Rød Oktober

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 21, 2006

7. november 2006: Oktoberrevolutionen 89 år. Sidste år blev dagen afskaffet i Rusland som officiel nationaldag og erstattet af den 4. november som ‘den nationale enheds dag’ – uden at den sidstnævnte springer ud af historien som en oplagt dag for markering af ny russisk kapitalistisk ideologi og identitet.

Kreml 2006

Men revolutionsdagen markeres fortsat af lange køer foran Lenin-mausolæet – mest af pensionister, for det er en arbejdsdag – og den markeres verden over i artikler i den revolutionære og progressive presse og med endnu langt flere artikler og programmer i de store borgerlige medier. Glansen skal pilles af Skt. Gertrud: Oktoberrevolutionen er ikke noget at fejre eller feste for. Det var indledningen på en dyster periode i Ruslands, Sovjetunionens og menneskehedens historie, de ‘kommunistiske diktatorers’, ‘de røde tsarers’, den brutale undertrykkelses periode.

Hvad der i dette 89-år specielt bør markeres, ifølge de borgerlige medier, er 50-året for ‘frihedsrevolutionen i Ungarn’ , som fascisten og krigsforbryderen George W. Bush kalder den kontrarevolutionære ungarske opstand i 1956. Socialdemokrater og reformister betegner den poetisk som ‘håbets efterår’ , mens trotskister kalder det ‘en revolution mod stalinismen’ .
I de store historiske linjer og på dens afgørende punkter afsløres det igen og igen, at fascister, ultrareaktionære, reformister og trotskister befinder sig på samme side af barrikaderne.

Opstanden i Ungarn var den første åbent borgerlige kontrarevolution som udfoldede sig i efterkrigstiden – siden det nazistiske overfald på det socialistiske Sovjet. Siden har den været model for ‘foråret i Prag i 1958’ og hele serien af kontrarevolutionære opstande fra 80ernes Polen med Solidaritet over ‘Berlinmurens fald’ opløsningen af Sovjetunionen og affæren på Tienanmen-pladsen i 1989 – frem til dag, hvor metoden er anvendt ikke bare i Eks-Jugoslavien og Serbien, men også i en lang række tidligere sovjetrepublikker til at vælte regimer, USA ikke kan lide.

Disse ‘folkelige og fredelige opstande’ og ‘revolutioner i mange kulører’ tilrettelægges af amerikanske og andre imperialistiske politikere og efterretningstjenester i forbindelse med deres agenter og håndlangere i de forskellige lande og sigter på at bringe regimer til magten, som varetager USA’s og imperialismens interesser.

At hylde det som ‘revolutioner’ eller ‘frihedsbestræbelser’ er unægtelig at stramme begreberne langt ud over det holdbare.
Og bag de ‘fredelige’ protester er de imperialistiske hære parat, hvis de ikke virker. De afventer bare de løgne, der skal starte krigen.

Stalin døde i marts 1953 på et tidspunkt, hvor socialismen aldrig havde stået stærkere, og hvor Oktoberrevolutionens idealer realiseredes for halvdelen af menneskeheden. I juni samme år indledte Fidel Castro, hvad der skulle blive den sidste succesrige revolution, inspireret af socialismen i et halvt århundrede. Da han kom til magten 1. januar 1959 fulgte Sovjetunionen en anden linje end Stalins internationalistiske, som havde sikret socialismens succesrige opbygning, bevirket fascismens og nazismens nederlag, og hjulpet de demokratiske og socialistiske revolutioner til sejr i Østeuropa, Kina, (Nord)korea, (Nord)vietnam o.s.v.

Den 20. partikongres i Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1956 blev et kontrarevolutionært vendepunkt. Den er kendt for ‘opgøret med Stalin’, med ‘persondyrkelsen’, som førstemanden Hrustjov sagde. Hvad det handlede om var udskiftningen af den marxistisk-leninistiske linje og dens erstatning med revisionisme, borgerlig og imperialistisk ideologi og politik i ‘marxistisk’ forklædning.

Denne kongres opmuntrede alle kontrarevolutionære og antikommunistiske kræfter verden over; mange steder satte de sig i bevægelse, som i Ungarn. Det var ikke Stalin, som knuste kontrarevolutionen i Ungarn, det var hans efterfølger og fjende Hrustjov, det var den revisionistiske kontrarevolution.

Siden Cuba er der ikke set revolutioner på den røde oktobers vej. Der har været mange antiimperialistiske og demokratiske befrielseskampe, men ingen har ført til oprettelsen af socialistiske samfund, og der har været endnu flere kontrarevolutioner (som hyldes af Bush, reformister og trotskister), som har rullet de revolutionære sejre gennem et halvt århundrede, startende i 1917, tilbage.

Oktoberrevolutionen var den største revolutionære begivenhed i historien. For første gang demonstrerede den, at folket og dets flertal kunne blive herrer i eget hus, at arbejderne kan leve, og leve langt bedre, uden kapitalister, bosser og fede direktører. Vi er nu i en periode, hvor nye revolutionære storme blæser op, mod imperialismens og nyliberalismens fallitbo.
Hver eneste af disse vil have mindelser af den store, rensende efterårsstorm i 1917.

Netavisen 8. november 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne