Den ’gode imperialisme’ vender tilbage

Kommunistisk Politik 5, 2007

Det er blevet moderne at være imperialist. Med civilisationernes kamp er også Den hvide mands byrde vendt tilbage.

Det er ikke alle, der springer ud som fuldblodsimperialister, men enkelte siger det alligevel åbent og ligeud: Imperialisme er ikke skidt, men godt. De forklarer højtlydt til alle, der vil høre, hvorfor verden har bedst af, at USA, Storbritannien og Danmark er imperialister. Andre, lidt mere pragmatiske kræfter forsvarer imperialismen i teori og praksis med den grumme nødvendigheds lov.

Den kommunistiske trussel ubrugelig

Retten til at bestemme over sit liv bliver betragtet som en liberal grundværdi, mens retten til at bestemme over sit eget land aldrig har vundet den store hæder blandt det bedre borgerskab. Befolkningens ret til selvbestemmelse ville være en smuk liberal tanke, skulle man tro, og det var da også noget, der blev sat pris på, da borgerskabet og kapitalismen var unge. Det gjaldt retten for deres egen nation – og for deres folk, i borgerskabets billede. I dag nægter man lande som Irak og Afghanistan selvbestemmelsesretten. Det har sin forklaring. Faktisk er der flere forklaringer – gode, dårlige, rigtige og forkerte.

Samuel Huntington

Den seneste forklaring, der lige nu har en enorm gennemslagskraft særligt blandt den ideologiske retning, der kaldes neokonservative, er forklaringen om civilisationernes kamp.

Kampen mellem civilisationerne blev i starten af 90’erne båret frem og ’videnskabeliggjort’ af den kendte amerikanske politolog Samuel Huntington. Teorien var dog allerede inden det en del af den højreradikale kultur. Her har man længe fokuseret på sammenstødet mellem den hvide race og den øvrige verden. I Huntingtons univers bliver det dog ikke til en kamp mellem hvide og farvede, men til en kamp mellem civilisationer. Civilisationer, som efter hans mening er kendetegnede ved deres religion og sprog. Altså er der en ’kristen-jødisk, vestlig civilisation’, der findes f.eks. en ’kinesisk-buddhistisk’ civilisation, og der findes ikke mindst en ’islamisk civilisation’.

At jøder og kristne ikke har samme religion, og at Huntingtons teorier videnskabeligt set er makværk, betyder ikke så meget, når bare det blev lanceret på det rigtige tidspunkt og kunne bruges til forskønnelse af en imperialistisk politik.
Lanceringen var i hvert fald ideel – den ’kommunistiske trussel’, der tidligere havde været begrundelsen for indblanding i andre lande, var ikke længere brugbar efter Sovjets sammenbrud og Murens fald.

Aggressorer går altid i krig for at afværge en trussel eller en fare. Findes den ikke, må den opfindes. Truslen fra kommunismen blev brugt, da USA gik i krig i Vietnam, og det var også begrundelsen de utallige gange, USA blandede sig i sydamerikanske staters interne forhold. Stort set alt kunne begrundes i kampen mod kommunismen.
Men indblandingen i andre landes interne anliggender startede ikke med Oktoberrevolutionen og socialismens indtog som verdensmagt.

Fra civilisationen i dag til civilisationen i går

Før Oktoberrevolutionen var det nemlig også en civilisationsteori, der dominerede den imperialistiske tankegang. Dengang opfattede man civilisationen som en udviklingsgrad – jo mere vestlig/britisk man var (England – UK – var jo den største imperialistmagt), desto mere civiliseret var man.
Dengang blev det betragtet som de civiliseredes ypperste opgave at bringe civilisationen til de fremmede, barbarerne. Man missionerede og kristnede i stor stil, og det var alt sammen, fordi de stakkels fremmede ville få det bedre af at få de vestlige værdier. Også selvom det ofte foregik ved tvang.

Det var faktisk først, da de sovjetiske kommunister og Kommunistisk Internationale formulerede kravet om, at imperialismens kolonier havde ret til uafhængighed, at de liberale kapitalister overhovedet begyndte at tænke i sådanne baner. USA’s daværende præsident Woodrow Wilson (1913-21) fremsatte op til afslutningen af 1. verdenskrig i 1919 en erklæring, der bl.a. indeholdt nationernes ret til selvbestemmelse. Dette punkt blev dog ikke taget så alvorligt, heller ikke af USA selv.

En række lande, der i forbindelse med fredsforhandlingerne, som skulle afslutte 1. verdenskrig, ønskede USA’s hjælp til at få uafhængighed fra de gamle kolonimagter, ikke mindst deres franske og britiske herrer, fik i stedet en lang næse. USA lod England og Frankrig beholde deres kolonier.

Civilisationstankegangen er gammel og har tidligere givet en ideologisk begrundelse for hvorfor Vesten har lov til at blande sig i andre landes affærer, selvom andre ikke har ret til at blande sig i vores.

Den imperialistiske tankegang har selvfølgelig haft en række varianter. Den mest aggressive er nazistiske variant. For nazisterne var det nemlig en konstant krig mellem den hvide, ariske og den jødisk-kommunistiske race. Denne antividenskabelige teori blev sat i system og førte til den uundgåelige konklusion: Den ariske race var tvunget ud i en overlevelseskrig – en krig, der i sidste ende drejede sig om den ariske races eksistens.

Nazismen begrundede altså i bund og grund 2. verdenskrig med, at det var en uundgåelig krig – en racekamp, hvor Tyskland havde ret til at være imperialistisk for at forsvare sin eksistens.
De nazistiske barbarer bragte tilmed civilisationen til undermenneskene

De neokonservative genopdager ’den gode imperialisme’

Den engelske historiker Niall Ferguson har længe været en varm fortaler for imperialisme. Særligt er han af den overbevisning, at USA for længst burde have taget konsekvensen og også anerkende, at den som supermagt fører en imperialistisk politik. Dette havde været bedst for alle parter, mener Ferguson. Således burde USA, da man havde chancen, have indlemmet lande som Haiti, Cuba, Den Dominikanske Republik med flere som en del af Amerikas Forenede Stater.

Ifølge Ferguson er det ”vanskeligt ikke at komme til konklusionen, at en annektering kunne have været bedre for alle disse steder”. (Note 1)

Også i Danmark har vi utilslørede fortalere for imperialismen. Søren Pind, medlem af folketinget for partiet Venstre, begrunder en imperialistisk politik således:
”I dag står den vestlige verden i en krig for sine værdier – eller sin kultur, om man vil.” Danmark og resten af den vestlige verden står over for tabet af ”den enestående påstand, at alle mennesker er skabt lige med visse ufortabelige rettigheder. Og at vi skal forsvare dette livssyn over for formørkede eksistenser, der tilmed er villige til at dræbe egne børn og sig selv, i kampen mod denne påstand.” Europa og Amerika må ”mod resten af verden (…) forsvare friheden og frihedsrettighederne. Om nødvendigt med våben i hånd. Og om nødvendigt imperialistisk. Forebyggende angreb…” (Note 2)

Forsvaret for de imperialistiske krige i Irak og Afghanistan og … garneres altså med kampen mellem civilisationer, værdier, kultur – og at det i sidste ende er det bedste for de besatte.

Vi er tilbage ved udgangspunktet:
Den hvide mand (nu forklædt som en vestlig civilisation) har stadig en tung byrde på sine skuldre. Vesten må bekæmpe modstanderne af de liberale værdier, også selvom det medfører, at befolkningen i de besatte lande, uden at de har ønsket eller bedt om det (for det gør ingen folk eller nationer), mister retten til selv at bestemme over deres land.

Søren Pind og Anders Fogh siger i realiteten nøjagtig det samme. Anders Fogh er bare omhyggelig med at undgå det provokatoriske ord ’imperialisme’, mens provokatøren Pind ikke vil og kan lade være.

Man kan spørge sig, hvorfor denne falanks af neokonservative er ivrige efter at give imperialisme-begrebet et nyt og ’positivt’ indhold? Det udspringer ikke bare af magtarrogance, men også af en erkendelse af, at benægter man alt, overlader man slagmarken til modstanderen. Så bliver man utroværdig. Og Bush, Blair og Fogh, som benægter alt, er der ingen i verden, som tror på.

Det er også værd at huske på, at imperium- og imperialisme-begrebet, som en Ferguson og ligesindede referer til, intet har med det marxistiske imperialisme-begreb at gøre.
Det er hos de neokonservative udtryk for en politik, der kan vælges til eller fra, ikke et kendetegn og indbygget træk ved det samfundsøkonomiske system i sig selv.

Derfor kan det sagtens forenes med de værdimyter, civilisatoriske myter og demokrati-myter, krigspropagandaen benytter. Ikke et ord om olie!

Noter:

i Ferguson, Niall. Colossus: The Rise and Fall of the American Empire. Penguin Books, England 2005. S. 57.

ii Pind, Søren. ”Gud i vold.” Artikel i Tidsskriftet Ræson nr. 1, Danmark 2007. S. 193.

Netavisen 8. mrts 2007