Den største løgn om EU

Leder
Kommunistisk Politik 7, 2007

Den største løgn om Den europæiske Union, der med stor pomp og pragt og milliardudgifter har fejret sin 50-års dag – regnet fra underskrivelsen af Rom-traktaten er – at det er en fredens union, der har forhindret krig og har sikret freden i Europa igennem et halvt århundrede.

Fredstemaet blev spillet af den tyske kansler Merkel ved festlighederne i Berlin, samtidig med at hun arbejder på at opruste EU og udvikle en europahær.
Det afspilles også af Marianne Jelved, en anden trofast ‘europæer’ og systematisk historieforvansker. I sit ugebrev ‘Fra Rom til Berlin’ skriver hun f.eks.:

” Der er god grund til at holde fest for Rom-traktaten. I 50 år har fred og sikkerhed bredt sig i Europa som ringe i vandet. Udbredelsen kom fra de første seks medlemslande, der underskrev Rom-traktaten i 1957. Rom-traktaten var startskuddet til et nyt Europa – med fred, menneskerettigheder og demokrati og dermed friheden for de europæiske folk. Det er mig derfor uforståeligt, at det europæiske samarbejde ikke alle dage har været set som et politisk projekt. ”

Det er blåøjet unions- og krigspropaganda. Selvfølgelig har Unionen alle dage været et politisk projekt. Unionspolitikerne i Danmark har bare løjet om det. Nu lyver de videre om, at ‘freden og sikkerheden har bredt sig som ringe i vandet’.

De to af Romtraktatens stifterlande, Tyskland og Italien, var 2. verdenskrigs største tabernationer sammen med Japan. De var ude af stand til at føre krig i 1957. Tyskland var delt – og USA havde besat Vesttyskland, hvor militarisme og revanchisme blev genoplivet i takt med den kolde krig og konfrontationen med Sovjetunionen. Hvad der skabte den relative fred og etablerede menneskerettigheder på det europæiske kontinent var ikke Rom-traktaten i 1957, men sejren over Hitlertyskland og fascismen 12 år tidligere.

I 1957 kunne hverken Tyskland eller Italien føre krig. Den tredje større underskrivernation var Frankrig, som havde været besat af Nazityskland, men også hørte til 2. verdenskrigs sejrherrer. Det kunne føre krig – og gjorde det. Den fransk-vietnamesiske krig (eller den første Indokina-krig) varede fra 1946-1954, som besegledes af den franske kolonimagts definitive nederlag ved Dien Bien Phu. – og USA’s overtagelse af Frankrigs rolle i de næste 20 år, indtil denne supermagt også led et militært nederlag. Frankrig fortsatte til gengæld direkte i en anden større krig (1954-1962) – krigen mod den algierske frihedsbevægelse, som ønskede at afskaffe det franske koloniåg og skabe en selvstændig og uafhængig udvikling. Over en million algiere mistede livet i Frankrigs brutale og beskidte krig.

Det lille Rom-traktat-land Belgien var også en brutal kolonimagt i Belgisk Congo (indtil 1960) og Ruanda-Urundi (til 62). Holland havde sin egen kolonihistorie.
Frem til i dag har EU-lande blandet sig militært i gamle koloniområder. Ikke mindst i Afrika.

Med udvidelsen af EU i 1972 kom også flere gamle kolonimagter med i klubben. Ikke mindst det engang så stolte UK, som regerede verdenshavene. For nøjagtig 25 år siden gennemførte Margaret Thatcher Falklands-krigen som en klassisk kolonikrig. Og siden er det gået slag og i slag med at udvide antallet af krige og af EU-lande, som deltager i krige rundt om på kloden.

Vi skal hurtigt passere forbi EU’s (og ikke mindst Tysklands og lille Danmarks) rolle i opløsningen af Sovjetunionen. DDR blev opslugt af Vesttysklands monopoler, og Østeuropa af EU.

1990-91 så en lang række af de daværende EU-lande som deltagere i Golfkrigen – den amerikansk-ledte koalitions krig mod Irak. UK, Frankrig, Italien, Spanien, Belgien havde tropper med. Danmark var repræsenteret med en korvet. Tyskland savnedes endnu.

EU og ikke mindst det genforenede Kohl-Tyskland spillede en hovedrolle i at udløse Balkan-krigene op gennem 90’erne og i Jugoslaviens opsplitning. Freden på det europæiske kontinent kunne ikke overleve et styrket EU. I krigen mod Serbien (Rest-Jugoslavien) deltog alle EU-lande, som var medlemmer af NATO, samt alle de øvrige på den ene eller anden måde.

I Afghanistan fra 2001 var stort set alle EU-lande igen med – i ‘krigen mod terror’. For første gang siden 2. verdenskrig deltog tyske landtropper i stor stil uden for hjemlandet. Den amerikanske krig blev forvandlet til en NATO-krig – og hovedparten af NATO er EU-lande. Tyskland og Frankrig var ikke med i Irak fra 2003. Det var de fleste andre EU-lande – indbefattet UK, Spanien, Italien og Danmark. De nyoptagne EU-lande fra det tidligere Østeuropa har været med både i Irak og Afghanistan.

Med EU’s styrkelse og udvidelse breder krigene sig som ringe i vandet.

Netavisen 27. marts 2007


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne