Ungerens brev til Fonden

Ugelangt mandagsmøde siger nej til Ritt

Efter at have holdt møde i en uge afvistes politikernes seneste udspil. Samtidig genoplivedes kravene fra 1981, der i oktober 1982 førte til Ungdomshusets åbning på Jagtvej 69. I et brev til fondsmedlemmerne uddyber fællesmødet, hvorfor svaret kun kunne være et nej.

Kære Knud, Lulla, Martin, Leif, Per, Anders og Anders

Efter at vi har sagt nej til Ritts nyeste opspind, så synes vi, at vi skylder jer at forklare, hvorfor vi har besluttet, som vi har gjort. Politikerne kan rende os, og de forstår det nok alligevel aldrig, men I fortjener at vide præcis, hvor vi står.
Først og fremmest tak for jeres engagement og jeres gåpåmod. Vi er naturligvis kede af, hvis vi er endt et sted, hvor der bliver stadig færre uprøvede muligheder og alt håb synes ude. Men vi kan love jer, at vi ikke har hastet det her igennem. Vi har vendt hver en sten, hvis vi må bruge det udtryk, og vi har besluttet os. Både for spørgsmålet vedrørende Stevnsgade, og hvorvidt det overhovedet kan komme til overvejelse at rykke ud af huset.

I denne uge har vi siddet til møde hver aften med undtagelse af torsdag, hvor der blev afholdt koncert i huset. Vi har her fredag aften siddet til møde i over 20 timer den forgangne uge. Det har været store møder, da næsten alle husets faste skare af aktivister har været til stede. Møderækken, der nu har varet fire dage, havde kun ét punkt. Vi har diskuteret, hvorvidt vi kan forlade Jagtvej 69. Og vi har nu fundet ud af, hvor vi står.

Anledningen for diskussionen har været henvendelsen vedrørende skolen i Stevnsgade. Undervejs i processen har vi kigget på video, billeder og plantegninger af bygningen, og vi kan sige, at vi vurderer, at bygningen godt kan rumme de aktiviteter, der i dag huses på Jagtvej 69. Da det er en betonbygning bygget til institution, vil der naturligvis aldrig være den samme akustik eller atmosfære som der i dag er i vores sal, der er bygget til musikoplevelser. Og intet kan erstatte hundrede års progressive historiske vingesus.

Helt grundlæggende er det en dårlig idé at flytte Ungdomshuset. Det ville være bedre at ekspropriere Faderhuset tilbage til helvede. Eller endnu bedre: Aldrig at have solgt vores hus til dem. Faderhuset er alt for fjendtlig en forsamling til at kunne eksistere på det multikulturelle Nørrebro, vi kender og elsker.
Vi ønsker ikke at forlade Jagtvej 69. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi længe har indstillet os på at måtte forsvare Ungdomshuset. Simpelthen fordi det var dét eller intet.
Når der så kommer en vej ud er det fristende at tage den betingelsesløst.
Når vi alligevel afviser “Stevnsgade-løsningen”, er det altså ikke på grund af huset. Det ville sikkert godt kunne blive et fint ungdomshus, selv om det er meget langt fra at være Jagtvej 69. Men vi vil ikke lade os true til at sige ja til noget, der ville være et større onde end at få ingenting.

Da vi kiggede med positive øjne på et fondskøb af Jagtvej 69 fra Faderhuset, var det, fordi I gjorde dét, som politikerne burde have forsøgt selv. Vi blev indstillet på, at Jagtvej 69 skulle købes, fordi der ikke syntes andre udveje. Det var et kompromis, vi kunne indgå for det ungdomshus vi har og for dets historie, ikke for et nyt, mens historien rives ned.
Politikerne har skabt denne konflikt, og i seks år har de forsøgt at lade, som om den ikke er der. Politikernes arrogance har gjort protesterne så store og så massive, at de ikke længere har kunnet overhøres. I dag står det lysende klart for enhver, at der er et behov for et selvstyrende ungdomshus i København. Selv bag rådhusets tykke mure har de måtte sande, at Ungdomshuset er et populært og respekteret kultursted med international anerkendelse, hvad enten de forstår det eller ej.

Alligevel har de ikke villet bidrage med noget. Når Ritt Bjerregård virkelig skulle svinge sig op, så har hun stadig ikke villet komme med mere til bordet end sin pegefinger, Hun har peget på Christiania, på brandstationen og nu på skolen i Stevnsgade. Hver gang har I skulle betale og sikre kulturlivets mangfoldighed med private millioner.
Den eneste forskel på det seneste forslag og de tidlige er, at politikerne har fundet en kommunal bygning, som I allernådigst kan få lov til os at købe. Det siger med al tydelighed, at Københavns politikere stadig ikke vil anerkende behovet for et selvstyrende ungdomshus som en del af kulturpolitikken. En tilgang, der er særlig hyklerisk, hvis man læser overborgmester Ritt Bjerregård valgprogram fra kommunalvalget. Her skriver hun højt og flot om modkultur og ytringsfrihed. Det signal, hun fortsat sender til os, er, at der ikke er plads til Ungdomshusets modkultur, og at ytringsfrihed er noget, man kan købe sig til.

At det, efter vi tog stilling til Stevnsgade-løsningen, kom frem, at den alligevel ikke var, som de havde sagt, gør os måske endnu mere sikre på, at det var det eneste rigtige at svare nej. Alt det kan man irritere sig over, og det er måske medvirkende til, at vi ikke vil tage den nemme udvej. Måske er det, fordi de har solgt vores hus. Måske er det, fordi det slet ikke er den nemme udvej. Eller måske, fordi det her ikke bare handler om mursten.
Det vigtigste er, at valget mellem Stevnsgade og Jagtvej 69 er et valg mellem to onder. På den ene side en langtrukken kamp for principperne, som vi ikke kender konsekvenserne af og ikke ved, hvordan ender. Og på den anden side et endegyldigt kompromis med 25 års kamp for retten til et ungdomshus.
Kampen for et selvstyrende ungdomshus har altid været en kamp for retten til rammer, vi selv kunne udfylde. Havde vi sagt ja til det tilbud, som lå, så ville vi samtidig acceptere, at et ungdomshus er noget, man køber, og at selvbestemme dermed koster et tocifret millionbeløb. Det kan vi ikke. Vi vil ikke være med til at reducere retten til et ungdomshus til et spørgsmål om købekraft.
Politikerne må drage konsekvensen af, at der er behov for et ungdomshus i København. De kan ikke nøjes med at støtte kultur, de selv kan li’ og bruger. Hvad nu, hvis I ikke havde stået klar med kapital? De må tage de nødvendige skridt selv og ikke overlade ungdomskultur til private investorer. Vi vil ikke gå over i et hus, der er købt for et millionbeløb.

Det er en afgørende forskel for os, om der skal smides penge for retten til ungdomskultur. For os handler det om politisk og kulturel anerkendelse. Jagtvej 69 blev solgt, fordi politikerne nægtede at anerkende Ungdomshusets berettigelse. Den anerkendelse har vi siden kæmpet for i mere end seks år nu, men vi har ikke fået andet end tomme ord, halve sandheder og hele løgne fra politikerne. Nu må det bære eller briste. Vi sætter alt på et bræt og kræver, at et selvstyrende ungdomshus’ berettigelse anerkendes. Dét er vores pris for Jagtvej 69.

Vi har meget bevidst valgt at gå længere end at diskutere forslaget om Stevnsgade for sig selv. For at finde ud af, hvor vi egentlig stod, har vi diskuteret både det principielle og det konkrete. Vi har vendt det sammen og hver for sig. Vi er bekymrede for den kommende tid, og vi er indforståede med, at en rydning formentlig nu vil være deres næste træk. Men vi kan ikke tilsidesætte retten til kulturel anerkendelse for retten til at købe en kommunal ejendom til markedsprisen. Så ville det hele være ligegyldigt.
Politikerne har jokket så meget på os, at vi bare ikke gider deres pis mere. Nogen må sgu stå fast på principperne. Nogen må sige stop, og nogen må trække en streg i sandet. Og lige nu ser det ud til, at det bliver os.

Jagtvej 69 har været Ungdomshusets hjem i over 24 år. Det er længere tid, end de fleste aktivister har levet. Men vi er kommet frem til, at der er én ting, der samler os alle mere end Jagtvej 69 og vores historie her. Det er de krav fra 1981, som det hele begyndte med. Vi vil have et Ungdomshus nu! Vi vil selv bestemme. Det skal være større end Rutana, og kommunen skal betale driften. De krav er fundamentet for hele ungdomshus-bevægelsen. Det er dem, der førte til Ungdomshuset i 1982.
I dag er det de færreste, der ved, hvad Rutana var, så kravene skal støves af og uddybes på ny, men det er stadig dem, det handler om. Genoplivningen af Initivgruppens krav fra 1981 er den beslutning, som vores fællesmøde er nået frem til.

Vi ved at, Knud mener, vi skilles over tåbelige beløb. Men hvis det alene er pengene, der gør det her umuligt, så er det i sandhed politikernes valg at søge konfrontation. Hvis politikerne gerne ville anerkende retten til et ungdomshus, så vil det jo ikke være et beløb, der i kommunal kultursammenhæng er småpenge, der skiller os ad. Vi er overbevist om, at de ikke er interesserede i at anerkende retten til et ungdomshus. Den eneste grund til, at de ikke siger det, er, fordi de ved, hvor mange der støtter huset – også langt ind i deres bagland.
Det er vigtigt, at det her ikke er noget, der er tænkt som et forhandlingsudspil. Det her er simpelthen det, vi er nået frem til, slet og ret. Vi ønsker at blive i Jagtvej 69. Hvis vi diskuterer at gå over i et andet hus, skal aftalen opfylde kravene til et ungdomshus, som vi nu har defineret dem:

Vi vil have et ungdomshus nu!
Kommunen skal stille huset til rådighed. Vi stoler på fonden, derfor skal huset overdrages til den fond. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløb må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren
Huset skal være mindst lige så stort som Jagtvej 69. Derudover skal det kunne rumme de aktiviteter, der er i Ungeren i dag.

Vi vil selv bestemme
Ingen pædagoger. Ingen chefer.

Huset skal ligge på Nørrebro
Ungdomshuset er opstået af Nørrebro-kulturen og hører til her.

Ejendommen på Stevnsgade ligger på Nørrebro og har måske lavere til loftet, men med gården har den faktisk flere kvadratmeter end Ungeren.
Vi er desuden kommet frem til, at vi må lære af historien, at kommunalt ejerskab ikke sikrer retten til et hus. Derfor vil vi spørge, om det er muligt for fonden at træde sammen igen, hvis politikerne vil anerkende os. Sker det, vil vi kræve en fondsløsning.
Tilbage er der kun spørgsmålet om, hvorvidt politikerne vil løfte en del af læsset og ligesom os sluge nogle kameler. Og så haster det selvfølgelig. Politiet kan komme hvert øjeblik.

Lad os til sidst blot sige tak for jeres engagement. Vi har mødt mere forståelse os jer og haft mere tillid til jer, end vi nogensinde har haft til politikerne. Derfor er det bestemt heller ikke nogen ønskesituation, som vi nu står i. Men med de muligheder, vi har, så er det vores beslutning. Vi håber, at I vil respektere den og have tillid til, at det er den rigtige for os.

Med kærlig hilsen
Ungdomshusets fællesmøde

27. januar 2007

Netavisen 30. januar 2007