LO-forbund styrtbløder

Faglig kommentar

Mindst 75.000 LO-medlemmer forventes i de kommende tre år at droppe ud af deres fagforeninger, og derfor er de tre største LO-forbund allerede nu i gang med at trimme deres organisationer. Der skal spares omkring 400 millioner kroner. Alt er i spil, og det betyder, at både ansatte og kerneopgaver er i farezonen, skriver LO’s magasin Ugebrevet A4. De seneste 10 år har LO-forbundene sagt farvel til 230.000 kontingentbetalende medlemmer. Og i 2005 gik det helt galt med et historisk stort tab på 41.000 medlemmer – hvilket svarer til, at LO-forbundene mister knap fem medlemmer i timen døgnet rundt alle årets dage.

Det omfattende frafald af medlemmer betegnes af fagbevægelsen selv som en styrtblødning. Oplægget er, at fagbevægelsen internt gør op med den solidariske ordning, hvor alle betaler et identisk kontingent, og desuden skal forbundene og deres ansatte på en slankekur. Det betyder færre afdelinger og ansatte, og deraf ringere service.

De mange fusioner fagbevægelsen har gennemført i de seneste to årtier, har også betydet et voldsomt opsvulmet apparat. Ved fusionerne har nogle af de store knaster altid været, at bevare så mange faglige poster som muligt. Til gengæld har det administrative personale ofte trukket det korteste strå og betalt prisen. Det ser nu ud til at gentage sig. Dennis Kristensen, forbundsformand for Fag Og Arbejde FOA, trækker situationen op med den dystre pen:
– Situationen er nærmest som blæk malet af to negere i et skab uden lys.

Det skorter ikke på almindeligt kendte politiske, økonomiske fraser, når det gælder om at forklare personale og medlemmer om nødvendigheden af at indlede besparelserne:
– Der må tages livtag med alle udgifter. Enhver sten skal vendes for at finde de fornødne penge. Salamimetoden dur ikke; men der er brug for en fordomsfri tænkning og handling, når det økonomiske puslespil skal lægges.

Brugen af de mange positivt ladede ord kunne såmænd være fra enhver nedskæringspolitiker eller topchef i erhvervslivet. Denne gang er det såmænd strikket sammen af formændene fra Danmarks tre største forbund 3F, HK og FOA. Effekten er også den samme: Man bliver overhovedet ikke klogere på indholdet, kun på retningen.

De tre forbundsformænd er i øvrigt enige om at lægge ”en hellig ko på is”. Det gælder den solidariske kontingentindbetaling, som skal differentieres, hvilket udtryk i øvrigt er stjålet fra forsikringsbranchen. Dennis Kristensen har sine egne argumenter for at retfærdiggøre dette skridt:

– Vi har lavet syv serviceløfter om, hvad medlemmerne får for deres kontingent. Jeg tror, at hvis vi er gode til at give præcise beskrivelser af, hvad medlemmerne kan forvente og stille krav om, så vil de også være mindre indstillet på at skifte til en konkurrerende fagforening. En så præcis varedeklaration åbner samtidig for tanken om, at medlemmerne selv kan sammensætte den pakke af ydelser, de mener, de har behov for, og så slippe for at betale for hele pakken.

Hvad der for et splitsekund siden blev betegnet som en kættersk tankegang, bliver i dag til nøgterne kalkulationer på forbundstoppenes skriveborde. HK’s forbundsformand John Dahl omtaler selv det kritiske i den kætterske tankegang:
– Jeg ville være utroværdig, hvis jeg sagde, at vi ikke diskuterer differentieret kontingent. Det gør vi jævnligt. Min personlige opfattelse er, at differentieret kontingent svækker det grundlæggende solidariske princip, som fagbevægelsen er bygget op om. Solidaritetsprincippet får et skud for boven, hvis det stærke medlem ikke er med til at betale for, at fru Hansen, der er et svagt medlem, får hjælp. Derfor har jeg det meget svært med det , fastslår John Dahl.

Der eksisterer flere fælles træk for de to ellers usammenlignelige institutioner: Dansk fagbevægelse og Folkekirke. De står begge i en krise, der baserer sig på tomme mødesale, medlemsflugt og ekstrem mangel på appel. De forsøger også begge at sminke liget i stedet for at kurere patienten. For Folkekirken er resultatet ligeså udsigtsløst som deres udgydelser om paradisets eksistens. For dansk fagbevægelse gælder, at der skal et eklatant brud med socialdemokratismen med dertilhørende revisionistiske gevandter.

Glem alt om en tilpasning til servicesamfund, de unge, modernisering med mere. Det er heller ikke fusioner eller besparelser, der vender spiralen. Det er en frigørelse af de reformistiske lænker, der for længst har bevist deres uduelighed. Grav dem ned, og lad den revolutionære ideologi få luft. Den kraft, som netop reformismen har erklæret færdig, død og borte, eksisterer stadig. Den lever i dagligdagen.

Det er denne drivkraft, der vil sætte al forbundschauvinisme, intern konkurrence, strandhugstmetoder og meddelagtighed i den førte reaktionære politik – på medlemmernes bekostning – på porten!

Netavisen 7. juli 2006