SU’en kan man ikke leve af

APKs 3. Kongres/Kongresdebat
Kommunistisk Politik 16, 2006

Dette er fortællingen om et studieliv – fra en af de mange skæbner, der har lånt sig gennem studietiden. I dag skylder jeg omkring 200.000 kr. i studielån.

Statens Uddannelsesstøtte (SU’en) betegnes af mange politikere som cafépenge. Sandheden har vist sig at være en ganske anden. De studerende må låne sig igennem studierne, og det er til trods for, at SU’en i sin tid blev til netop for at undgå den store studiegæld. De sidste mange år har skiftende regeringer forsøgt at nedbringe udgifterne til SU’en. Derfor har de studerende i lige så mange år forsøgt at fortælle realiteten om de såkaldte cafépenge.

Og hvad er så realiteterne?

Jeg var ikke en af dem, der kom fra en privilegeret hjem. Dvs. hverken mor eller far var rige, og de havde ikke mulighed for at spæde til ved kasse 1, hvis der var lavvande. Tværtimod, første gang jeg fik SU som hjemmeboende gymnasieelev, blev jeg straks bedt om at bidrage til familiens økonomi. Huslejen var 1.000 kr. om måneden, hvilket var ca. halvdelen af den daværende SU for fattigrøvsstuderende (dem, der fik højeste hjemmeboende SU).

Da jeg nogle år senere var flyttet hjemmefra og begyndte på universitetet, stod det hurtigt klart, at 1.000 kr. ikke dækkede det samlede forbrug af mad, el og alle de andre udgifter, der fulgte med. Heldigvis var jeg også blevet gammel nok til at få mere i SU – såkaldt udeboende SU. Lidt over 4.000 kr. før skat.

I løbet af de første par måneder som udeboende stod det lysende klart, at jeg ikke kunne leve af SU’en alene. Efter skat, husleje og andre faste udgifter stod jeg endnu engang tilbage med 1.000 kr. om måneden. Selvom pasta og risengrød kan redde mange fattigrøve, rækker 1.000 kr. stadig ikke langt. Computer, bøger, kopiark, buskort, tøj og andre fornødenheder er svært at skaffe for småpenge. Hvis man i Danmark valgte at indføre en officiel fattigdomsgrænse, ville hovedparten af de studerende være selvskrevet på listen.

Året var 1998, og jeg var lige startet på økonomi på Københavns Universitet. Jeg var en af de heldige, der havde tag over hovedet. Sammen med min daværende kæreste boede vi i en lejlighed i Vanløse. Det kunne være værre. En af mine studiekammerater fra økonomi var ikke så heldig. Han boede i sin bil, fordi han ikke kunne få et sted at bo. Han holdt da heller ikke semestret ud, men droppede ud af studiet efter nogle få måneder.

Så det var altså ikke helt skidt. Jeg havde trods alt et sted og bo. Det varede indtil starten af 2002. Så gik det ikke længere med kæresten. Jeg måtte finde et nyt sted at bo. Efter et halvt år på madrasser hos familien fik jeg gennem kontakter et kælderværelse i Hellerup. Det halve år med kærestesorger og uden fast bopæl betød selvfølgelig, at min aktivitet på studiet dalede til et minimum, men det nye kælderrum var en stor hjælp. Det til trods for, at værelset var så fugtigt, at muggen snart efter kom igennem de nymalede vægge. Det var trods alt et sted, hvor jeg kunne læse og sove. Og stedet var billigt, kun ca. 2.300 kr. om måneden for et muggent værelse – hvilket var rimeligt billigt efter københavnske standarder – og så i Hellerup, hvor skatten var lidt lavere.

Faktisk var min periode i Hellerup den rigeste periode i min studietid (men dog næppe den sundeste). Jeg arbejdede en del ved siden af studiet, men da man som bekendt kun må tjene et vist beløb ved siden af SU’en, måtte jeg også melde min SU fra i en række måneder for ikke at skulle betale SU’en tilbage. Nå, men alt var jo ikke skidt – jeg overlevede da – godt nok først og fremmest, fordi jeg kunne låne penge af staten.

Jeg var så en af de ekstra heldige, der for to år siden fik muligheden for at købe en andelslejlighed og få en mere permanent adresse. Jeg greb chancen, godt nok ville husleje plus lån være over 4.000 kr. om måneden, men hvad gør man ikke for at få en lejlighed i København? Reelt set havde jeg ikke råd til den, så jeg tjente mere, end jeg måtte, og blev i sidste ende tvunget til at betale en del af SU’en tilbage. Så jeg lånte altså af staten for at betale lånet til banken. Havde jeg været et uland, så ville IMF og Verdensbanken for længst havde krævet strukturreformer og nedskæringer i de offentlige udgifter. Heldigvis var jeg blot en privatperson – med en sød bankdame.

Mit ekstraarbejde betød også, at jeg ikke har opfyldt regeringens ønske om at komme hurtigt gennem uddannelsen. Nogle gange må man vælge: overlevelse eller hurtigt gennem uddannelsen.

Dette er blot en historie af mange studerende, der har været tvunget til at tage lån for at komme igennem studiet. Min historie er ikke unik. Den gælder for alle de studerende, der ikke har haft rige forældre.

Faktum er, at SU’en ikke dækker de udgifter, der skal til for at overleve i dag. Alene boligudgifter er mellem 2.000 og 4.000 kr. Så selvom man arbejder ved siden af, er de fleste tvunget til at låne penge.

Men min kritik er ikke blot en kritik af et SU-systemet. Min kritik er faktisk langt mere omfattende. Efter min mening har den nuværende borgerlige regering og den foregående socialdemokratiske regering fejlet. De har ført en samfundsmæssig dyr og ineffektiv politik, der samtidigt har tvunget de studerende ud i gæld, som snart kan stå mål med 80’ernes katastrofale gældsscenarier.

Jeg er netop blevet færdig med mit studie, så jeg kunne vælge at hytte mit eget skind, men det vil være at gøre mig selv en bjørnetjeneste. For ligesom der i mange år har været angreb på SU’en, så har der også været angreb på en række andre områder. Disse angreb er ikke blot økonomisk kortsigtede – de er økonomisk fejlslagne.

Det er på tide, vi indser, at øget privatgæld ikke kan drive samfundsøkonomien frem til evig tid. Nu hvor den offentlige gæld er væk, er det på tide at foretage nyinvesteringer og ikke bare foretage ideologiske korstog og økonomiske nedskæringer, der igen og igen medfører en social slagside.

Den førte boligpolitik af socialdemokrater og borgerlige har vist, hvordan systemet har spillet fallit. Man har skabt et totalt uigennemskueligt marked, hvor fattige studerende skal betale dyre domme for en lille ejerlejlighed, hvor alt for mange ældre bor i gamle, men store lejligheder, hvor de i virkeligheden langt hellere ville foretrække beskyttede ældreboliger med plejepersonale tæt ved. Det ville sandsynligvis også spare millioner i sygehusindlæggelser, hjemmehjælp og ambulancebesøg hos ældre, der bliver alt for lang tid i eget hjem, mere af nød end lyst.

SU’en, uddannelsespolitikken, boligpolitikken, ældrepolitikken og sundhedsvæsnet hænger sammen og burde tænkes i en sammenhæng, men i stedet fører politikerne et ideologisk korstog, der måske har kortsigtede økonomiske gevinster, men som hurtigt bliver slugt op af den snævre kassetænkning, der i virkeligheden koster samfundet mange flere penge og ressourcer, end man vinder her og nu.

I sidste ende handler det om meget mere end blot øget gæld for en flok studerende – det drejer sig om, hvordan vi ønsker at indrette vores samfund. – ES

Netavisen 5. september 2006