Som man råber i skoven….

Faglig kommnetar
Kommunistisk Politik 23, 2006

Magthaverne er ved at indse, at Foghs dage er talte. Nedtællingen kører. Det er et spørgsmål om tid, inden han ligger i kanvassen. Magthaverne ved, at han er et brugt kort, der ikke vil kunne blive ved regeringsmagten. Leden og hadet til ham er voldsomt. Ifølge opinionsmålinger, som absolut ikke stiller spørgsmålene for at kompromittere Fogh eller hans politik for magthaverne, mener knap 60 pct., at det er på tide, at Danmark trækker deres tropper hjem fra Irak. Forståelsen af hans angreb på velfærden er kvalitativt og kvantitativt forandret: Foghs sande væsen er afsløret, og han har ikke nogen kattelem at redde sig ud af. Han kan blot håbe på en katastrofe på størrelse med Twin Towers.

Parallelt med dette sidste halve års scenario har Helle Thorning-Schmidt fundet sit fodfæste igen. I en periode efter formandsskiftet var hun i sit bagland faktisk tvunget til retræte. Det kom også til udtryk i hendes retorik. Da hun tiltrådte som formand lød det sejrsikkert:

– Jeg kan slå Anders Fogh.

Det skiftede på socialdemokratiske møder til:

– Vi kan slå Anders Fogh.

Med Anders Foghs deroute har borgerskabets elite fundet, at Helle Thorning-Schmidt er den rette til at videreføre deres interesser og politik – og vupti: så er hun inde i varmen hos pressen. Ikke mindst den aktivt kæmpende velfærdsbevægelse har tvunget hende til at profilere sig omkring ideen og tanken om et rødt kabinet. Det har fået den venstresocialdemokratiske fagbevægelse med centrum i Fagligt Ansvar til at klappe i deres små og buttede hænder.

Fagligt Ansvar vejrer morgenluft for deres målsætning om et arbejderflertal, – Det røde kabinet.

Det er blevet prøvet før. 1966-67 sad Jens Otto Krag ved roret for en socialdemokratisk og folkesocialistisk (SF) regering. Aksel Larsen var så liderlig ved besiddelsen af regeringstaburetterne, at de var villige til at føre renlivet borgerlig politik, hvilket fik bukserne til at revne: Venstre Socialisterne (VS) blev dannet som udbrydergruppe fra SF og det røde kabinet led skibbrud. Siden er de hedengangne VS’ere gået over i Enhedslisten, hvor de senest var med til at holde Nyrup ved roret i 9 år – trods hans reaktionære, borgerlige politik.

Fagligt Ansvar er nu af to årsager fremkommet med nye initiativer. Dels skal morgenluften omsættes til realiteter på Borgen efter næste folketingsvalg, og dels skal den opsætsige Velfærdsbevægelse (ungdommen og de uddannelsessøgende), der trods Fagligt Ansvars manglende støtte gennemtvang en så succesrig mobilisering til den 3.oktober, at fagbevægelsen gik i knæ og måtte slutte op, omklamres og inddæmmes.

Fagligt Ansvar har samtidigt med at dette tidsskrift ligger til omdeling i postvæsenet afholdt en konference i LO-Storkøbenhavn ”med henblik på at lægge en strategi, som skal føre til udviklingen af fremtidens velfærdssamfund i en social og solidarisk retning.” Omdrejningspunktet er at stifte (!) Velfærdsbevægelsen , hvilket skal ske den 20. januar 2007.

– Vi skal simpelthen finde en plan, der rækker helt frem til og på den anden side af næste folketingsvalg , udtaler Finn Sørensen, der for Fagligt Ansvar er med til at støbe kuglerne. Hermed lægger han heller ikke skjul på, at det ikke tilstræbes at skabe aktiviteter, der kan vippe Fogh udenfor perioden. Ifølge Fagligt Ansvar ’s egen hjemmeside, så er det vigtigste moment næste år – udover at stifte (!) bevægelsen at skabe aktiviteter ”den anden 17.maj”: ”En vigtig dag i kampen for et alternativ til VK-regeringen er den 17.maj, og på grund af symbolværdien i netop denne dato lægges der op til, at Velfærdsbevægelsen gør den dag til et centralt mobiliseringspunkt for sine aktiviteter”.

Det smager da lidt af fisk? Selvom der kun opereres med en enkelt dag, så lyder det da, som om dette års velfærdsbevægelse – i ganske ustiftet form – igen skal synliggøres på samme dato næste år? Vi læser videre: ”Her (17.maj 2007, red.) skal en landsdækkende konference afholdes og være milepæl på en bred, folkelig debat om alternativer til Fogh.

Vil Fagligt Ansvar snakke bevægelsen ihjel?

Hvor er aktiviteterne og massemobiliseringen?

Hvorfor de mange store ord om ”strategi, som skal føre til udviklingen af fremtidens velfærdssamfund i en social og solidarisk retning”, eller ”de mangfoldige lokale initiativer skal samles i en brusende flod, der skyller taburetterne væk under Fogh regeringen , når ikke man er villig til at udløse kampene og aktiviteterne på de spørgsmål, der ligger foran næsen:

Hvor er udløsningen af en overenskomstbevægelse i en situation, hvor fagtoppene tager r…. på arbejdernes krav om højere løn og reducering af arbejdstiden?

Hvor er protesterne mod EU’s servicedirektiv, der møder voldsom modstand i store dele af det øvrige Europa, fordi det vil underminere vores arbejdsforhold til det ukendelige?

Hvor er kampen mod efterløns- og pensionsforringelserne?

Hvor er kravet om øjeblikkelig tilbagetrækning af de danske tropper fra Irak, – som ellers beslutte på et landsdækkende tillidsmandsmøde som en del af grundlaget for den politiske platform?