Den globale herskende klasse: Milliardærerne, og hvordan de kringlede den

Af professor James Petras

Mens antallet af milliardærer i verden voksede fra 793 i 2006 til 946 i år, blev masseopstande almindelige i både Kina og Indien.
Indien har det største antal milliardærer (36) i Asien med en total rigdom på 191 mia. dollars: Her erklærede premierminister Singh, at den største enkelte trussel imod ´Indiens sikkerhed´ var de maoistisk ledede guerillastyrker og massebevægelser i de fattigste dele af landet.
I Kina – med 20 milliardærer, der tilsammen råder over 29,4 mia. dollars – har de nye herskere, der er stillet over for næsten hundrede tusinde rapporterede opstande og protester, øget antallet af særlige væbnede anti-oprørs-militser hundrede gange, og har samtidig øget forbruget for de fattige på landet med 10 mia. dollars i håb om at mindske de monstrøse klasseuligheder og afværge en masseopstand.

Den globale herskerklasses samlede rigdom voksede med 35 pct. fra sidste år til år, hvor den satte rekord med 3,5 billioner dollars, mens indkomstniveauet for de nederste 55 pct. af verdens befolkning på seks milliarder gik tilbage eller stagnerede.
Sagt på en anden måde ejer en hundrede milliontedel af verdens befolkning (1/100.000.000) mere end over tre milliarder mennesker tilsammen.
Over halvdelen af dagens milliardærer (523) kom fra blot tre lande: USA (415), Tyskland (55) og Rusland (53). 35 pct. af deres velstandsforøgelse kom i højere grad fra spekulation på aktiemarkeder, ejendomshandel og varehandel end fra tekniske innovationer, investeringer i jobskabende industrier eller sociale ydelser.  

Blandt de nyeste, yngste og hurtigst voksende grupper af milliardærer udmærker det russiske oligarki sig specielt ved sin umætteligt rovgriske start. To tredjedele (67 pct.) af de nuværende russiske milliardær-oligarker startede ophobningen af rigdom, mens de var først eller i midten af tyverne.
I det berygtede årti i 90’erne under Boris Jeltsins og hans USA-dirigerede økonomiske rådgivere Anatolij Tjubajs’ og Jegor Gajdars halvdiktatoriske regime blev hele den russiske økonomi sat til salg til en ’politisk pris’, der var langt under dens virkelige værdi. Overførslen af ejendom blev uden undtagelse opnået i kraft af gangstertaktik, snigmord, massivt tyveri og tilraning af statens ressourcer, ulovlige aktiemanipulationer og ulovlige overtagelser. De kommende milliardærer rippede den russiske stat for værdier til over en billion dollars i form af fabrikker, transport, olie, gas, jern, kul og andre tidligere statsejede ressourcer.

I modsætning til, hvad der hævdes af europæiske og amerikanske kommentatorer på både højre- og venstrefløj, er meget få af de tidligere kommunistiske topledere at finde i det nuværende russiske oligarki.
For det andet – og i modsætning til spinmestrenes påstande om ’kommunistisk ineffektivitet’ – var de tidligere sovjetiske miner, fabrikker og energivirksomheder profitable og konkurrencedygtige, før de blev overtaget af de nye oligarker. Dette fremgår klart af den massive private rigdom, der blev ophobet på mindre end et årti af disse gangster-forretningsmænd.
Næsten ingen af milliardærernes oprindelige rigdomskilder havde noget at gøre med byggeri, innovation eller udvikling af nye, effektive virksomheder. Rigdom blev ikke overført til højt placerede kommissærer i det kommunistiske parti (laterale overførsler), men blev beslaglagt af bevæbnede private mafiaer drevet af nyudklækkede universitetskandidater, der hurtigt kapitaliserede på at korrumpere, intimidere eller begå snigmord på overordnede statsfunktionærer og drog fordel af Boris Jeltsins bevidstløse kontrakter med vestlige ’frit markeds-konsulenter’.

Forbes Magazine udsender årligt en liste over de rigeste enkeltpersoner og familier i verden. Det mest pudsige ved bladets berømmede biografiske noter om de russiske oligarkers baggrund er den genkommende henvisning til kilden til deres rigdom som ’selvskabte’, som om tyveriet af statsejendommen, som blev skabt og forsvaret i over 70 år af den russiske befolknings sved og blod, var resultatet af nogle og tyveårige banditters iværksætterdygtighed.
Alle de otte russiske milliardæroligarker, som topper listen, havde deres start under svært bevæbnede opgør med deres rivaler, ved at oprette ’papirbanker’ og overtage aluminium, olie, gas, nikkel og stålproduktion, samt eksporten af bauxit, jern og andre mineraler. Alle sektorer af den tidligere økonomi blev plyndret af de ny milliardærer: bygge- og anlæg, telekommunikation, kemi, ejendomme, landbrug, vodka, fødevarer, jord, medier, biler, luftfart m.v.

Med få undtagelser nåede alle oligarkerne hurtigt toppen eller nær toppen ved at følge Jeltsins privatiseringer, bogstavelig talt i kraft af mord på eller ved intimidering af alle modstandere i det tidligere sovjetiske magtapparat og konkurrenter fra rivaliserende røverbander.

De centrale ’politiske’ forholdsregler, der muliggjorde de fremtidige milliardærers oprindelige plyndring og overtagelser, var den enorme og øjeblikkelige privatisering af næsten alle offentlige virksomheder, som Gajdar-Tjubajs-holdet gennemførte. Denne ’chokbehandling’ blev opmuntret
af et hold økonomiske rådgivere fra det amerikanske Harvard Universitet – og ganske særlig af den amerikanske præsident Clinton – med henblik på at gøre det umuligt at vende den kapitalistiske omdannelsesproces om igen. Privatiseringen førte til de kapitalistiske bandekrige og til opløsning af den russiske økonomi.

Resultatet var en 80 pct.s nedgang i levestandard, en devaluering af rublen og frasalget af uvurderlige olie-, gas- og andre strategiske ressourcer til udsalgspriser for den opstigende klasse af rovgriske milliardærer og amerikanske og europæiske multinationale olie- og gasselskaber.
Over hundrede milliarder dollars om året blev hvidvasket af mafiaoligarker i de centrale banker i New York, London, Schweiz, Israel og andetsteds – midler, som senere blev genanvendt til køb af dyre ejendomme i USA, England, Spanien og Frankrig såvel som til investeringer i britiske fodboldhold, israelske banker og joint ventures i ædelmetal-branchen.

Vinderne af bandekrigene under Jeltsinregimet fulgte succesen op ved at udvide operationerne til en række nye økonomiske sektorer, investeringer til udvidelse af eksisterende foretagender (især inden for ejendomsspekulation, minedrift og forbrugsindustrier) og i udlandet.
Under præsident Putin konsoliderede gangster-oligarkerne sig og voksede fra multimillionærer til milliardærer, derfra til multi-milliardærer og så videre. Fra at være unge, brovtende banditter og lokale svindlere blev de til ’respektable’ partnere for amerikanske og europæiske multinationale virksomheder, ifølge deres vestlige pr-agenter. De nye russiske oligarker var ifølge finanspressen ’landet’ på den globale finansscene.

De nye milliardærer har imidlertid, som præsident Putin påpegede for nylig, undladt at investere, innovere og skabe konkurrencedygtige foretagender, til trods for optimale betingelser. Bortset fra eksport af råmaterialer, der drager fordel af høje internationale priser, indtjener kun nogle enkelte af de oligark-ejede fabrikker udenlandsk valuta, fordi kun ganske få af dem kan konkurrere på de internationale markeder. Årsagen er, at oligarkerne har ’spredt sig’ til aktiespekulation (Suleiman Kerimov 14,4 mia. dollars, Mikhail Prokhorov 13,5 mia.), bankvæsen (Fridman 12,6 mia. dollars) og opkøb af miner og mineral forarbejdningsanlæg.

De vestlige medier har fokuseret på slagsmålet mellem en håndfuld oligarker fra Jeltsin-æraen og præsident Vladimir Putin og den øgede rigdom hos en række milliardærer fra Putin-perioden.
De biografiske vidnesbyrd viser imidlertid, at der ikke er nogen kløft mellem milliardærernes opstigning under Jeltsin og deres konsolidering og ekspansion under Putin. Nedgangen i gensidige mord og skiftet til statsreguleret konkurrence er lige så meget et produkt af konsolideringen af de store formuer, som det er ’nye spilleregler’ påtvunget af præsident Putin.
I midten af det 19. århundrede påpegede Honoré Balzac i sin analyse af det af det 19. århundredes respektable franske bourgeoisis opstigen dets tvivlsomme oprindelse: “Bag alle store formuer skjuler der sig store forbrydelser.”
De svindlerier, der gennem årtier affødte det nittende århundredes franske borgerskabs opstigen, blegner i sammenligning med den massive udplyndring og blodsudgydelse, der har frembragt Ruslands milliardærer i det 21. århundrede.

Latinamerika

Hvis blod og skydevåben var redskaberne i de russiske milliardær-oligarkers opstigen, var det i andre regioner markedet eller rettere den konsensus i Washington, som blev tilvejebragt af USA, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, der var drivkraften bag de latinamerikanske milliardærers opstigning.
De to lande i Latinamerika, der har den største koncentration af rigdom og det største antal milliardærer, er Mexico og Brasilien (77 pct.). Det er de to lande, der har privatiseret de mest lukrative, effektive og største offentlige monopoler. Af de i alt 157,2 mia. dollars, som ejes af de 38 latinamerikanske milliardærer, er de 30 brasilianere eller mexicanere med 120,3 mia.
38 familiers og enkeltpersoners formuer overstiger 250 millioner latinamerikanere samlede besiddelser. 0,000001 pct. af befolkningen ejer mere end de nederste 50 pct. I Mexico er 0,000001 pct. af befolkningens indkomster større end 40 millioner mexicaneres indkomster lagt sammen.

Opstigningen af de latinamerikanske milliardærer falder sammen med det reelle fald i mindstelønningerne og udgifterne til offentlige ydelser og svækkelsen af arbejdsmarkedslovgivningen, med forøgelsen af den statslige undertrykkelse og en tiltagende svækkelse af den faglige organisering af arbejdere og bønder og de kollektive forhandlinger, samt med gennemførelsen af skatter, der vender den tunge ende nedad, tynger arbejdere og bønder, mens skattenedsættelser og subsidier til landbrugs- og mineral-eksportører har bidraget til udklækningen af milliardærer.
Resultatet har været en nedsat mobilitet for offentligt ansatte og arbejdere, at byernes arbejdskraft glider over i den uformelle sektor (af sort arbejde), massive fallitter blandt småbønder, småbrugere og landarbejdere og en altomfattende udvandring fra landet til byernes slumkvarterer samt til udlandet.
Hovedårsagen til fattigdom i Latinamerika er selve de betingelser, der fremmer væksten af milliardærer. I Mexicos tilfælde resulterede privatiseringen af telekommunikations-sektoren til bundpriser i firdoblingen af Carlos Slim Helus formue – han er den tredjerigeste mand i verden (lige efter Bill Gates og Warren Buffet), med en nettoværdi på 49 mia. dollars.  To andre mexicanske milliardærer, Alfredo Harp Helu og Roberto Hernandez Ramirez, nød godt af privatiseringen af banker og deres efterfølgende denationalisering ved salget af Banamex til Citicorp.

Privatisering, finansiel deregulering og denationalisering var de centrale operationsprincipper for den amerikanske økonomiske udenrigspolitik, som fandt anvendelse ved IMF og Verdensbanken i Latinamerika. Disse principper bestemte de fundamentale betingelser, som ligger til grund for alle lån og alle genforhandlinger af gæld i Latinamerika.

De vordende milliardærer kom fra både gamle og nye penge. Nogle begyndte deres opstigning ved at sikre sig regeringskontrakter under den tidligere stats-anførte udviklingsmodel (fra 1930´erne til 1970´erne), og andre via arvet rigdom. Halvdelen af de mexicanske milliardærer arvede deres oprindelige formuer på mange millioner dollars på deres vej imod toppen. Den anden halvdel nød godt af politiske forbindelser og efterfølgende store bestikkelser i forbindelse med billige køb af offentlige virksomheder og efterfølgende salg af disse med store profitter til amerikanske multinationale. Hovedparten af de tolv millioner mexicanske immigranter, der krydsede grænsen til USA, er flygtet fra elendige vilkår, der gjorde det muligt for Mexicos gamle og nyrige millionærer at tilslutte sig de globale milliardærers klub.

Brasilien har det største antal milliardærer (20) af noget land i Latinamerika, med en nettoindkomst på 46,2 mia. dollars, hvilket svarer til mere end 80 millioner forarmede brasilianeres indkomst på land og i by. Næsten 40 pct. af de brasilianske milliardærer startede med store formuer og øgede dem simpelthen via overtagelser og fusioner. De såkaldte ’self-made’ milliardærer nød godt af privatisering af den lukrative finanssektor (Safra-familien med 8,9 mia. dollars) og af jern- og stålkombinaterne.

Hvordan man bliver milliardær

Mens viden, færdigheder i teknik og iværksætteri samt markedserfaring kun spillede en ringe rolle i udklækningen af millionærer i Rusland og Latinamerika, var kontaktfladerne mellem politik og økonomi langt vigtigere på hvert stadie af rigdomsakkumulationen.

I de fleste tilfælde var der tre stadier:

1. Under den tidlige ´statslige´ udviklingsmodel ´lobbyede´ og bestak de nuværende milliardærer sig til regeringskontrakter, skatteundtagelser, subsidier og beskyttelse imod udenlandske konkurrenter. Statslige overdragelser var brohovedet, udgangspunktet for milliardærstatusen i den efterfølgende neoliberale fase.

2. Den neoliberale periode har skabt den største mulighed for tilraning af lukrative offentlige aktiver til langt under deres markedsværdi og indtjenings-kapacitet. Privatiseringen, der blev beskrevet som ’markeds-transaktioner’, var i virkeligheden politiske salg i fire henseender: prismæssigt, med hensyn til udvalget af købere, returkommission til sælgerne og med henblik på at fremme en ideologisk dagsorden. Rigdomsakkumulationen var et resultat af udsalget af banker, mineraler, energiressourcer, telekommunikationsanlæg, kraftværker, transport og statens overtagelse af privat gæld. Dette var startskuddet til overgangen fra millionær- til milliardærstatus. Dette blev i Latinamerika fuldbragt via korruption og i Rusland via snigmord og bandekrige.

3. I den tredje fase (den nuværende) har milliardærerne konsolideret sig og ekspanderet deres imperier via fusioner og overtagelser, yderligere privatiseringer og oversøisk ekspansion. Private monopoler for mobiltelefoner, telekommunikation og andre ’offentlige’ funktioner har sammen med høje varepriser tilføjet milliarder af dollars til de oprindelige koncentrationer. Nogle millionærer blev milliardærer ved at sælge deres nyerhvervede, lukrative privatiserede foretagender til udenlandsk kapital.

I både Latinamerika og Rusland tilranede milliardærerne sig lukrative statsaktiver under beskyttelse af neoliberale regimer (Salinas og Zedillo-regeringerne i Mexico, Collor og Cardoso i Brasilien, Jeltsin i Rusland) og konsoliderede og ekspanderede under angiveligt ’reformistiske’ regimer (Putin i Rusland, Lula i Brasilien og Fox i Mexico). I resten af Latinamerika (Chile, Colombia og Argentina) startede udklækningen af milliardærer med blodige militærkup og regimer, der ødelagde de sociale og politiske bevægelser og påbegyndte privatiseringsprocessen. Denne proces blev dengang om muligt endnu mere energisk promoveret af de følgende valgte regeringer, både højre- og ´centrum-venstre´.   

Hvad der gentagne gange er demonstreret i både Rusland og Latinamerika, er, at nøglefaktoren, der fører til kvantespringet i rigdom fra millionærer til milliardærer, var den enorme privatisering og den påfølgende denationalisering af lukrative offentlige foretagender.

Hvis vi til koncentrationen af 157 mia. dollars i hænderne på en minimal fraktion af eliten lægger de 990 mia. dollars, der blev opsuget af de udenlandske banker i gældsbetalinger, og den billion (tusinde milliarder) dollars, der blev hævet i form af profitter, royalties, renter og hvidvaskede penge i løbet af det forgangne halvandet årti, har vi en passende ramme til forståelse af, hvorfor to tredjedele af befolkningerne i Latinamerika fortsat har utilstrækkelige levevilkår, og hvorfor økonomierne stagnerer.

USA’s ansvar for væksten i antallet af latinamerikanske milliardærer og massearmod er mangfoldig og omfatter en hel stribe politiske institutioner, erhvervseliter og intellektuelle førere og mediemoguler.
Først og fremmest bakkede USA op om militærdiktatorerne og de neoliberale politikere, der indførte de milliardær-orienterede økonomiske modeller.
Det var ekspræsident Clinton, CIA og hans økonomiske rådgivere, som i forbund med de russiske oligarker sikrede den politiske efterretning og den materielle støtte, der kunne bringe Jeltsin til magten og bakke op om hans ødelæggelse af det russiske parlament (Dumaen) i 1993 og det manipulerede valg i 1996. Og det var Washington, der tillod, hundrede milliarder dollars blev hvidvasket i amerikanske banker i løbet af 1990’erne, sådan som det blev afsløret af den amerikanske kongres´ underkomité for bankvæsen (1998).

Det var Nixon, Kissinger og senere Carter og Brzezinski, Reagan og Bush, Clinton og Albright, der bakkede op om de privatiseringer, der blev presset igennem af latinamerikanske militærdiktatorer og borgerlige reaktionære i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. Deres instruktioner til de amerikanske repræsentanter i IMF og Verdensbanken var skåret ud i pap: Privatisér, deregulér og denationalisér (PDD), før der overhovedet kan forhandles lån.
Det var amerikanske akademikere og ideologer, der arbejdede hånd i hånd med de såkaldte multi-laterale agenturer, som kontraktansatte konsulenter, der trænede, designede og fremdrev privatiserings-, deregulerings- og denationaliserings-dagsordenen blandt deres tidligere Ivy League-studenter (fra de kendteste amerikanske universiteter) og senere økonomi- og finansministre og centralbankdirektører i Latinamerika og Rusland.

Det var multinationale selskaber og banker fra USA og EU, der købte de fremvoksende latinamerikanske milliardærer ud eller indgik i joint ventures med dem, og som indhøstede billionstore udbetalinger på den gæld, som de korrupte militære og civile regimer havde pådraget sig.
Milliardærerne er lige så meget et produkt og/eller biprodukt af amerikansk anti-nationalistisk og anti-kommunistisk politik, som de er et produkt af deres eget grandiose tyveri af offentlige værdier.

Konklusion

I betragtning af de enorme klasse- og indkomst-uligheder i Rusland, Latinamerika og Kina (20 kinesiske milliardærer har på mindre end ti år tilegnet sig nettoværdier for over 29,4 mia. dollars) er det mere korrekt at beskrive disse lande som ´svulmende milliardærer´ snarere end ´markeder på vej frem’, eftersom det ikke er det ’frie marked’, men milliardærernes politiske magt, der dikterer politikken.

Lande med ’svulmende milliardærer´ frembringer blomstrende fattigdom, og sænker levevilkårene i bund. Skabelsen af milliardærerne betyder nedbrydning af det civile samfund, social solidaritet, beskyttende sociallovgivning, pensioner, ferier, offentlige sundhedsprogrammer og uddannelse.
Mens politikken er helt central, betyder fordums politiske betegnelser ikke længere noget. Den brasilianske eksmarxist og ekspræsident Cardoso og den tidligere fagforeningsleder præsident Lula Da Silva har privatiseret offentlige foretagender og fremmet en politik, der har udklækket milliardærer. Ekskommunisten Putin dyrker visse milliardær-oligarker og tilbyder at stimulere andre til at tage sig sammen og investere.

Den periode, der har set den største tilbagegang i levestandard i Latinamerika og Rusland, falder sammen med opløsningen af de nationalistiske, populistiske og kommunistiske økonomier.
Mellem 1980 og 2004 stagnerede Latinamerika – nærmere betegnet Brasilien, Argentina og Mexico – på en per capita-vækst på 0-1 pct.
Rusland registrerede en 50 pct.s tilbagegang i BNP mellem 1990 og 1996, og levestandarden faldt 80 pct. for alle undtagen rovdyrene og deres gangsterbander.

Den vækst, der er set på det seneste (2003-2007) har, hvor den finder sted, mere at gøre med den ekstraordinære stigning i de internationale priser (på energiressourcer, metaller og landbrugseksport) end på nogle positive udviklinger fra de milliardær-dominerede økonomier.
Milliardærernes vækst er næppe et tegn på ´generel velstand` som følge af det ’frie marked’, som redaktørerne af Forbes Magazine påstår. Faktisk er den resultatet af ulovlig tilegnelse af lukrative offentlige ressourcer, som er opbygget af millioner af arbejderes arbejde og kamp i Rusland og Kina under kommunisme og i Latinamerika under de populistisk-nationalistiske og demokratisk-socialistiske regeringer.
Mange milliardærer har arvet rigdom og har brugt deres politiske forbindelser til at udvide og øge deres imperier. Det har lidet at gøre med iværksætter-evne.

Milliardærernes og Det Hvide Hus’ vrede og fjendtlighed over for præsident Hugo Chávez i Venezuela skyldes præcis, at han vender op og ned på den politik, der skaber milliardærer og massearmod. Han gen-nationaliserer energiressourcer, offentlige virksomheder og eksproprierer store landejendomme.
Chávez udfordrer ikke blot det amerikanske overherredømme i Latinamerika, men også hele det Privatiserings-, deregulerings- og denationaliserings-menageri, der har opbygget milliardærernes økonomiske imperier i Latinamerika, Rusland, Kina og andetsteds.

De vigtigste data i dette essay er hentet fra Forbes Magazines ’Fortegnelse over verdens milliardærer’, offentliggjort 8. marts 2007.
Først offentliggjort af Global Research, 23. marts 2007.
Oversat af Hans Pendrup.

Netavisen 24. april 2007