Hugo Chavez og ’Det 21. århundredes socialisme’

Af Henning Paaske Jensen

Fra APKs 3. kongres
Kommunistisk Politik 3, 2007

Socialismen er fremtidens og nutidens, det 21. århundredes, samfundsform.
De revolutionære udviklinger ikke mindst i Latinamerika har aktualiseret socialisme-diskussionen på verdensplan.
F.eks. er Venezuelas Hugo Chavez ved at udvikle, hvad han kalder ’det 21. århundredes socialisme’.

APK’s 3. kongres i december 2006 tilsluttede sig den vurdering af Chavez’ teorier, som denne artikel udtrykker. Den er en bearbejdet udgave af et indlæg på kongressen.

APK’s kongres besluttede også at fortsætte en offentlig diskussion om socialismens teori og praksis igennem hele 2007, som er 90-året for Oktoberrevolutionen, den første socialistiske revolution i verdenshistorien.

For mange var det en overraskelse da Venezuelas præsident Hugo Chavez i en tale til det femte World Social Forum annoncerede, at han gik ind for skabelsen af socialisme. Han kaldte, hvad han ønskede at udvikle i Venezuela, for ’Det 21. århundredes Socialisme’ og udtrykte korrekt, at socialisme er en nødvendighed for menneskenes overlevelse..

Som sådan var det et befriende brud, han foretog som vært og værtsland, med den konsensus, som hidtil havde eksisteret inden for World Social Forum-bevægelsen (en bevægelse under vestlig socialdemokratisk indflydelse/kontrol) om ikke at sætte spørgsmål ved hele det kapitalistiske system. Det var et brud med den blotte konstatering af en almen nødvendighed om at forbedre verden: En anden verden er mulig.

Herved åbnede Chavez op for en problemstilling, som pressede sig på blandt kritikere i antiglobaliseringsbevægelsen og i den anti-imperialistiske bevægelse: En helt anden verden er nødvendig: En verden uden imperialisme og udbytning – det socialistiske samfund.

Men ét er at pryde sig med det prætentiøse at være foregangsmand for en ”ny og moderne socialismeideologi”, Det 21. århundredes socialisme, hvor Chavez og Venezuela fremstilles som bannerfører for en ny socialisme. Noget andet er, om ideologien i praksis kan leve op til det, den lover. Derfor er det gavnligt at se nærmere på indholdet i Chavez’ forestillinger og udviklingsmodel.

Er Chavez’ ideer videnskabeligt begrundede med basis i marxismen-leninismen? Eller er der snarere tale om en ’populistisk socialisme’ – en ideologi og bestræbelse, som aktuelt står i skarp modsætning til ny-liberalismens forsøg på at kontrollere verden anført af USA?


Hvad er Chavez’ forestilling om ’Det 21. århundredes socialisme’?

Med betegnelsen ’Det 21. århundredes socialisme’ understregede Chavez ikke blot, at socialismen vil være dette århundredes bestræbelse og samfundsform; i hans udgave indgår også en afstandtagen fra de tidligere forsøg på at opbygge socialismen.

Ved at støtte skabelsen af ”et 21. århundredes socialisme” i Venezuela har Chavez også gjort det klart, at denne socialisme vil være forskellig fra det ”20. århundredes socialisme”, som han kalder det. Forskellig fra den ”stats-socialisme”,  som han mener blev praktiseret i Sovjetunionen og Østeuropa både under Lenin og Stalin og under de efterfølgende revisionistiske ledere (Gregory Wilpert fra Venezuela analysis.com udtaler, at Chavez også mener forskellig fra Cuba i dag).

I en tale i 2006 udtalte Chavez:
”Vi går ind direkte for den Bolivarianske Revolution mod socialisme og går ad den socialistiske vej, mod en ny socialisme, det 21. århundredes socialisme, som er baseret på solidaritet, på broderskab, på kærlighed, på retfærdighed, i frihed og i lighed.” Men også, at denne socialisme ikke er foruddefineret. Men snarere må vi ”omforme kapitalismen og bevæge os mod socialisme, imod en ny socialisme, som må opbygges hver dag”.

Allerede her er der en del at tage stilling til. Det er faktisk en stor mundfuld, der lanceres:

Er læren fra Sovjets sammenbrud, at der skulle være behov for en helt ny, ’moderne’ socialisme, som kan opbygges hver dag i det kapitalistiske samfunds skød?
Kan socialisme endog i det 21. århundrede have den franske borgerlige revolutions paroler som ledestjerne?
Kan man tale om socialisme, hvis det ikke er arbejderklassen, som har magten, og hvis markedsøkonomien er den grundlæggende økonomi?

Alle tre spørgsmål må besvares med et klart nej!

Man kan ikke omforme kapitalismen hen imod en ny socialisme, som må opbygges hver dag.

At gøre dette i Venezuela vil sige, når det går bedst inden for borgerlige nationale rammer (dvs. inden for kapitalismens rammer), at man kan forberede folket på den socialistiske revolution, man kan kæmpe for helt at frigøre landet fra imperialismen.
Staten i Venezuela har også en klassekarakter, og det er ikke arbejderklassen, som har magten, men landets nationale borgerskab.

Sker der ikke en socialistisk revolution, vil man heller ikke på lang sigt kunne fastholde og udbygge sine nationale positioner over for det imperialistiske uhyre og dets pres. Det er en af de store lærer af det 20. århundredes alsidige revolutionære erfaringer.

Der er intet, der tyder på, at man i Venezuela står umiddelbart over for den socialistiske revolution, men man er afgjort i en fase, hvor folkemasser bevidstgøres om muligheden af at sætte sig op imod imperialismens kontrol og med et styrket ønske om at gå videre for social befrielse.
Som sådan er det en stor inspiration ikke mindst i det forarmede Sydamerika, hvor folkene synes, at nok er nok.

Men om Venezuela kan få lov til at forberede den socialistiske revolution og gennemføre den, det er der flere end arbejderklassen og folket, som har en mening om i Venezuela. Én ting er at sætte sig op imod imperialismen, noget andet er at lægge op til en afskaffelse af kapitalismen. Dette vil også nationale borgerlige kræfter af al magt modsætte sig.
Ét er at kalde tingene for ’det 21. århundredes moderne socialisme’. Noget andet er, hvis man begynder at tage socialisme bogstaveligt.

Chavez og Sovjetunionens sammenbrud
Chavez mener – i modsætning til den marxistisk-leninistiske analyse og opfattelse – at der var ”statssocialisme” i Sovjetunionen  og Østeuropa, og at det var en slags bureaukrat-socialisme, som brød sammen, da det faldt i 1989.

Læren fra Sovjets og Østeuropas sammenbrud var således ikke, som de marxistisk-leninistiske partier og ikke mindst Enver Hoxha for længst og præcist havde påvist, at Sovjet ved tidspunktet for sammenbruddet var blevet et statskapitalistisk og socialimperialistisk land med profit i centrum.

Denne videnskabelige analyse var i overensstemmelse med virkeligheden – og behovet for en ny revolution i Sovjetunionen. Fra og med invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 udviklede Sovjetunionen sig til en (social)imperialistisk supermagt. Dens sammenbrud var en logisk følge af kapitalismens udvikling og udtrykte dens overgang til råkapitalismen.

Men Hugo Chavez opfatter på samme måde som Fidel Castro, at der var tale om et sammenbrud for den tids socialisme, som altså ikke var god nok, og ikke som et sammenbrud for et samfund, der havde gennemgået en ’fredelig kontrarevolution’ med revisionisterne fra Hrustjov over Bresjnev til Gorbatjov, som greb magten efter Stalins død og førte landet frem til den åbenlyse kapitalistiske genrejsning – den borgerlige kontrarevolution oven i den revisionistiske kontrarevolution.

Den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse blev netop opbygget i 60’erne og 70’erne i kamp mod opfattelsen af, at Sovjet var et ægte socialistisk samfund, som fortsatte på Lenins revolutionære vej, og afslørede i stedet dette massive fupnummer.

I dag ser vi også i Danmark, at det ny ”Kommunistisk Parti” bygger videre på dette bedrag om, at det var socialismen, som brød sammen i 1989, og ikke en pseudosocialistisk formation, som kun havde etiketten og nogle ydre former til fælles med den ægte socialisme.

Bygger man sine forestillinger på, at ”20 århundredes socialisme” er en ideologi, politik og praksis, som skal erstattes og moderniseres med en ny ’Det 21 århundredes socialisme”, så vil man uundgåelig tendere mod at smide barnet ud med badevandet.

Så vil forståelsen for socialismens store erobringer og dens opbygning under Lenin og Stalin være svær at finde. Så erkender man ikke, at marxismen-leninismen med Oktoberrevolutionens sejr beviste, at den var en almen teori gældende for hele den døende imperialismes epoke, at alle socialistiske revolutioner på trods af store forskelle i deres former må rumme de samme grundlæggende karakteristika – oprettelsen af arbejdernes klasseherredømme, ekspropriationen af udbytterne og koncentrationen af produktionsmidlerne i arbejderstatens hænder – og at opgaven er at anvende den skabende i vor tid og i det enkelte land.

Der er da heller intet, der tyder på, at det er i den socialistiske Sovjetunionen under Lenin og Stalins tid, Chavez først og fremmest henter inspiration. Tilsyneladende mener Chavez, at socialismens opbygning kan starte med en lille stat, hvor der udvikles forskellige former for ejendom, dvs. statsforetagender, ’selvforvaltning’ i form af kooperativer, halvoffentlige virksomheder og joint venture-foretagender, og at man på mange måder må eksperimentere sig frem.

Det skal dog tilføjes, at der ikke i Venezuela tales om direkte at kopiere Jugoslaviens selvforvaltning som model eller f.eks. den kinesiske ’markedssocialisme’, som er en anden af nutidens maskerede former for brutal kapitalistisk udvikling. Der lægges stor vægt på, at den bolivariske revolution er en selvstændig og enestående revolutionær erfaring, hvorfor dens ’socialismemodel’ også må blive det.

Virkeligheden kan imidlertid meget nemt komme til at ligne den jugoslaviske.

Venezuela er langt fra at have sikret sig en national kontrol over kapitalen, selvom man har krævet, at udenlandske firmaer afstår dele af deres aktier. Landet er fortsat åbent for udenlandske investeringer.

’Frihed – Lighed – Broderskab’ eller ’Proletarer i alle lande, forén jer!’

Når Chavez bygger sin ideologi for socialisme på generallinjen i den borgerlige franske revolution, Frihed, lighed og broderskab, der blev anvendt imod de feudale bånd og åbnede op for at borgerskabet, der dengang var progressivt og blev den herskende samfundsklasse, så bliver det et problem, hvis denne sammenfatning skal anvendes på socialisme i det 21. århundrede.
Det var den parole, opportunisterne forfægtede imod Marx’ løsning ´Proletarer i alle lande, forén jer´.
Det er også en parole, der er skrevet ind i den franske borgerlige forfatning.
Når det drejer sig om opbygning af socialismen, er parolen uanvendelig pga. dens klasseindhold. Med disse paroler i centrum vil det være mere end svært at sikre arbejderklassens ledende rolle i en socialistisk revolution og socialismens opbygning.
Og uden denne – ingen socialisme!

Markedsøkonomien bestemmer i Venezuela
Hvis socialisme ikke blot skal være ord, men have et reelt indhold, så forstår vi det som arbejderklassen ved (stats)magten i forbund med andre, uanset dens p.t. numeriske størrelse, og at der produceres efter menneskers behov efter en planøkonomi som erstatning for den kapitalistiske markedsøkonomi.
Ingen af disse grundbestanddele ved et socialistisk samfund findes i Venezuela i dag.

Hugo Chavez’ ideer om ’Det 21. århundredes socialisme’ må karakteriseres som et miskmask af elementer hentet fra forskellige steder og tider. Hans socialisme er ikke arbejderklassens ideologi, proletarisk socialisme, men det nationale borgerskabs ideologi i en progressiv udviklingsfase, hvor det ikke mindst i helt egen interesse søger på at sikre national uafhængighed og sociale forbedringer for folket, altså en progressiv og antiimperialistisk bestræbelse.

I Venezuela er det stadig markedet, der er fremherskende, og i Venezuela foregår der en klasseudbytning. Og sådan, som det ser ud er i dag, er de udenlandske oliemonopolers indflydelse i Venezuela ikke blevet brudt, men begrænset i form af joint venture.

Et socialistisk samfund kan ikke opbygges trin for trin og gå over fra det ene samfund til det andet uden revolution, uden ekspropriation af den hidtidige herskende klasse, uden ødelæggelsen af den gamle statsmagt og skabelsen af en ny. Kapitalismen vokser ikke ind i socialismen. Det er den klassiske reformismes grundlæggende læresætning, der bliver ved med at dukke op, selvom den aldrig er bevist, men bestandig modbevist gennem historien.

Under marxistisk-leninistisk ledelse kunne man klart forestille sig, at der skete en nationalisering af alle banker og storindustrien, og at man for at kunne sikre dette måtte etablere en folkelig bevæbning og en bevæbnet arbejderklasse på fabrikkerne.
Indtil nu er hæren loyal over for Chavez – men ét er loyalitet imod udenlandsk kontrol, noget helt andet er solidaritet med en socialistisk revolution og loyalitet over for en reel socialistisk opbygning i Venezuela. Her er der mange, der vil stå af.

Socialisme kræver opbygning på basis af et nyt magtapparat befriet fra kræfter, som ikke ønsker socialismens opbygning, og med en bevæbnet arbejderklasse på fabrikkerne og et bevæbnet folk for at sikre en sådan omvæltning og opbygning.

Radikale reformer
Venezuela kan opbygge mange træk, som med god vilje kan kaldes ”socialistiske elementer”, men som i realiteten er radikale borgerlig-demokratiske reformer, herunder store jordreformer, skabelsen af kooperativer, oprettelse af lokale folkelige råd og gennemførelse af en lang række sociale forbedringer for de fattige. Levestandarden øges betydeligt for de fattige og fattigste, og der sker en vigtig alfabetisering. Der oprettes folkekøkkener med billig mad eller fødevarer. Men samtidig er Venezuela et land med prisstigninger, ikke mindst på jord og ejendom, et land, hvor markedsøkonomiens love grundlæggende hersker.

Som de radikale reformers land er Venezuela et vigtigt eksempel og attraktivt for folkene i Sydamerika, en inspiration for alle, der ikke ønsker at forblive slaver af imperialismen og holdt nede i elendighed som offer for nyliberalismens hærgen.

Hugo Chavez må betragtes som en vigtig progressiv leder i verden i dag og hans sejr ved det seneste præsidentvalg må hilses velkommen af alle fremskridtsglade mennesker.

Venezuela har store økonomiske muskler, med Sydamerikas største oliereserver, der skulle være på størrelse med Saudi-Arabiens. USA får fortsat omkring 15 % af sin olie derfra. Venezuela er blandt dets fire vigtigste leverandørlande.

En fuldstændig national kontrol over olien vil være et stort slag imod imperialismen og også give landet mulighed for at sikre større sociale forbedringer for dets indbyggere.
Endnu er det ikke den socialistiske revolution og socialismen, som står lige om hjørnet.

På længere sigt kan Chavez få svært til at leve op til massernes radikalisering og krav om helt at bryde med imperialismen og skabe fortsatte forbedringer, og at arbejderklassen og folket ønsker at bestemme over deres tilværelse og fremtid
Chavismen (for nu at gøre platformen til en -isme) er en radikal reformisme-strømning og en utopisk socialisme, der primært er baseret på kamp for national selvstændighed. Den udtrykker en klar afvigelse fra marxismen leninismen og har også modtaget inspiration fra og må anses for at være et barn af den moderne revisionisme, selvom Chavez selv omtaler den som ’mere menneskelig’.

Chavez er en vigtig progressiv leder, som vender sig imod imperialismens forsøg på kontrol – men skal man sammenligne ham med andre historiske skikkelser, er det ikke som en af socialistisk faderskikkelse. Han er en latinamerikansk antiimperialist på linje med en Salvador Allende eller en Fidel Castro.

At fremstille Chavez som en fremsynet kommunist eller hans socialisme som det 21. århundredes revolutionære ideologi og en mulig erstatning for den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen, er helt forfejlet.

Netavisen 2. februar 2007