Royal

De omfattende protester mod regeringens og præsidentens politik i Frankrig, som bl.a. har givet sig udtryk i et Nej til EU-forfatningen og omfattende studenterprotester, gav sig udtryk i den højeste valgdeltagelse i mere end fyrre år – men betød ironisk nok også en tilbagevenden til det traditionelle valg mellem gaullister og socialdemokrater, som blev forstyrret ved sidste valg, da kandidaterne var den reaktionære Chirac over for den ultrareaktionære Le Pen.

Her billeder fra generalstrejke og studenterprotester og fejringen af det franske No til EU-forfatningen

Ved søndagens valg fik Nicolas Sarkozy 30,5 pct. af stemmerne og  Ségolène Royal 25, 7 pct. – milevidt fra at mønstre et flertal af vælgerne bag deres kandidatur. Den borgerlige ’midterkandidat’ Francois Bayrou blev nr. 3 med 18 pct. af stemmerne, mens Le Pen dumpede ned på en fjerdeplads med godt 11 pct., en klar tilbagegang fra de næsten 17 pct., der i 2002 gjorde ham til deltager i den afgørende runde.

Der opstillede i alt 12 kandidater – herunder en hel stribe venstrefløjskandidater. Ved dette valg nåede ingen af dem 5 pct. Bedst gik det for trotskisten Olivier Besancenot (Ligue Communiste) med 4,5 pct. – foran PCFs (det franske revisionistpartis) kandidat Marie-George Buffet med knap 2 pct., Lutte Ouvriere’s Arlette Laguiller med 1,5, De Grønnes Dominigue Voynet med 1,6  og Attac-grundlæggeren José Bové med 1,3 pct. De fleste af disse har allerede erklæret støtte til Royal i anden runde.

PCOF: For et revolutionært alternativ

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF (APKs broderparti) udtalte i en erklæring op til valget:
– S. Royal, de social-liberales kandidat, og N Sarkozy, de neoliberales modkandidat … forsøgte
omhyggeligt at undgå at blive fanget sammen med monopolerne, men de ’glemte’ at tage afstand fra, at profitterne eksploderer som følge af deres egen politik for demontering af velfærd. De har foretrukket at komme med overbud i  ’værdidebatten’ – et andet ord for middelklassens lov-og-orden krav under dybe kriser.

De der så sent som i går sværgede til ’Europa’ (EU) for at få os til at accepteres den nyliberale forfatning fremfører i dag nationalisme og chauvinisme, som marginaliserer en stor del af vores folk, som lever, arbejder, fremstiller og producerer værdier.
For at fastholde dette land omkring kandidater, som ikke sætter spørgsmålstegn ved systemet, oplevede man Bayrous fremgang i meningsmålinger. Denne såkaldte tredje vej er en pseudovej, som skal tilfredsstille dem, der forkaster de to andre kandidater ud fra ønsket om en fusion imellem den hårde liberale linje og den bløde socialliberalisme. 

Le Pen, millionær og kandidat for de ekstremt fremmedfjendske og det populistiske højre kan glæde sig over at se dem alle antage hans banale temaer. 
Ingen af disse fire kandidater er repræsentanter for de arbejdende og folkelige masser. Præsidentvalgene er demokratiske, påstår man. De reducerer politikken til at være et personvalg.
Det fremmer ideen om, at samfundets vigtigste spørgsmål afgøres af en stemmeseddel og opnåelse af en procentdel af stemmer.

Ingen venstrefløjskandidat at foretrække

PCOF fortsætter:
– Ifølge de kandidater, som opstiller i første runde, gør denne det muligt at udtrykke markere en afvisning af systemets kandidater. Men den sociale virkelighed er gået længere: den arbejdende befolkning tager i sine kampe afstand fra den nyliberale politik i monopolernes tjeneste – med bevægelsen mod indførelse af politistaten og solidariteten med de ’illegale indvandrere’, for at nævne de nyeste kampfelter.

Sejrene i kampen mod den nyliberale forfatning og ungdommens og arbejdernes nej til CPE viste, at vi kunne skabe en bevægelse imod regeringen og reaktionen.  Udarbejdelsen af platformen ’Grundlaget for et alternativ til liberalismen’  åbnede for en politisk dagsorden, der lægger op til et brud med både neoliberalisme og social-liberalisme.  

Det skabte håb om, at denne sociale bevægelse også kunne komme til udtryk på parlamentarisk plan. Diskussionerne om en fælles kandidat har varet i månedsvis, og slugte aktivisternes energi, som havde været langt bedre anvendt til at popularisere grundlaget og forbinde det med den sociale bevægelse, som fortsat udvikler sig, og vinde tilslutning fra de arbejdende og folkelige masser.  Vi så splittelse efter splittelse på basis af parlamentariske beregninger. Det førte til en hel stribe kandidater, som hver for sig påberåber sig at repræsentere oppositionen til PS og højrefløjens politik Hvilket spild!

Vort parti har altid kæmpet for at ’Grundlaget’ er det program, hvorpå der kan udvikles den bredeste enhed, en politisk aktionsenhed for mobilisering på alle klassekampens områder og også i forbindelse med valgene Dette grundlag er baseret på enhed omkring opbygning af et alternativ til liberalismen og social-liberalismen.
Vort parti vil ikke bidrage til forøgelsen af splittelsen ved at ’vælge’ en af disse kandidater frem for de andre. Derfor har vores parti opfordret sine aktivister, venner og sympatisører til at lægge  en blank stemmeseddel i stemmeboksen eller lægge en besked om, at man vil have ’et alternativ til liberalisme og socialliberalisme’.

Netavisen 23. april 2007