Mærsks stik-i-rend-drenge

Kommunistisk Politik 7, 2007

I sidste uge offentliggjorde EPN (Erhverv på nettet) et takkebrev fra AP Møller Mærsk til statsminister Anders Fogh Rasmussen for hans hjælp til at få refunderet et ukendt momsbeløb, da han i 2003 var på officielt besøg hos Mexicos præsident.

I første omgang havde de mexicanske skattemyndigheder afvist at behandle Mærsk ansøgning om momsrefusion, fordi de var i gang med at kule grave koncernen mexicanske datterselskab. Den danske statsministers indgriben ændrede sagerne. Mærsk blev belønnet med alle pengene.

At den danske regering går direkte ind i sådanne sager er en hel normal procedure, udtaler Mærsk koncernen, der bl.a. råder over verdens største containerrederi.

Det er ikke svært at sætte sig ind i, at den danske regering må være mere end travlt beskæftiget med at understøtte Mærsks omfattende globale aktiviteter. En af disse er som storaktør i Irak. I begyndelsen af krigen fik koncernen kontrol over hele Basra olie-havnen i det sydlige Irak, hvor danske og britiske soldater udførte bevogtningsopgaverne.

Nu er den hældt ud – men den er fortsat dybt involveret i de amerikanske ‘terrorkrige’ med den danske regerings aktive medvirken, accept, opmuntring og støtte. Går det godt for A.P. Møller, går det godt for Danmark, er regeringens filosofi. Og det gør det i al fald for adskillige af dens ministre, heriblandt både udenrigsministeren og blikfanget af en miljøminister, der hvert år hæver, hvad man vel nærmest kan betegne som statsgaranterede aktieudbytter.

At holde Danmark ude af USA’s kolonialistiske røverforetagender betragter koncernen som direkte ”uansvarligt og vil have konsekvenser ”. Hvilke mon? De vil med garanti være endnu større end hvad Møller-Mærsk bragte i fokus, da selskabet for nylig lakonisk kom med truslen: Gennemføres regeringens skattereform med beskatning af fondene, som det ser ud nu, må vi flytte vore danske aktiviteter til udlandet!

Det har givet regeringen og dens skatteminister nogle grå hår.
A.P. Møller koncernen har det som de andre multinationale og andre af de største danske virksomheder: De betaler ingen, eller stort set ingen skat, og bestemmer selv, hvor meget de vil af med.

År for år er det med den danske regering og statsmagts aktive støtte gået bedre og bedre for Mærsk. Fra år til år er indtjening og profitter vokset. Fred er profitabel, terrorkrige endnu mere.

Hvert år offentliggør det amerikanske finanstidsskrift Forbes en liste over verdens rigeste mænd – dollarmilliardærernes internationale. På dette års liste har den 93-årige Mærsk Mc-Kinney Møller haft en usædvanlig nedtur. Mens han normalt har holdt en placering som en af de hundrede rigeste i verden, er han i år drattet 473 pladser ned, til en sølle 557. plads. Det gør ham til en fattigere mand end Lego-ejeren Kjeld Kirk Kristiansen (der med en formue på 3,3 mia. dollar er nummer 271) og til en placering som blot Danmarks nr. 2. Forbes har uden forklaring simpelthen reduceret skibsrederens formue fra 6,5 mia. dollar året før – hvor placeringen hed nr. 84 – til 1,8 mia. dollar pr. den 9. februar i år.

Hvor Forbes har sine oplysninger om Mærsks formueforhold fra, står hen i det uvisse. Vi tillader os at gætte på, at de kommer fra containermanden selv. Måske finansbladet har modtaget et brev. Jo mindre formue, jo mindre skattegrundlag. For Mærsk har ikke tabt 24 milliarder kroner på et år. Han har heller ikke foræret dem væk. Vi gætter på, at han er blevet et par milliarder rigere på krig, blod og olie.
Mærsks rigdomme er ikke bare statsgaranterede. De er også en slags statshemmelighed.

Pengene regerer Danmark. Spørg efter, hvem der har dem, og man finder de virkelige magthavere. Mange danskere er godt klar over, at A.P Møller-koncernen har et kæmpeord at skulle have sagt. Alligevel er det svært at kapere det nøgne indhold i magtforholdene i staten Danmark. Årtiers socialdemokratisk ideologisk påvirkning med illusionen om at ”Staten: Det er os alle sammen” har gjort sin skadesvirkning.

Men igen og igen afsløres statens klassekarakter. Som den er skruet sammen tjener den som fælleskapitalist til at tilgodese først og fremmest landets største monopolforetagender. Men blandt alle disse virksomheder er det gennem langt mere end et halvt århundrede, at først A.P. Møller og derpå sønnen Mærsk McKinney var forrest og lagde politikken. Ikke firmaets politik, men landets.

Statsministre kommer og går. Dusinministre udskiftes på stribe. Igennem snart et århundrede har to rigmænd, far og søn, haft dem alle som deres stik-i-rend-drenge.

Netavisen 28. marts 2007