Fire generationer af kommunister

Kommunistisk Politik 9, 2007

Fire generationer af aktive i APK – Arbejderpartiet Kommunisterne – fra modstandsmanden til DKU’eren – fortæller her arbejdernes kampdag og om kampene i dag

Hilsen fra modstanden

Frede Klitgård, 84, Nordsjælland,
formand for Aktive Modstandsfolk og redaktør af det antifascistiske tidsskrift Håndslag

For mig betyder 1. maj meget og har altid gjort det. Det har været den dag, hvor de arbejdende mennesker, der ville et andet samfund, samledes for at fremsætte ønsker og krav og samtidig manifestere solidariteten, der engang var meget stærk. Den er måske blevet noget mindre, men den kommer da heldigvis til udtryk i nye sammenhæng – når mange mennesker går sammen om en sag, som f.eks. imod Irak-krigen og den danske krigsdeltagelse.

Danske politikere har haft en dårlig vane med at læne sig op af stormagterne. Det gjorde de jo under besættelsen, i starten regnede de med tysk sejr – og det har skabt forvirring og myter, der varer ved til i dag. Og nu følger de Bush i sølet.

Jeg mener, at der skal være et lovforbud mod danske tropper i udlandet, for mig måtte det gerne skrives ind i grundloven. Danmark skal forsvares i Danmark, og vi skal ikke deltage i kolonikrige, hverken i Hitlers eller Bush’s.

Lille samfundsspejl

Henning Paaske Jensen, 63 år
efterlønner,Odense

Lille ”samfunds-spejl” på væggen der: Hvad ser vi?

Lanceringen af utallige fjernsynsprogrammer om boligindretning eller drømmen om ny bolig, hvor du med et hammerslag selv kan byde med. Illusionen om, at du er ”din egen lykkes smed”, kan ikke få nok.
Gemt af vejen er den virkelighed, hvor forskellen mellem rig og fattig stiger og stiger.

Mange har dog en fornemmelse af, at store dele af Danmark lever på lånt tid i en ”friværdi-boble”. Friværdi-Danmark har ikke tillid til fremtiden, men frygter den. Den fremtid, som allerede i dag gør livet helt utåleligt for de allersvageste i samfundet.

Lægger vi øre til ”samfunds-vandrørene”? Hvad hører vi?
I en eller anden variant hører vi en mediestyret, skinger stemme om lov og orden, terrorisme og islam – i mange varianter, lige nu om tørklæder.

Hvilket bedrag! Hvis lov og orden? Hvilken terror, når amerikansk domineret krig og besættelse er holdt udenfor?
Terrorsagen fra Vollsmose kom som en appelsin i systemets turban, hjulpet på vej med infiltrering af en politiagent, som ikke kunne lide fremmede og var erklæret psykisk syg. Og politiets hovedvidne.
Jo, ”med lov skal land bygges”. Derfor føres med alle midler også krig mod den ungdom og folkelige fristeder, hvor man ønsker en anderledes vision og frirum end det, monopolernes liberaliserede Danmark vil tillade. I går var det Ungdomshuset, og i morgen er det måske Christiania.

Deres kriminelle dagsorden er ikke forsynet med reklameskiltet:
Vi fører krig og kræver Danmark indrettet efter, hvad der gavner A.P. Møller-koncernens profitter, og uanset menneskelige omkostninger.
Og uddyber heller ikke:
Danmarks deltagelse i ulovlige krige sker for at sikre danske monopoler del i andre landes ressourcer, som USA har sat sig for at kontrollere (olie og gas).

Kan man i stedet fremstille det, som at de, der bor oven på hovedparten af verdens energiressourcer, er nogle uciviliserede mennesker med en forkert tro (islam), så er meget opnået. Så er terror- og muslimhetzen slet ikke forgæves.

Men de har et problem: Mennesker evner både at se, høre og reflektere. Erkender trin for trin, at løgnen er sat i system i grådighedens tjeneste, uanset om det er deltagelse i krig, eller det er propagandaen om EU’s velsignelser med privatisering sat i system.
Vores fremtid kan ikke blive et valg mellem Fogh Rasmussens eller Thorning Schmidts varianter af monopolernes Danmark. Et Danmark med markedet som gud. Begge er dybest seet tjenere for monopolerne og tilhængere af dansk involvering i krig, EU, privatisering og et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der knokles stadig hårdere.

En helt anderledes vision om modstand mod krig og monopolers liberalisering kan ikke undgå at trænge sig endnu mere på i den kommende tid – med en ny tids unge i spidsen.

Rikke Bay, 36 år, Århus
pædagogmedhjælper i en børnehave

Jeg tilhører den generation, som de borgerlige medier så rammende kalder ”nå-generationen”: dem, der bare sætter sig ned i deres pæne, småborgerlige liv, passer deres pæne hjem og pæne job, belåner friværdien og ellers ikke brokker sig over noget overhovedet.

Det er jo et forvrænget billede, man får, hvis man mener, det kun er sådan. Det er nu i midten af 30’erne, skaderne begynder at vise sig, sliddet på kroppen, stresset for at få hverdagen til at hænge sammen, når ungerne skal hentes efter arbejdsdagen, der skal købes ind, laves mad og vaskes tøj, man skal nå at være sammen med sine børn, inden de skal puttes, og så skal vennerne, familien og fritidsinteresserne passes derindimellem. Aviser og en god bog må klares om aftenen, hvis ikke man er for træt, og det ender foran tv’ets uendelige kedsomhed af dårlig underholdning.

Der er heldigvis lyspunkter, når forældrene i Århus begynder at stå sammen imod de årligt gentagne nedskæringer på børnepasningen, som ingen troede, der kunne skæres mere ned på, når lokalsamfundet slås for at beholde skolen, og når man ser, at der er mange millioner mennesker verden over, der går imod krigene mod Irak, Afghanistan m.fl. Så øjner man håb for, at flere har lært, at sammenhold gør stærk og reelt er den eneste måde at få ting igennem på.

En vigtig lære af de sidste års budgetkampe er også, at selv med den meget store og flotte opbakning bag forældredemonstrationerne i Århus, kunne et stærkt kommunistisk parti have bredt demonstrationerne og protesterne ud på mange andre arbejdspladser i byen. Derfor er det så vigtigt at arbejde organiseret.

Men at nå noget ud over hverdagen, det er ikke nemt, når arbejdet fylder det meste af ens virksomme tid. Så kortere arbejdsuge burde være et krav, der blev råbt mere op om.

En fremtid uden krig, undertrykkelse, racisme

Cathrine Pedersen, 24 år, København
formand for DKU

Arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, er stadig helt aktuel. Overgrebene på arbejdere og unge tager stadigt til. Nedskæringer, krig, terrorlove og ensretning er stadig på dagsordenen fra regeringen og borgerrepræsentationens side.

Flere og flere begynder dog at forstå, at det, vi ikke kæmper for, opnår vi aldrig.

I København har rydningen af Ungdomshuset, protesterne, politivolden og de mange fængslinger været en øjenåbner for de fleste og især for de unge, som har været massivt på gaden.

Kampene i forbindelse med rydningen er kampen for et helt bestemt fristed med en helt bestemt historie, men det er samtidig en ideologisk kamp imod det kapitalistiske Danmarks kassetænkning.

Vreden, der udfoldedes på Nørrebro i dagene omkring rydningen, var letantændelig og berettiget. Mange års frustrationer over racisme, nedskæringer, fattigdom, krig og tilintetgjorte drømme kom til udtryk i vreden over tyveriet af ungdommens hus og ungdommens frie kultur.

De parlamentariske politikere, som er ansvarlige for rydningen af huset og for den politik, der føres fra Christiansborg og borgerrepræsentationen, har alle vasket hænder, fordømt volden og bakket op om politiets brutale metoder. Herved har de afsløret sig selv som trofaste støtter af den kapitalistiske stats magtapparat og som ungdommens og arbejderklassens fjender.

Vi unge vil gerne have en lysere fremtid uden krig og undertrykkelse og racisme. Det er ikke en fremtid, vi kan få i et kapitalistisk system. Det er en fremtid, vi må skabe selv. Det er socialismen!

Netavisen 28. april 2007