Velfærdsforliget: Den største forringelse af pensionssystemet i mands minde ‘

Af Henrik Herløv Lund, Kommunistisk Politik 17, 2006

Det såkaldt ”historiske” velfærdsforlig blev af Socialdemokratiet lanceret som en sejr i forhold til rege­ringens udspil, bl.a. fordi efterlønsalderen ”kun” hævedes til 62 år. Siden er hele forligsteksten kommet ud, og man er begyndt at læse det, som står ”med småt” i forligets bilag. Herved står det tværtimod klart, at forliget over nogle år kan medføre, at den reelle efterlønsalder vil ligge på 67 år.
Dermed betegner forliget faktisk den største forringelse af pensionssystemet i Danmark i mands minde, ja formentlig nogensinde
.

For forliget standser ikke ved at hæve efterlønsalderen til 62 fra 2019 til 2022 og pensi­onsalderen til fra 65 til 67 fra 2024 til 2027. Herudover reguleres alders­grænserne i tilbagetrækningssystemet med udgangspunkt i restleveti­den for 60-årige. Re­guleringen går ud på, at enhver stigning i restlevetiden for 60-årige fra og med 2005 resulterer i tilsvarende forhøjelse af efterlønsalderen respektive af folkepensionsalderen. Første gang, der regu­leres, er i 2025. Men forligs­partierne vil give befolkningen et ”10-årigt varsel”, så allerede i 2015 gøres regnestykket op, om udvik­lingen af restlevetiden giver grundlag for forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen.

Og det er allerede sikkert, at der vil være et sådan grundlag. I øjeblikket stiger restlevetiden for 60-årige med godt to år pr. ti år. Så i 2015 vil så sikkert som amen i kirken blive besluttet, at efterlønsalde­ren skal stige til 63 år i 2025, kun tre år efter forhøjelsen til 62 år. Samtidig forhøjes folkepensionsalderen til 68. Når forhøjelsen ikke bliver større, skyldes det, at forliget udtrykkeligt begrænser den første regu­lering i 2025 til maksimalt ét år.

Men herved stopper forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen ikke. For velfærdsforliget fastlægger samtidig, at der herefter hvert femte år tages beslutning om videre regulering. Næste regulering vil således være i 2030. Og da restlevetiden aktuelt stiger med to år pr. ti år, er det så godt som givet, at efterløns­alderen igen forhøjes i 2030 – nu til 64 år, hvorefter folkepensionsalderen tilsvarende opre­guleres. Og sådan fremdeles videre: Med stor sandsynlighed vil efterlønsalderen i 2035, senest i 2040 ligge på 65 år.

Hertil kommer, at de nuværende regler opretholdes, hvorefter der indtil to år ind i efterlønsalderen sker modregning af privattegnet pension, herunder af arbejdsmarkedspension. Og i takt med at efterlønsalde­ren vokser, vokser jo også pensionsopsparingen. Herved vil flere og flere lønmodtagere blive omfattet heraf og modregningen blive større og større – op til 50-60.000 kr. i hvert enkelt tilfælde. Det vil således være særdeles uøkonomisk at gå på efterløn før to år efter den formelle efterlønsalder. Som i dag vil den reelle efterlønsalder være to år højere. Dvs. i 2022 vil den være 64 år, og fremme i 2035/2040 vil den være 67 år.

Hermed vil forringelsen af tilbagetrækningsmulighederne være mere vidtgående, end hvis blot efterløn­nen var blevet afskaffet. For så ville der da have været en folkepensionsalder på 65 år.

I dag er den gennemsnitlige restlevetid for 60-årige på 19½ år. Forliget fastfryser perioden efter pensionering til disse 19½ år, uanset sti­gende restlevetid. Det er kun arbejdslivet, der får lov til at vokse. Vi vil i løbet af nogle år således være på vej mod, at otiumet, den ”tredje alder”, reduceres til en femtedel af livet. Forliget repræsenterer såle­des en ”historisk” forringelse af pensionsmulighederne for den ganske almindelige lønmodtager.

Når forliget altså blev lanceret som et blødere alternativ til regeringens udspil om en efterlønsalder på 63 år, var det helt forkert. Den aftalte regulering af tilbagetrækningsalderen er faktisk mere vidtgående, end hvis efterlønnen blot var blevet afskaf­fet, for herved var folkepensionsalderen forblevet 65 år. Selvom Socialdemokratiet til gengæld har fået fjernet nogle dagpengestramninger samt op­nået en miljøforebyggelsespulje på tre mia. kr., forekommer disse indrømmelser at være dyrt købt i forhold til den største forringelse af pensionssystemet i mange, mange år.

(Originalartikel tidligere bragt på Fagligt Ansvars hjemmeside)

Netavisen 14. september 2006