Intet er givet

Faglig kommentar, Kommunistisk Politik 7, 2007

Topforhandlerne har sagt ja, men endnu har de ikke fået indført et system, hvor medlemmer ikke skal stemme – selvom forligsmandsystem og sammenkædning i en stor sort gryde skal gøre deres til, at genstridige medlemmers synspunkter passiviseres mest muligt.

Med indgåelse af Transportforliget, som omfatter 42.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere, er endnu en vigtig blok i dette års overenskomstfornyelser faldet på plads. Der er nu indgået forlig for omkring 80 pct. af samtlige overenskomster. Det forventes, at de sidste tyve, som dækker mindre tunge områder falder på plads efter den samme skabelon.

Udadtil udstråler magthaverne, erhvervslivet og dets presse stor selvtillid, når det kommer til spørgsmålet om en eventuel konflikt. Forligene er i bås, og topforhandlerne har over en kam – med visse interne uenigheder – sagt JA og anbefaler resultatet. Med pressen og heriblandt forbundsbladene tonser de løs på løgnene om gode resultater og giver en fornemmelse af, at spillet er ude. De forsøger at tage luften ud af Stem NEJ-bevægelsen. Men bag facaden er de – som altid – skræmte ved tanken om en forkastelse. Det er sket før, at deres taktik slog fejl. Det da(m)nske folk satte en kæp i hjulet på EU’s traktat i 1992. Skuffelsen var mejslet ind i ansigterne på politikere, erhvervsledere, fagbosser og de ”uvildige” dominerende journalister. I 1998 ”forrådte” arbejderklassen deres faglige ledere ved at forkaste overenskomstresultatet, der skulle manipuleres igennem med et bunkebryllup. Det udløste en storkonflikt. LO udtalte: Det må aldrig ske igen.

Intet er givet. Det er ikke slut, før den tykke dame har sunget sidste strofe. Det kan meget vel være netop transportforligets mangel på resultater og imødekommelse af arbejdsgivernes krav, der kan blive tungen på vægtskålen. I modsætning til industriens overenskomst, der baserer sig på lokale lønforhandlinger, hvor de større arbejdspladser normalt er i stand til at tilkæmpe sig lønforbedringer, der smager af lidt, så er transporten underlagt normallønsområdet, hvor lønforbedringer skal indhentes via de centrale forhandlinger: De har givet for lidt. Transportforliget holdt sig også indenfor 4 pct.-rammen. Det er værd at huske på, at optakten til forhandlingerne var, at NU skulle der være lønfest. Erhvervslivet havde i årevis scoret kæmpeprofitter, og hjulene kørte for så stor damp, at der angiveligvis var og er mangel på arbejdskraft. Selv forbundsledere tog ordet i deres mund: Lønfest!

Det virkede som en rød klud i ansigtet på utallige arbejdspladser og fagforeninger, da formanden for LO manede til ro med en ramme på 4 pct.!
Landsklubben for Bybus-Rutebilchauffører er blot én eksponent for denne holdning:
”I en tid, der er præget af højkonjunktur og enorme overskud i virksomhederne, forstår man på direktionsgangene at sikre sig væsentlige andele af overskuddene; men det er os og vores arbejde der forgylder direktørerne. Derfor er det nu på tide, at der også falder lidt guldstøv af på vores skuldre. Vi forventer ikke, at der er andet end guldstøv tilbage – guldklumperne er direktørerne jo rendt med.”

Forventningerne er brast. Selv støvet af guldet forsvandt. Transportforliget vil for mange betyde reallønsfald! Desuden er forliget præget af øget fleksibilitet. Arbejdet fremover vil blive opfattet som normal arbejdstid blot den placeres imellem kl. 06.00 og 18.00. Det vil sige, at der er frit slag til at lægge arbejdstiden her – og som noget nyt skal der ikke længere betales tillæg for en familiemæssig ubekvem arbejdstid fra kl. 5 til 6 om morgenen. Det er en klar imødekommelse af arbejdsgivernes krav.
Et andet meget vigtigt aspekt er, at forligene er skruet sammen, så de splitter arbejderklasser. Nogle har fået noget, andre (minimallønsområdet) forventer noget af de lokale lønforhandlinger; mens de ufaglærte, mindstelønnede og lærlinge er blevet solgt – til stanglakrids.

Endelig er en markant reducering af arbejdstiden med fuld lønkompensation slet ikke taget med ved bordet. I situationen et krav, der burde være centralt og højt prioriteret. Tempoet og udbytningen er steget så voldsomt, at de sidste tyve års arbejdstidsnedsættelse og ekstra feriefridage for længst er spist og drukket op på direktionsgangene. Dette krav har tilmed den sidegevinst, at det er det væsentligste krav for at skabe solidaritet fra de omkring 900.000 personer i den erhvervsaktive alder, der er sat udenfor arbejdsmarkedet. Så langt strakte forbundsledernes sympati med de dårligst stillede.

Men der er grøde i andedammen. I 3Fs forhandlingsgruppe tilsluttede man sig transportforliget med et meget knebent flertal på 10 mod 8. Ude blandt tillidsfolkene og medlemmerne er begejstringen endnu mindre. Forliget anses som retningsgivende for normallønsområdet. De tidligere Bybus-Rutebilchauffører lader heller ikke vente på sig:
”I (forhandlerne) skal vide, at vi hellere tager en konflikt for vores krav, snarere end vi ønsker at bøje os under arbejdsgivernes åg.
Så kære venner: stå fast, og lad være at træde tilbage. I kommer i så fald til at træde os over tæerne, for vi står lige bag jer.”

Topforhandlerne har sagt ja, men endnu har de ikke fået indført et system, hvor medlemmer ikke skal stemme – selvom forligsmandsystem og sammenkædning i en stor sort gryde skal gøre deres til, at genstridige medlemmers synspunkter passiviseres mest muligt.

Netavisen 3. april 2007