Bag murene (2): Fængselsdagbog fra krigen mod den københavnske ungdom

Af Flemming Jensen, Kommunistisk Politik 8, 2007

I sidste nummer af KP bragte vi Flemming Jensens beretning om, hvordan han den 6. marts blev arresteret af tre civilklædte politifolk under en fredelig demonstration og hans hjem gennemsøgt. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet for 23 dage, i Vestre Fængsel – men løsladt efter små to uger. Her følger hans fængselsoptegnelser.

Onsdag den 7. marts
Indtrykkene fra grundlovsforhøret sænker sig. Sindets billeder af mine børn og kæreste står klart og virker stærkt opstemmende. Tankerne går nu til lidt fremadrettet tænkning. Hvordan indretter jeg cellen, og mig selv til den. Hvad har jeg brug for? Hvad kan jeg få ind? Jeg påbegynder en liste med ’høj overligger”.

I det samme ’forstyrrer’ en fængselsbetjent med papir, kuverter og kuglepen samt diverse anmodningssedler. Jeg er under besøgs- og brevkontrol, så jeg modtager nogle lynhurtige instrukser om dette og hint. Jeg når i situationen ikke at opfange halvdelen, men slår mig til tåls med, at det jo nok alt sammen står på anmodningssedlerne. Jeg ejer ikke frimærker, og de udleveres ikke, men skal købes hos købmanden, som man kun kan bestille varer hos to gange om ugen.

Jeg overvejer at begynde at ryge igen. Fordele kontra ulemper. 23 dages indespærring må betyde en hel del rastløshed. Jeg har vel fortjent at forkæle mig selv lidt. Desuden er jeg god til at stoppe igen. Trangen til nikotin er forbavsende god til at diske alle mulige argumenter frem. Det afgørende bliver, at jeg ikke gider plage mig selv i 23 døgn med, hvorvidt jeg skal ryge eller ej.

En af de mere flinke betjente bringer mig frimærke, tændstikker og en pakke cigaretter: 38,50 kr. Tilbage kr. 62,75. Jeg ærgrer mig allerede over, at jeg ikke fik lidt flere småpenge af kæresten ved grundlovsforhøret. Jeg får at vide, at jeg næste formiddag kan bede om et telefonopkald. Jeg skriver et brev til kæresten, kan først aflevere næste dag. Aftenen planlægges til tv. Afslapning. Sindet trænger til det. Jeg ser frem til to Champion League-kampe, som jeg på grund af mangelen på Viasat ikke kan se på den bopæl, hvor jeg betaler husleje. Jeg falder imidlertid i søvn midt i den første. Grundigt udmattet.

Torsdag den 8.marts
Kvindernes internationale kampdag. Sandt at sige så tror jeg ikke, jeg tænkte synderligt over, at initiativtageren, Clara Zetkin, havde talt i netop Folkets hus på Jagtvej 69 for omkring 100 år siden.

Ved morgenmaden anmoder jeg om et bad samt en telefonopringning, men tidligt på formiddagen får jeg at vide, at jeg skal overflyttes. Det er mit indtryk, at Vestre hører til de mere rå fængsler, så umiddelbart ser jeg frem til at blive overflyttet. Jeg præsterede jo også at lægge mig ud mig et par fængselsbetjente ved ’indskrivningen’.

Jeg bliver hentet til overflytningen, hvilket viser sig at foregå ved at flytte mig tre etager op til celle 372 – stadig i sydfløjen. Jeg får oplyst, at jeg skal dele celle med en anden. Jeg lurer. Der er kun én sovebriks og ikke plads til flere. Det viser sig, der er en tynd madras på gulvet under briksen. Der er også kun én dyne og én hovedpude. Cellen er nøjagtig lige så møgbelortet som den sidste. Heller ingen overraskelser her.
Det skal alligevel gøre godt med lidt selskab, selvom jeg i situationen også kunne bruge lidt tid på at være alene – for en periode i hvert fald. Det bliver i hvert fald trangt.

Simon ankommer: sød og rar fyr på 30 år, udlært smed. Høj, bred, muskuløs med tusch på overarmen. Hans forseelse består i, at han i beruset tilstand har sparket til en trafikkegle af plastik, da han sammen med et par venner 1. marts var på vej ind ad Nørrebrogade for at tage videre i byen. Ved festen forinden havde han mødt en rigtig sød pige, som han havde lavet en aftale med om spisning næste dag. Han havde ikke taget højde for, at politiet 50 meter længere nede arresterede ham.

Efter endt grundlovsforhør bliver han løsladt 2. marts, hvorfor han kontakter veninden og får udsat daten til tirsdag den 6. marts. Han bliver imidlertid opsøgt af politiet på bopælen netop den dag og varetægtsfængslet frem til den 30. Politiadvokaten havde kæret byretsdommen, hvorfor landsretten (uden Simons eller hans advokats tilstedeværelse) havde opfyldt politiadvokatens begæring om, at Simon ikke skulle kunne fortsætte ”grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden”.

Jeg er i situationen så naiv, at jeg er sikker på, at det er imod grundloven at holde retsmøde i landsretten uden den sigtedes eller vedkommendes advokats tilstedeværelse, men jeg bliver belært om andet. Det bliver nemlig et par dage efter i tv oplyst, at politiet under netop sådanne omstændigheder i landsretten i ikke mindre end syv sager havde tilføjet forkerte oplysninger til sagsmappen. Der var således i flere tilfælde tilføjet fire hårde voldsdomme til sagsakterne, hvilket var fuldstændigt ukorrekt.

Dette handler ikke om, at der i skyndingen sker fejl, men om, at politiet også med cifre ønsker at dokumentere, at der handles effektivt over for hoben.
Simons date må endnu en gang udskydes. Overopfyldningen af Vestres sydfløj fører Simon og mig sammen:

­– Hvad har du så lavet? spørger Simon, lige efter vi har hilst på hinanden. For så vidt et meget naturligt spørgsmål, men alligevel bliver det stillet så direkte, at jeg i kombination med hans statur overvejer muligheden af, hvorvidt han er en civiler.

– Jeg er sigtet for at skubbe en flaskecontainer ud på Nørre Allé tæt ved Skt. Hans Torv. Så har jeg da ikke sagt for meget. Jeg finder senere ud af, at det umiddelbare spørgsmål snarere er et udtryk for, at han og senere andre ikke rigtig kan få min alder til at hænge sammen med uroligheder på Nørrebro. Det er en fin fyr. Da de umiddelbare personlige og erhvervsmæssige oplysninger er udvekslet, falder talen naturligvis på Ungeren.

Simon mener, at de unge bør have deres eget hus, men det er for galt at bruge vold. Jeg forsøger mig lidt med kommunens løftebrud og seks års forhandlinger og juristerier uden vold. Vi ser forskelligt på det. Fair nok. Jeg havde nok håbet på en cellekammerat, der var lidt tættere på begivenhederne, men vi snakker fint om dette og hint og deler de fleste standpunkter sammen.

Simon er ’kun’ varetægtsfængslet på det ene af tre underpunkter til § 762. Han har fået tildelt varetægt for at afholde ham fra at fortsætte ’balladen’. Hvor mange trafikkegler kan han mon vælte på et par uger? Samfundet må beskytte sig mod sådanne elementer: 23 dages varetægt.

Løjer aktiviteterne af, kan han gøre sig håb om at komme ud før tid. Han er derfor mere irriteret på de fortsatte kampe end på det urimelige grundlag for varetægtsfængslingen. Dette er nok det mest ømme punkt, som jeg forsøger at omgå i diplomatisk fred og ro. Når vi således ser Tv-avisen, har vi to vidt forskellige vinkler til de unges fortsatte kamp, så mens jeg i mit stille sind glæder mig over kampviljen, må jeg samtidig komme Simon lidt i møde:

– Jeg kan godt følge dig i din situation.

Sent eftermiddag bliver vi ’tilbudt’ arbejde i cellen. Mod nogle timers arbejde vil man kunne oppebære lidt dagløn. Såfremt der ikke dukker arbejde op, vil man kunne hæve ’ventepenge’. Simon melder sig, jeg undslår. Der går omkring 900.000 personer i den erhvervsaktive alder rundt uden for murene, som ikke har et arbejde. Så skulle det da lige passe, at jeg påtog mig et løntrykkerjob.

Det skal vise sig, at mine anmodninger fra celle 083 om bad, telefonopringning og gårdtur er forsvundet ud i galakserne ved ’oprykningen’ til 372. Tilfældigt? Nej, sådan er fængselsrutinens chikaneri. Om aftenen må vi foretage en akut indretning: Heldigvis er Simon ligeglad med dynen, som er et must for mig. Han får et tæppe til erstatning. Jeg sover gerne på madrassen på gulvet med et hovedpudebetræk, som jeg har fyldt med tøj – blød er den ikke.

Vi bruger vel et par døgn på at indrette os i respekt for hinandens særheder: Simon er hygiejnisk, men roder vildt. Vores trange ”fællesareal” i form af bord og hyldeplads er stort set fyldt op af Simons forskellige grej.

Fredag den 9. marts
Anmodningerne bliver gentaget ved morgenmaden. I løbet af formiddagen får jeg bragt rent tøj ind (kæresten har været der), så da jeg kort efter får bad, efter mere end to døgn, føler jeg mig som et nyt menneske. Den gennemsigtige pose med tøj bærer tydeligt præg af, at mine favoritklude var smidt til vask. Kæresten havde stort set pakket alt andet, heriblandt 25 par hvide tennisstrømper, hvilket Simon og jeg fniser lidt over.

Vi får bragt rengøringsmidler i form af en spand sæbevand og nogle klude. Det højner standarden betragteligt. Da Simon efter yderligere et par døgn har luret min trang til orden og plads, respekteres denne side også. Derefter kan jeg finde mine ting, skønt.
Til gengæld fungerer systemet med anmodninger, forespørgsler om gårdture, telefonopkald, aflevering af breve og bestillingssedler til købmanden som et kaos. Det skal alt sammen ske i forbindelse med udlevering af maden, hvor vi jo er to, der skal ’betjenes’:

– Hvor mange stykker rugbrød skal du have? Skal du have havregryn eller cornflakes? Sukker og tevand?

Spørgsmålene hagler ned over os, og selvom der kun er plads til én i døren, skal begge svare. Det er ren kagemand, hvorfor man ofte har glemt en anmodning, når døren lukkes. Konsekvensen kan meget let betyde, at anmodningen udsættes med et døgn. I ni ud af ti tilfælde besvares en anmodning med et studst:

– Vi skal se, hvad vi kan gøre, men det er en usædvanlig situation, snerres der med henvisning til overopfyldelsen af sydfløjen. Det er tydeligt, at fængselsbetjentene ikke er sure på byretsdommerne. Jeg anmodede to gange om en frisør, men frafaldt efter svaret, repeteret:
– Der er lang ventetid. Underforstået flere uger.

Jeg fastholder min anmodning om en telefonsamtale.
Det er til tider en hårfin balance, hvis man vil fastholde en anmodning, da reaktionen meget let kan give bagslag. Vi finder hurtigt ud af, der er enormt stor forskel på de enkelte fængselsbetjente og deres serviceniveau, der er ligefrem proportionalt med deres livssyn. Nogle betjente har en direkte fascistoid fremtoning, der ikke efterlader ansigtshuden en millimeter til at fortrække sig på. Andre smiler venligt, har til tider humoristisk sans og er sågar nogle gange imødekommende, hvis vi er løbet tør for cigaretter. Der er lang vej til en ISO-godkendelse for Vestre fængsel.

Netop når det gælder nikotintrangen, er vi glade for den manglende ISO-godkendelse. Da vi blev smeltet sammen den 7. marts, konstaterede Simon, at jeg røg. Resultat: Han begyndte også at ryge.

Da købmanden tidligst bringer varer ud den 12., befinder vi os i en smertefuld situation, der meget let kan afløse en rimelig harmløs sigtelse med manddrab. Simon og jeg er blevet stuvet sammen på et uhyggeligt lille areal, hvor det er umuligt at passere hinanden, medmindre medparten indvilliger i at trække knæene op under kæben. Vi er blevet skidt behandlet, frihedsberøvet, chikaneret – og i værste fald har ordensmagten ødelagt Simons chance for den måske eneste ene!

Når dertil lægges, at det eneste, vi forkæler os selv med – nikotinen – forsvinder i takt med, at vi sætter osepindene til livs, hvilket vil medføre et absolut nulpunkt tre døgn før, købmanden bringer nye forsyninger, så er fanden løs i Laksegade. Nikotintrangen får mine tanker hen på en gruppe unge chilenske sportsudøvere, hvis fly styrter ned i Andesbjergene. For at overleve begiver de sig ud i kannibalisme, hvilket faktisk er med til at redde dem. Jeg overvejer Simons skæbne, idet han stadig har fire cigaretter tilbage. Så indtræder miraklet: Vi får hver en pakke cigaretter af en flink betjent – til indkøbspris forstås, og købmanden fremskynder sine varer med et døgn.

Dagenes højdepunkt er gårdturen. To og to bliver vi, afsondret fra andre indsatte, gelejdet ned i ’gården’. Den består af en høj, cirkelrund mur, der er opdelt i omkring 12 lagkagestykker, der hver for sig er adskilt af andre høje mure. I midten er der opført en varmestue til betjentene, som fra deres position kan betragte samtlige fanger. Når gårdene fyldes henholdsvis tømmes, sker det i en rækkefølge, så man kun passerer tomme ’lagkagestykker’. Man lukkes ud med tilpas stort mellemrum, så man ikke når at se andre fanger. Det lykkedes faktisk kun et par gange for mig at øjne nogen. Samme procedure gælder ved toiletbesøg og bad: ingen kontakt. Jeg har aldrig følt mig så farlig.

Alligevel er gårdturen en fantastisk afveksling. Murene kan ikke afskære de indsattes kommunikation. I løbet af kort tid er det registreret, hvem der er på gårdtur, hvorefter de almindelige oplysninger udveksles. Hvad sigtelsen lyder på, varetægtsfængslingens varighed og til tider cellenummer. Det sidste har relevans, hvis man må have cellefællesskab om aftenen (18-20.15). I gården bliver der udvekslet oplysninger på tysk, svensk og dansk.

Simon og jeg benytter fortrinsvis gårdturen til at snuse til foråret og hyggesnakke – under andre rammer. Lagkagestykket, vi går frem og tilbage i, er på omkring 20 m2. I den ene ende er betjentenes varmestue, og i den modsatte, brede ende er der udsigt til yderligere høje, rigtig høje, mure belagt med pigtråd. De passer på os.

Om eftermiddagen modtager jeg 395 kr. – et pudsigt beløb. Jeg kan i fantasien se min kæreste endevende lommerne foran vagterne. Oven i det hele får jeg lov til et opkald. Jeg ringer til hende: Pointerer nødvendigheden af at pushe min beskikkede forsvarer til at finde en anden og god advokat. Desuden når jeg lige at forklare, at jeg må have flere penge, da jeg er begyndt at ryge.

Lørdag den 10. marts
Om formiddagen modtager jeg besked om, at jeg har endnu 500 kr. til gode. Man modtager dem først dagen efter, de er afleveret. Om eftermiddagen modtager jeg min første post: et postkort fra en kammerat på Fyn! Fedest. Der er ikke plads til mange ord på kortet, hvis motiv forestiller fire badende, mørklødede kvinder. En reproduktion af Paul Gauguin. Kammeraten ønsker mig til lykke med fødselsdagen (samme dag, som jeg blev anholdt): Fandens til møgsted at fejre den! Motiv såvel som ordene varmer. Jungletrommerne er nået til Fyn, nu må mange breve være på vej.

Der ligger garanteret allerede en stor stak. Jeg må kun modtage ét om dagen, så det kan tage sin tid. Gad vide, hvor mange varme, men mindre postkort jeg skal modtage, før de lader lidt fra den ’tunge ende’ slippe igennem? Censoren har fået sit at kigge til.
I TV2-nyhederne om aftenen får jeg dessert til posten: Min datter dukker i et splitsekund op på skærmen. Ansigtet fylder hele skærmen. Hun deltager i solidaritetsdemoen fra Rådhuspladsen til Skt. Hans torv. Der er flere tusind deltagere, og stemningen er virkelig god. Hun er også ’tydeligt opstemt’. Simon krydser fingre for, at demoen vil forblive fredelig.

Søndag den 11. marts
Kort før gårdturen hører vi noget, der kan minde om en stortromme, med lidt støj i baggrunden. Tidspunktet er omkring 13.30-14, og jeg bilder mig ind, det er en larmedemo. Det er vanskeligt at sige. Sydfløjen er den mest isolerede, og vores vindue vender væk fra Enghavevej.

På gårdturen nyder vi for første gang solen. Vi suger de varme stråler til os. Simon og jeg snakker godt sammen og giver plads til hinanden.
Efter gårdturen afleverer vi bestillingssedlen til købmanden, som kommer med varer tirsdag – måske allerede mandag. Alt er jo unormalt – remember?

Jeg har faktisk haft et mindre efterslæb, når det gælder skriveriet. Det lyder åndssvagt. Der er jo tid nok, skulle man mene, men på grund af de trange forhold og frem for alt mangel på ro og koncentration så har jeg henlagt skriveriet til nattetimerne. De første nætter gik med de mest akutte breve til kæreste og børn. Samtidig forsøgte jeg at skildre de første 24 timer på skrift, hvilket viste sig, at jeg kunne stykke sammen med rimelig præcision – og stor fylde. Det affødte behovet for en fortsat dagbog, hvilket jeg først omkring dette tidspunkt er ved at nå ajour med.

Om eftermiddagen ankommer en taske med mere tøj til mig. Det er nu mit yndlingstøj. Kæresten har fået vasket. Det er en af de flinke fængselsbetjente, som tilmed giver sig lidt tid i cellen. Vi udveksler nogle bemærkninger, der cirkler om udlevering af tøj. Betjenten siger:

– Forleden dag overbragte vi en sæk med omkring 30 par tennissokker. Vi har endnu ikke fundet ud af det mere præcise formål.
Jeg kender jo godt adressen, i modsætning til betjenten, så jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal få bragt samtalen videre, men det hjælper Simon mig med:
– Det må da være dig, siger han og peger på mig.

Den oplysning kan jeg godt undvære. Nu risikerer jeg de sidste tre uger blandt personalet at blive kaldt Sokken!
Senere modtager Simon post fra sin advokat. Censoren har snydt mig. Groft. Der er lang vej hjem til den 30. Jeg kan godt bruge et brev om dagen. Advokaten orienterer Simon om, at hun forsøger at få ham løsladt tidligere. Med brev fra Simons arbejdsgiver forsøger hun at dokumentere, at han både passer sit arbejde og er en lovlydig borger. De må overveje hans varetægt igen. Simon håber, ryster lidt på hænderne og siger:

– Det er nok bedst at regne med den 30. For store forventninger kan betyde store skuffelser.
Kloge ord.

Mandag den 12. marts
Købmandsvarerne kommer allerede om formiddagen. Nyt problem: Jeg har bestilt varer i forventning om, at jeg havde de 500 kr. i hænderne, som jeg var blevet stillet i udsigt i lørdags, men ak. Frugt, chokolade og wienerbrød røg retur – et karton cigaretter kunne betales, og ved hjælp af et lån fra Simon erhvervede jeg os en pose Gevalia, hvortil Simon straks replicerede:

– Hvis der kommer uventede gæster!

På højde med dagbogen og brevskriveriet. På højde med nikotin og kaffesurrogaterne. I nat blev Scherfigs ’Den fortabte abe’ læst, så mandag eftermiddag skænker jeg os en kop kaffe, tænder mig en ny smøg ud af mange og påbegynder Scherfigs ’Skorpionen’. Der er harmoni i cellen.
Simon dyrker Discovery, hvor han på ny ser en genudsendelse om en amerikansk far og hans to sønner, der bygger choppere af Harley Davidson’er.
Den efterfølgende gårdtur er den hidtil bedste. Vindstille, sol og masser af varme. Hvis man er rigtig uheldig, kan man få et lagkagestykke, hvor solen ikke kan nå ned. Simon og jeg solbader. Svenskerne prater stadig på tværs af gårdene. Simon igen i fortællerhjørnet.

Tilbage til cellen, vi har lært hinanden bedre at kende. Simon slapper mere af og lytter stadig mere interesseret til synspunkter.
TV2-Nyhederne kl. 18 oplyser, at ni varetægtsfængslede, sigtet for grov forstyrrelse af offentlig ro og orden, er blevet løsladt, fordi der nu er ro på Nørrebro. Gode nyheder for Simon.

Tirsdag den 13. marts
Ved morgenurineringen er det en ung betjent, som følger mig. Han ligner en fløs på 17 år. Jeg overvejer, om han er i praktik, men så havde han vel næppe fået lov at følge mig alene. Meget sød fyr – stakkels knægt, der har truffet et forkert valg. Arbejdsdagen giver stort set kun negative indtryk. Hvilke mennesker kommer der ud af det?

Simon har indført en ny rygeprocedure: Det må kun foregå stående på vores enlige stol, så røgen kan pustes op og ud af vinduet. Ideen er for så vidt god nok, da cellen stinker, men problemet er, at vinden står konstant direkte ind i cellen, så vi er lige vidt. Men vi fastholder proceduren. Jeg ryger ca. 50 om dagen, Simon 20-30.
Vejret er atter fantastisk, men glæden ødelægges af en meddelelse, da morgenmaden udleveres. Jeg beder om en telefonopringning, men får besked om, at jeg overhovedet ikke må ringe ud, medmindre det er et ærinde til min advokat. Det var en nyser. Der er ikke noget at sige til, at jeg er forvirret. Jeg havde jo fået lov at ringe én gang, men det var altså en fejl. Der går lidt tid, inden jeg får vendt oplysningen, så jeg kan glæde mig over fejlen.

Jeg kan ikke engang ringe til min advokat, da jeg ikke ved, hvem det er. Min beskikkede skulle jo forsøge at overgive sagen til den, jeg ønskede. Der er nu gået seks døgn siden grundlovsforhøret, så jeg er af den opfattelse, at en advokat godt kunne have henvendt sig, i det mindste telefonisk, med en meddelelse om, at sagen var havnet på vedkommendes bord.

Jeg tilmelder mig et arrangement, som fængselspræsten har taget initiativ til, ’Anarkismens verdensbillede’, hvor der med 12 deltagere vil være plads til indlæg fra deltagerne. Emnet udspringer fra kampene om ’69’. Simon og jeg tilmelder os også til boldspil i en hal efter frokost. Jeg har tidligere meldt mig som medvirkende til en dokumentarudsendelse i TV2 om forholdene omkring kampene på Nørrebro, men blev fravalgt. Udsendelsen sendes i aften.

Lige efter frokost bliver jeg hentet, ikke til boldspil, men til et besøg af min advokat. Afklaringen skaber lettelse. Vi er rimeligt enige om, at det fremlagte materiale er tyndt. Hun mener, at politiet er specielt ’glad for mig’, da de har billedmateriale, så jeg skal nok ikke stille mig selv i udsigt at slippe ud før den 30. marts. Endelig vurderede hun, at sagen godt kunne ende med en dom på fire ugers hæfte.

Da jeg vender tilbage til cellen, er Simon væk. Han er selvfølgelig til boldspil, men går så glip af gårdturen, hvor jeg for første gang får lov til at møde en anden end Simon. En frisk, ung pædagogstuderende, hvis knæ er blevet smadret i forbindelse med anholdelsen. Han var blevet fanget i en knibtangsmanøvre uden at have begået nogen forseelse.
Han er erklæret pacifist, men hans erfaringer nu fortæller ham, at ’der må være en grænse’. Siddende med ituslået ben, med hænderne i håndjern på ryggen, modtager han fra forbipasserende betjente adskillige knippelslag over rygstykkerne. På denne gårdtur humper han stadig på krykker. Det viser sig, at vi har en fælles bekendt uden for murene, og aftaler hurtigt, at vi ses i friheden.

Nyhederne oplyser, at yderligere 94 varetægtsfængslede er sat på fri fod. De er begyndt at røre i suppen. Det kan meget vel blive Simons tur næste gang.
Nyhederne viser også en tydeligt påvirket Claus Riskjær, der varetægtsfængsles for grov økonomisk kriminalitet. Han er tydeligvis indigneret og føler sig forfulgt. For første gang ser jeg ham for åben skærm uden sit selvtilfredse smil.

TV2-dokumentaren viser nogle udmærkede og fair interviews med en håndfuld aktivister og sympatiserende, men billedmaterialet er fuldstændigt skævt. Masser af scener af stenkastende unge, men intet af politiets brutale og ureglementerede vold, som TV2 har masser af billeder af.

Onsdag den 14. marts
Pressen meddeler, at der er løsladt endnu en stor portion varetægtsfængslede. Gode nyheder, som suppleres med, at Simon modtager sin første uges ’løn’. Vistnok 119 kr. for syv dages ’ventepenge’. Han har ikke så meget som lugtet til en møtrik. Ti minutter efter følger forklaringen: Simon får at vide, at han godt kan pakke sine ejendele, fordi han skal hjem. Vi giver hinanden ’5’eren og udveksler telefonnumre, og Simon forsvinder ud af døren, der lider under ikke at have et håndtag på min side.

På gårdturen møder jeg en 21-årig anarkist fra Holbæk. Endnu en sød fyr. Det viser sig, at hans bedstefar bor i samme ejendom som min svigermor. Der er krummer i ham, og han vil gerne se verdenshavene.
Det er underligt at komme tilbage til en celle uden Simon. Jeg foretager en lynoprydning og gør mig det mageligt foran tv’et. Jeg er kommet bagud med dagbog og brevskriveri. Pludselig erfarer jeg, hvor meget min krop og sind har brug for ro og hvile.

Jeg bruger faktisk også hele torsdag den 15. marts på at hvile igennem. Det er vist også denne dag, at jeg modtager brev fra kæresten, det første, hvori hun fortæller, at jeg beholder mit arbejde, og kollegaerne glæder sig til at se mig. Vidunderligt. Jeg har været heldig efter et par års arbejdsløshed at finde et ønskejob blandt skønne kollegaer. Jeg ynder at kalde det for min retrætestilling, selvom der er 11 år tilbage.

Fredag den 16. marts
Formiddagen går med at nå et lille efterslæb af breve. Jeg kan mærke, at jeg har hvilet igennem og er fit for fight. Det er underligt at vænne kæbemusklerne til kun at skulle bruges, når jeg skal tygge. Pludselig bliver jeg grebet af frygten for rastløshed de resterende to uger. Jeg bliver afbrudt af frokosten, som jeg indtager til 12-pressen, der nu viser en fro Claus Riskjær stående uden for Vestres mure. Han er fortsat forarget over varetægtsfængslingen. Hans attitude udstråler forargelsen:
– At noget sådant skulle overgå mig. Men han siger det ikke.

Han må bekende, at fængselskosten ikke svarer til, hvad han er vant til, men mennesket Claus Riskjær glæder sig nu til at gense sine børn, som han de sidste tre døgn kun har set på dagens morgen-tv. Stakkels mand!
Gårdturen deles med en flipper fra Thylejren, som i forbindelse med Ungeren også har fundet sted til Nørrebro OG Vestre fængsel. Han reagerer som alle andre, der ser mig i disse omgivelser – inklusive en del fængselsbetjente:

– Hvad laver du her? Du har da ikke noget med Nørrebro at gøre?

Jeg er absolut alderspræsident, så mit bæltespænde med hammer og segl i en femtakket stjerne forklarer bedre end mange ord sagernes rette sammenhæng: – Nåeh, sådan.

Kort efter gårdturen får jeg besked på, at jeg godt kan samle mit kluns. Jeg skal hjem. Klokken er omkring 15. Bortset fra to en halv time så er det præcist 11 døgn siden, jeg blev knaldet af et par uroere på Christianshavns Torv.
Jeg får mine plastikkort med mere udleveret fra kosterbutikken. De resterende 2.000 kr., som min kæreste havde leveret til opbevaring, udleveres også. Slæbende på efterhånden en stor del bagage får jeg stukket en passerseddel i hånden, som jeg skal bruge ved vagten ud til friheden. Den knuges, som gjaldt det livet, og bliver nærmest ulæselig for vagten. Jeg slippes alligevel gennem den sidste port, hvor Benny & Kjeld, alias min kæreste og datter, står og tager imod mig. Det er dog den bedste velkomstkomite.

Inden vi når hjemmet på Amager, er der organiseret en solid fest, hvilket er præcist, hvad jeg har brug for. Kæreste, familie, venner og bekendte deltager. Gang i den til 4.30 næste morgen, hvor det kun er min allerbedste ven, der stadig kan holde ud at høre på mig. Næste dag begaves jeg først af en fredsdemo, og efterfølgende med selskabet af et par ungdomskammerater, som jeg ikke har set i mere end 30 år, bortset fra et kvarter her og ti minutter der.

Da jeg søndag morgen rydder op på slagmarken, er det vel yderst naturligt, at jeg gør mig en slags status over situationen. Jeg har ydet et lille bidrag i kampen for et ungdomshus, og den danske statsmagt har fundet det berettiget at berøve mig min frihed. Jeg finder mening i et ungdomshus og kampen for et fristed. Staten finder mening i straf. Jeg er sluppet billigt. I masser af lande dør man i kamp for retfærdighed, national integritet – fristeder!

Det er samme kamp, metoderne og ofrene varierer.
Kampen giver mening. Det er rigt liv, yderligere beriget af vidunderlige venner og kammerater.

Søndag morgen den 18.marts
Solen skinner, og kampen er nu kønnest på denne side af murene.

Fra en enkelt blandt flere hundrede …

Læs også dagbog (1) for Flemmings anholdelse

Når magtens kløer tager fat– en fængslende historie

Netavisen 14. april 2007