Hvor forsvandt den 6. ferieuge hen?

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 21, 2006

Storkonflikten i 1985 fandt sted på baggrund af et arbejdstidskrav: 35 timer om ugen!
Konflikten strakte sig over tre uger og var en storkonflikt i ordets egentlige betydning. Den omfattede alle sektorer og brancher, private som offentlige.

Tyske arbejdere i kamp for 30 timers uge

Den synliggjorde sin styrke gennem masseaktioner, der bedst kom til udtryk ved massedemonstrationer med langt over 100.000 deltagere på Christiansborg Slotsplads, og den kombinerede disse med de såkaldte ”frække” – mere militante – aktiviteter, hvoriblandt Folketingets medlemmer blev belært om, at Christiansborg befinder sig på en ø. En formiddag havde omkring 1.000 fagligt aktive etableret blokader ved samtlige broer til Slotsholmen: Politikerne var afskåret fra deres ”arbejdsplads”.

Resultatet af konflikten blev i første omgang en times ugentlig arbejdstidsnedsættelse fra 40 til 39, men tydeligvis med udsigt til mere, hvilket blev indfriet med yderligere to timers nedsættelse ved næste overenskomstfornyelse i 1987.

Storkonflikten i 1998 var også skabt på baggrund af arbejdstidskrav, denne gang i form af kravet om den 6. ferieuge. Konflikten kom som en overraskelse for stort set alle: politikere, arbejdsgivere, fagbevægelsens top og den såkaldte faglige opposition, der bestod af forskellige varianter af venstresocialdemokrater. Den såkaldte opposition ønskede og forsøgte ikke at kalde til store demonstrationer – ikke mindst fordi Nyrups socialdemokratiske regering sad på magten (i 1985 sad den forhadte Schlüter-regering på magten). Arbejderklassens afvisning af overenskomstresultaterne, der var sammenkædet til et bunkebryllup med henblik på at sikre dets gennemførsel, betød, at den 6. ferieuge var en kendsgerning tre år senere – i år 2001.

Nu viser nye undersøgelser og analyser, at vi arbejder mere trods kortere ugentlig arbejdstid og længere ferie. Socialforskningsinstituttet har påvist, at den regulære arbejdstid fra 1987 til 2001 er steget på grund af øget overarbejde. Gennem det sidste årti er antallet af ”præsterede arbejdstimer” i gennemsnit for alle lønmodtagere på landsplan steget med 11 pct., mens beskæftigelsen i samme periode kun er vokset med 6,8 pct. Begge målinger stammer fra Danmarks Statistik. Alene fra første halvår 2005 til første halvår 2006 blev den gennemsnitlige arbejdsuge forlænget med næsten en time.

Summa summarum: Arbejdstidsnedsættelse og ekstra ferieuge er arbejdet ind.

Det er værd at notere sig, at disse konklusioner slet ikke tager højde for, at arbejdstempoet samtidigt har været drastisk stigende. Når man tager forøgelsen af produktionen med i spillet, bliver billedet for alvor slemt.

Det er derfor på tide, at arbejdstidskrav igen må rejses – med topprioritet!

30 timers arbejdsuge seks timer om dagen i fem arbejdsdage er det eneste fornuftige krav, der imødegår tempoopskruningen og de stjålne resultater. Samtidig er det det mest centrale krav, der er solidarisk med alle de udstødte.

Fagbevægelsen burde som minimum akut iværksætte en kampagne for stop af alt overarbejde i solidaritet med de hundredtusinder af udstødte og i anden omgang for at bedre vilkårene for højere løn. Denne kampagne kunne understøtte kravet om 30 timers arbejdsuge ved den kommende overenskomstfornyelse til foråret.

Det er der imidlertid ingen faglige aristokrater, der har tænkt sig. Det gælder fagbevægelsens top, og det gælder de ledende kræfter i Fagligt Ansvar. Forbundstoppene har for længst meldt ud, at der under ingen omstændigheder kan komme et arbejdstidskrav på tale, så længe ”vi” har flaskehalsproblemer.

Dette understøttes af overenskomstens køreplan, der tilsyneladende kører lige efter bogen.

CO-Industri og Dansk Industri, som er de bestemmende parter for resten af arbejdsmarkedet (reelt har Dansk Industri fået eneret på at indgå overenskomst som den første part), stiler efter at være færdige allerede den 13. februar 2007. For tre år siden sluttede de allerede næsten to uger før det aftalte tidspunkt. Også i år ser der ud til at herske fordragelighed og harmoni mellem de to parter, eller rettere partnere.

Således er de centrale krav skruet sammen uden arbejdspladsernes reelle medvirken. Efteråret er blevet brugt til at finde den fælles platform, og grundlæggende er de faglige aristokrater enige med de bestemmende kapitalmagter, idet en fortsat kapitalistisk liberalistisk politik i respekt for EU og EU’s fortsatte udvikling er grundlaget i såvel den ene som den anden lejr.

Det er kun arbejderklassen selv, der kan vælte det kommende forræderi og minusresultat, der ikke mindst betyder nye tempoopskruninger og yderligere overarbejdstimer med forøget stress til følge. Og de udstødte bliver igen sorteper.

Se også

Der knokles mere og mere
Kommunistisk Politik 21, 2006

En vanvittig udvikling i EU: På vej mod 60 timers arbejdsuge
Kommunistisk Politik 21, 2006

30 timers arbejde contra stress
Kommunistisk Politik 21, 2006

Netavisen 8. november 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater