Det 21. århundredes socialisme

Kommunistisk Politik 23, 2006

Det folkelige opsving i Latinamerika og massemodstanden mod imperialisme og nyliberalisme sætter hele tiden nye spor. Det er markant, at Hugo Chavez med større stemmetal end nogensinde genvandt præsidentposten i Venezuela.

I Nicaragua er sandinistlederen Daniel Ortega vendt tilbage som sejrherre efter en lang dyster periode med amerikanske stråmænd som præsidenter.

I sidste uge skete det i Ecuador. Venstrefløjskandidaten Rafael Correa besejrede bananfyrsten Alvaro Noboa. Og det er allerede gamle nyheder, at indianerlederen Evo Morales blev valgt til at lede Bolivia.

En stadig strøm af opmuntringer udspringer fra dette oprørske kontinent – og de modtages med begejstring af venstrekræfter i imperialismens kernelande, hvor afmagtsfølelsen over for det overvældende kapitalistiske magtopbud, krigsvirkeligheden og de tilsyneladende små udsigter til revolutionære forandringer virker nedslående.

Ikke mindst Hugo Chavez’ fornyede mandat slår begejstringen løs. Dagbladet Arbejderen salsa’er af sted:

”Fremgangen kommer efter en valgkamp, hvor Hugo Chávez har fortalt vælgerne med klare ord, at han vil uddybe revolutionen. Det er en socialistisk omformning af samfundet, som bliver næste skridt. Det er det vælgerne har sagt ja til, og det er bemærkelsesværdigt, at oppositionen på trods af skræmmekampagner og massiv støtte fra USA ikke har været i stand til at forvirre vælgernes flertal. Venezuelas kommunister kæmper sammen med Hugo Chávez og den fattige del af befolkningen, som for hver dag bliver bedre uddannede, bedre organiserede og mere erfarne”, skriver avisen.

Ordene vækker mindelser om dengang avisens forgænger Land&Folk i tilsvarende begejstrede vendinger fortalte om ’det socialistiske eksperiment’ i Chile, hvor socialisten Salvador Allende valgt som præsident og, støttet af det korrekte og store chilenske kommunistparti ville skride til at realisere en fredelig overgang til socialismen.

Vi siger ikke, at Venezuela i 2006 er det samme som Chile i 1973 op til kuppet. Heller ikke, at den ’brede front’ af ’revolutionære politiske partier, folkelige bevægelser og sociale organisationer’ er identisk med Allendes Unidad Popular. Og heller ikke, at Hugo Chavez’s ideer om ’det 21. århundredes socialisme’ er identiske med de ideer, som det chilenske revisionistparti og alle de øvrige revisionistpartier i verden med SUKP i spidsen højlydt udbredte under overskrifter som ’fredelig overgang’ og ’antimonopolistisk demokrati’.

Der er klare forskelle. Nederlaget i 1973 med den nu endelig døende Pinochets fascistiske kup er en historisk erfaring, som sidder i marven på latinamerikanske revolutionære. Vigtigere endnu: Der har været forsøgt et amerikansk-sponseret kup mod Hugo Chavez. Det mislykkedes dengang.

Der er gode grunde til at tro, at hærens loyalitet i Venezuela ikke ligger hos en fascistisk general eller i USA. Og Hugo Chavez’ Venezuela er i en langt bedre økonomisk situation end det sårbare Chile, fordi det har kontrollen med de enorme olieindtægter.

Udgangspunktet for at føre kampen i Venezuela videre fra en national, demokratisk og antiimperialistisk kamp hen imod en socialistisk revolution er væsentlig bedre end dengang i Chile.

Derfor er der så meget desto større grund til at underkaste de ideer en nærmere undersøgelse, som Hugo Chavez betegnede som ’det 21. århundredes socialisme’, da han med brask og bram lancerede dem på det 5. World SocialForum.

I en tale i år sagde han: ”Vi går ind direkte for den Bolivarianske Revolution mod socialisme og for den socialistiske vej, med en ny socialisme, det 21. århundredes socialisme, som er baseret på solidaritet, på broderskab, på kærlighed, på retfærdighed, i frihed og i lighed”.

Chavez erklærer også, at denne socialisme ikke er defineret på forhånd men at ’vi må omforme kapitalismen- og bevæge os mod socialisme, imod en ny socialisme som må opbygges hver dag’.

Det er ikke stedet her at gennemføre en nærmere analyse af Hugo Chavez’ socialismeforestillinger. APK vil gøre det i forbindelse med sin kommende kongres og derefter. Vi er imidlertid uenige på væsentlige punkter. For marxist-leninister er det indlysende, at det er umuligt at opbygge socialisme uden at afskaffe kapitalismen, uden at knuse den gamle statsmagt og oprette arbejderklassens herredømme, uden at ekspropriere alle afgørende produktionsmidler. At vandre fra kapitalisme til socialisme i kraft af en kvantitativ ophobning af socialistiske elementer er simpelthen er reformistisk idé.

Det virker samtidig, som om Hugo Chavez vil gøre sin ’21. århundredes socialisme’ til en almen model. Revolutionens og socialismens grundlæggende principper og generelle lovmæssigheder er imidlertid – trods alle forskelle i revolutionens udtryk og former fra land til land – uforanderlige og uomgængelige for alle lande.Det var Oktoberevolutionens store erkendelse.

Se også:

Socialismens mål er at vejlede verdens arbejdere og folkenes revolutionære kamp
Sluterklæring fra det 10. Internationale Seminar ‘Revolutionens problemer i Latinamerika’, Juli 2006

Netavisen 6. december 2006