Apropos stiftelsen af ‘Kommunistisk Parti’

Af B.C. Andersen

Kommunistisk Politik 22, 2006

Dannelsen af det ny ‘Kommunistisk Parti’ har affødt en række overvejelser fra forskelligt hold. Arbejderdigteren B.C. Andersen, Randers, kommenterer her et indlæg fra Peder Pedersen, Århus, medlem af DKP …

Peder, gamle kammerat – og flere rundt om

Alle nærer vi et helt naturligt ønske om ET STÆRKT KOMMUNISTISK PARTI, alle nærer vi ønsket om et socialistisk Danmark. Alligevel render vi rundt – mange, eller færre – i henholdsvis DKP, KPiD, nu KOMMUNISTISK PARTI og APK, og mange render alene rundt om sig selv, af bare skuffelse og forvirring …
DER ER EN ÅRSAG. Du nævner selv skoling, at marxismen skal være en styrke, der forener. Helt klart, marxismen-leninismen er fundamentet, enhver kommunist står på og handler ud fra … MEN … Ord og erklæringer gør det ikke.

De sidste års debat og snak om samling af kommunister har fået mig til at tænke tilbage på sammenbruddet i Sovjetunionen, udviklingen i Østeuropa og Kina. Hvad gik der galt, hvorfor skred det hele? Kom det hele pludseligt faldende fra himlen som et resultat af den socialistiske verdens rustningskapløb med Reagans stjernekrigsprojekt og kamp mod “Ondskabens Imperium”? Hvorfor mistede FOLKET tilliden til PARTIET?

Hrustjov proklamerede opgøret med STALIN – den berømte “hemmelige” tale – og indledte angrebet mod marxismen-leninismen, der førte til splittelsen i den kommunistiske bevægelse, murens fald og kapitalismens midlertidige genrejsning i de tidligere socialistiske lande.

Man kan mene om STALIN, hvad man vil, se nok så mange genudsendelser om den kolde krig, tvangskollektivisering og arbejdslejre i tv. EN KENDSGERNING ER, at allerede fra Oktoberrevolutionens første dag måtte den nye arbejderstat kæmpe en blodig og opofrende kamp, mod en imperialistisk alliance bestående af USA, England, Frankrig og et sammenrend af alle mulige reaktionære kræfter.

EN KENDSGERNING ER, at Sovjetunionen under PARTIET og STALINs ledelse i løbet af en meget kort årrække måtte overvinde umenneskelige vanskeligheder og opofrelser for at komme på højde med kapitalismens stærkeste imperialistmagter. DET eller blive UDSLETTET fra jordens overflade.
Moderniseringen, først og fremmest industrialiseringen, og især opbygningen af sværindustrien lykkedes. Det skete, mens fascismen kom til magten i Italien, slagtede den spanske republik, og nazisterne tog over i Tyskland og forberedte deres “Tusindårsrige” og angreb på det eneste socialistiske land i verden.

Den fransk-anglo-amerikanske alliance af imperialistmagter så til, ønskede ikke trods utallige initiativer fra LENIN og STALINs Sovjetunion at inddæmme Hitlerismen. De ønskede den unge arbejderstat UDSLETTET fra jordens overflade og ønskede, at den tyske imperialisme fik sit lebensraum mod øst.

Og for at bruge et måske umarxistisk utryk, så går og gik det ikke, som præsten prædikede. Nazisme og Hitlerisme led nederlag i kraft af PARTIETs og STALINs politik og den opofrelse, DET SOVJETISKE FOLK gav.

2. verdenskrigs afslutning ændrede ikke noget ved den imperialistiske alliances ønske om at UDSLETTE Sovjetunionen og dermed SOCIALISMEN fra jordens overflade. England var svækket, men USA-imperialismen fremstod nu som verdens stærkeste magt, med en økonomi og et produktionsapparat, der var intakt og i omdrejninger.
Nu var det op til “verdens politibetjent” alene at få inddæmmet, undergravet og til sidst udslettet SOCIALISMEN.

Rustet til tænderne, med ATOMVÅBEN stikkende op fra alle lommerne, igangsatte USA Marshall-planen og NATO for at sikre sig et fast greb om Vesteuropa og styrke sin position i en kommende konfrontation med Sovjetunionen, der nu ikke længere stod alene i verden, men med en række nye folkedemokratier, Kina, folkelige oprørsbevægelser samt en meget stor del af arbejderklassen i de kapitalistiske lande ved sin side – som en følge af sejren i 2. verdenskrig og den strategi, PARTIET og STALIN havde lagt, og det SOVJETISK FOLKS store opofrelse.

PARTIET og STALIN anså ATOMVÅBEN for forbryderiske, men måtte for at forhindre USA-imperialismens plan om SOCIALISMENs UDSLETTELSE og eget VERDENSHERREDØMME bryde monopolet på dette masseudryddelsesvåben. Uophørligt og på alle måder prøvede STALINs Sovjetunion at få disse våben kendt forbudt internationalt.

Med STALINs død og Hrustjovs efterfølgende opgør med “PERSONDYRKELSEN” indledtes der et angreb på marxismen-leninismen og et kursskifte, der set i bakspejlet leder frem til i dag, med murens fald, den midlertidige genrejsning af kapitalismen i de tidligere socialistiske lande, splittelsen i den kommunistiske bevægelse – der jo også har vist sig her i Danmark og har haft en enorm betydning for situationen på venstrefløjen – og ikke mindst USA-imperialismens såkaldte krig mod terror, der i virkeligheden er en global kolonial erobringskrig, som skal sikre USA sit FASCISTISKE VERDENSHERREDØMME på bekostning af arbejderklassen og verdens folk.

Hvad forbinder STALINs død med Rumfelds, Cheneys, Paul Wolfowitz´ PNAC og stiftelsen af Kommunistisk Parti i weekenden? Det gør Hrustjov og kredsen omkring ham. Deres opgør med “PERSONDYRKELSEN”, kursskiftet, indledte afvigelsen fra marxismen-leninismen.
Hrustjov udråbte Sovjetunionen til værende “hele folkets stat”. Helt klart et knivstik i hjertet på PROLETARIATETS DIKTATUR, arbejdernes klasseherredømme.
Og igen førte han kniven mod marxismen-leninismen med “fredelig sameksistens”. Det likviderede PARTIETs, LENINs og STALINs generallinje for støtte til folkenes kamp, revolution og proletarisk internationalisme.

OG endelig skar han og hans kumpaner enhver forbindelse til marxismen-leninismen, da de proklamerede “fredelig overgang” til socialisme. Det nakkede de eksisterende kommunistiske partier som revolutionære partier og lagde grunden til blandt andet blodbadet i Chile og mordet på præsident Allende.

For snart over 30 år siden sad jeg i lokalafdelingen af DKP i Randers, sammen med dig Peder, og en masse ærlige, aktive og dejlige kammerater og diskuterede “anti-monopolistisk demokrati” og programudkast til “Kommunisternes program”, der blev vedtaget i 1976 på den 25. partikongres.
Vi var næsten rørende “enige” om det væsentlige. Der blev byttet om på et par linjer, et ord, en sætning, der blev skiftet ud. MEN ELLERS BLEV DER IKKE DISKUTERET. Alle tog det “anti-monopolitiske demokrati” og programudkastet til sig (det var det rene, nu er vi nu en gang medlem af EU, og så …) som noget naturgivet.

En mand påtog sig den svære opgave, næsten alene, at rejse en debat om “det anti-monopolitiske demokrati” ud fra marxismen-leninismen. CARL MADSEN, måske glemt i dag. Man søgte først at dysse ham ned, siden mistænkeliggøre ham og sprede allehånde rygter om senilitet osv., trækken på skulderen, for han var jo en gammel mand, og han havde jo gjort sit. Han endte med at blive ekskluderet.

I dag gennem alle de års erfaringer, og selvfølgelig set i bakspejlet, havde manden jo ret. “DET ANTIMONOPOLITISKE DEMOKRATI” er en AFVIGELSE fra marxismen-leninismen.

I weekenden mødtes så 50 mennesker fra “Kommunistisk Samling”, 50 mennesker fra DKP/ML og vel også en 50 gæster, og de stiftede så “Kommunistisk Parti”, og for mig at se netop på grundlag af “kommunisternes program” fra 1976 og “anti-monopolistisk demokrati” …
Jeg tænkte ved mig selv: Hvor står den kommunistiske bevægelse nu? Ja, for mig at se med tre varianter af samme revisionistiske strømning, der alle er udledt fra Hrustjov og hans kumpaners opgør med “PERSONDYRKELSEN”, kursskiftet og afvigelsen fra marxismen-leninismen – DKP, KPiD og det ny Kommunistisk Parti.

De tre organisationer bygger for mig at se i princippet på det samme, og de bakker også alle op om Enhedslisten, forskellen er ens, og de afviger fra marxismen-leninismen.

Studiet, og skolingen i marxisme-leninisme skal samle og sikre os ET STÆRKT KOMMUNISTISK PARTI. Ovenstående er ikke skrevet for at dunke nogen oven i hovedet, men for at være med til at sikre, at vi får et REVOLUTIONÆRT KOMMUNISTISK PARTI med solidt rodfæste i marxismen-leninismen.
Og det forhindrer os ikke i at mødes i massekampen, og kæmpe sammen i anti-krigsarbejdet, i strejkestøtte-arbejdet osv.

Min pointe er, AT DET ER REVISIONISMEN i alle dens varianter og afskygninger, der har spillet fallit, IKKE SOCIALISMEN. At “persondyrkelsen” og opgøret med STALIN tjente som “undskyldningen”, der skulle til for at revidere marxismen-leninismen, at det var her, kontra-revolutionen tog sin begyndelse, som ledte til den midlertidige genrejsning af kapitalismen i Sovjetunionen og de tidligere socialistiske lande, splittelsen i den kommunistiske bevægelse og den amerikanske fascismes fremmarch ind i det 21. århundrede.

Mit indlæg skal ses som et beskedent forsøg på at nå frem til en afklaring af årsagerne til, at det hele ramlede – et bidrag til kritik og selvkritik.
Hvis vi ikke søger og erkender årsagen og bare ellers fortsætter ad revisionismens vej, får vi os aldrig SAMLET i et STÆRKT, REVOLUTIONÆRT KOMMUNISTSK PARTI af MARXISTISK-LENINISTISK tilsnit. … MEN ENDER SOM STEN I DEN TRAPPE, ANDRE VIL TRÆDE PÅ!
Stiftelsen i weekenden af det ny “Kommunistisk Parti” er for mig at se endnu et skridt ad revisionismens vej, som historien for længst har bevist er en ulykkesvej.

Med kammeratlig hilsen og håb om, at mange vil deltage og bidrage til en diskussion, der gerne skulle gøre os alle sammen klogere på den moderne revisionisme, hvad den har betydet for den kommunistiske bevægelse og venstrefløjen i Danmark, hvordan den har FORHINDRET en samling af kommunister i et STÆRKT REVOLUTIONÆRT KOMMUNISTISK PARTI.

B.C. Andersen (f. 1954) blev først organiseret i DKP, var siden i en årrække medlem af DKP/ML og er i dag med i Arbejderpartiet Kommunisterne.

Netavisen 25. november 2006