Samme fagforening, samme vilkår

En stor arbejdsplads har aldrig rigtig passet ind i den danske fagbevægelse. Dit fag var det, der først og fremmest bestemte, hvor du stod organiseret, men køn og ansættelsesforhold spillede og spiller også en stor rolle. En stor arbejdsplads kan rumme et utal af klubber, og der er brugt år og dag på – med alvorlig mine – at definere grænserne. Arbejderens identitet er derfor ud over selve virksomheden både funktionen på arbejdspladsen, uddannelsen eller tillærte evner, klubben og fagforeningen. Man har sin plads i hierarkiet.

Hvad så nu med det postmoderne arbejdsmarked, hvor yderst internationale tværfaglige daglejer-forretninger står for en stor del af ansættelsesforholdene? Eller hvad med de utallige udliciteringer, hvor folk bliver solgt på børsauktion? Eller alle de offentlige ansatte, der er tvunget på aktier med stadig ombrydning af stillingsindhold, så alle mere eller mindre er blevet ufaglærte?

Fagforeningernes forsøg på at indstille sig på nutiden er særdeles uelegant. Det handler stadig om alvorlige samtaler vedrørende grænser og ret til at tegne overenskomst. At se på, hvordan man rejser en samlet front på arbejdspladserne, er særdeles urelevant.

Den store omvæltning i sygehusstrukturen er et udmærket eksempel. For ikke så længe siden havde sygehusene hver deres eget rengøringspersonale og eget storkøkken. Privatisering og udlicitering over mange omgange sendte stadig flere opgaver ud af huset. De opgaver, der er blevet tilbage, er også privatiseret. Sundhedspersonalet er ikke sjældent tilknyttet flere forskellige afdelinger, og en stor del er vikaransat. Samtidig centraliserer politikerne til stadighed sygehusstrukturen. En madfabrik leverer nu færdigretter, og en rengøringskoncern står for ansættelseskontrakten med de flyvende koste. Med de nye kommunegrænser er en sådan ombrydning godt i gang i alle sektorer. Magten centraliseres, de ansatte behandles som gammelt tøj og skiftes ud, mens selve arbejdet rationaliseres på samlebånd. Defineringen af ”det offentlige” står efterhånden så svagt, at man ikke ved, om der er noget tilbage.

Det er de ufaglærte forbunds guldalder. Kapitalismen dikterer skift fra faglært til ufaglært og fra tjenestemand til overenskomstansat. Fagforeningerne dikterer, at man i overgangsperioder må døje med to eller flere fagforeninger på samme arbejdsplads og ved udførelsen af samme arbejde.

I Århus kan der fremdrages et konkret eksempel: Århus Sporveje. Da Århus byråd beslutter at igangsætte en udlicitering, ændrer man samtidig ansættelsesforhold, så nye chauffører ikke bliver tjenestemænd, men såkaldt overenskomstansatte. Dette sikrer nye ejere, der skal overtage driften, den maksimale fleksibilitet.

FOA har ret til at tegne overenskomst for tjenestemænd, mens SiD, nu 3F, har stående på et stykke papir, at de har en gammel aftale med byrådet om, at de har ret til at tegne overenskomst med de nyansatte, der starter på almindelig overenskomst. 3F vil på ingen måde slippe dette stykke papir, og det har nu betydet mange års forhandlinger om grænser.

Det enkle og ukomplicerede var, hvis 3F bare overgav forhandlingsretten til FOA – også for de nyansatte chauffører. Men hos 3F er man urolige for, at det skal skabe præcedens med uoverskuelige konsekvenser. Hvis FOA får held med at udvide sin grænse til overenskomstansatte, hvad bliver så det næste! I stedet for at kigge på den konkrete sag med principielle briller, har man viklet sig ind i en sag om et stykke papir.
Det konkrete her er, at arbejdsplads, arbejdsgiver og jobfunktion er det samme som altid. Kun er ansættelsesformen som tjenestemand på vej ud, her som så mange andre steder. Det principielle – set fra arbejdernes side – er retten til at stå organiseret i samme fagforening, med samme vilkår.

Netavisen 26. juni 2006