DKP og KPid finder sammen

Kommunisstisk Politik 18, 2006, APK´s 3. kongres-kongresdebat

Ved K-festivalen i august måned sagde formanden for DKP Henrik Stamer Hedin blandt andet:

– Vi har meget, vi skal have forandret: Vi skal have afprivatiseret landet. Vi skal have tropperne hjem fra Irak, og hvor det ellers er, de gør deres dumheder. Vi skal ud af EU, den overnationale dumheds og Enfolds Union.

– Og for at kunne det skal vi først og fremmest genrejse og genforene vores kommunistiske bevægelse. Her i dag er vi samlet to af de jeg ved efterhånden ikke hvor mange kommunistiske partier i Danmark. Vi er ikke hele den kommunistiske bevægelse i Danmark, men vi er dens afgørende del. Det er på tide, vi finder sammen igen.

– Og når vi har gjort det, så skal vi også række hånden frem til alle kommunister i Danmark: Kom og vær med! Opgiv jeres små separate projekter! De fører ikke til den enhed og styrke, vi har brug for. Hjælp os med at genskabe den kommunistiske bevægelses organisatoriske enhed, dens politiske enhed, dens offensive styrke.

Jeg er helt enig med HSH i, at det er nødvendigt med et stærkt kommunistisk parti, hvis vi skal have gennemført nogen af vores fælles mål. Men der er, som det også fremgår, mange meninger om, hvad et kommunistisk parti er for en størrelse.

Min ultrakorte definition er, at partiet bygger på forståelsen af,

– at modsætningen mellem ejerne af produktionsmidlerne og arbejderne, der producerer, er en konflikt, der ikke KAN løses under kapitalismen,

– at staten varetager de herskendes interesser, altså kapitalisternes,

– at krigene, miljø-ødelæggelserne og rovdriften på natur og mennesker er en konsekvens af imperialismen.

Denne forståelse sammenholdt med den viden, arbejdende mennesker og partimedlemmer tilfører partiet om de konkrete daglige forhold i klassekampen, gør det muligt for det kommunistiske parti at udstikke retningslinjer for de daglige kampe og vejen til en samfundsforandring.

Det er den videre uddybning og diskussion af disse spørgsmål, der er afgørende for, om der kan skabes en samling af kommunistiske kræfter.

Hvad betyder det overført på de konkrete sager, HSH nævner? Jeg skal her meget kort præsentere nogle af de problemstillinger, jeg mener, det rejser.

Vi skal have afprivatiseret landet. På den ene side handler dette om at forsvare levevilkårene, men samtidig mener jeg, at vi som kommunister må være klar over, at det ikke er muligt at gennemføre i dagens kapitalistiske samfund, og at det er en illusion at tro, at det er et spørgsmål om, hvem der har regeringsmagten. Det er således nødvendigt med en diskussion af dette spørgsmål, for at vi kan forene vores kræfter, ellers trækker vi i hver sin retning.

Vi skal have tropperne hjem fra Irak.
Ja, det er vi meget enige om – også med en meget stor del af befolkningen. I den danske fredsbevægelse har det dog hele tiden været endog meget vanskeligt at samle nogen større enighed om stort set alt andet, som jeg mener burde være på dagsordenen samtidig.

Krigen i Mellemøsten er et sammenhængende imperialistisk projekt, modstanden i Irak er vigtig bremse for flere krige, modstanden er retfærdig og bør støttes af alle progressive kræfter, sabotage af olieproduktion i Irak er en vigtig del af modstandskampen, støtte til iranske menneskerettighedsaktivister bliver nemt til støtte til USA, FN-løsninger er styret af USA, alle tropper skal hjem. HSH er nok enig med nogen af disse standpunkter, men det er nødvendigt at vi tager hele diskussionen, hvis vi skal opbygge en stærk fredsbevægelse.

Vi skal ud af EU. Ja, det skal vi. Fordi det er et imperialistisk projekt. Fordi EU på enhver måde modarbejder arbejderklassens interesser.

Men først og sidst er det nødvendigt, at vi kæder sagerne sammen i en bred kampfront. Så mere diskussion giver mere fælles handling. Vi ses 3. oktober.

Gbe

Netavisen 29. september 2006