Hvem ejer samfundet?

Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 11, 2006

Så kom den næste skandale, hvor pressen sætter fokus på den ringe behandling, vi tilbyder mennesker i ‘vores’ samfund. I sidste uge savlede pressen i rædselsfulde historier om børn i de danske såkaldte asylcentre. Så vidt jeg kan høre, er den rette betegnelse afstraffelseslejre. Den sag afsluttedes i pressen med en overfladisk ‘happy ending’ for børnene.

Så sendte DR en journalist ud med skjult kamera (hvornår mon de står på din arbejdsplads eller i dit soveværelse!) i det tilsyneladende velmenende ærinde at dokumentere de elendige forhold på ét plejehjem i København. Tilfældigvis offentliggøres historien dagen før, forhandlingerne i KL-regi om fordelingen af statens puljer går i gang. Så vi forventer, at der nu kommer orden på forholdene. I hvert fald en fyring og lidt penge til uddannelse og lønforhøjelser for plejehjemspersonalet.

Politikerne kan profilere sig, vi får den daglige dosis skræk-historier fra virkelighedens verden og de gamle får en ‘happy ending’ . Der er trods alt mange af os, der kan se frem til at ende vores dage på et plejehjem. Så den mest basale pleje må være i orden, uden lasede røve.

Der er masser af andre skandaler før denne: hørehæmmede, kræftsyge, blinde, tosprogede, ordblinde, tortur-ofre, fejl-medicinerede, institutionsbrugere, stress-syge, volds-ofre, allergiramte, psykisk syge, fejlernærede … listen er alenlang, og meget, meget andet kunne nævnes … alle kan de tale med om, at den nødvendige indsats er ringe, for ringe. Den indsats, der skulle forebygge, udvikle og forbedre omsorgen for mennesker, der har brug for lidt ekstra omsorg.

Det er heller ikke nogen ny historie. Det vrimler med fortilfælde på de københavnske plejehjem, og den ene socialborgmester efter den anden har måttet give op. Det nye er, at der er syn for sagn. Det er desværre heller ikke nogen skrækhistorie for dem, der har arbejdet på et plejehjem. Det er normen!

Der ER ikke personale nok, det ER ikke muligt altid at nå den mest basale pleje og omsorg. I weekenderne, om aftenen, på helligdagene er bemandingen skåret ned til benet (og lidt til), og personalet består først og fremmest af uuddannede, der skal tjene penge til studierne, til gælden, til huslejen, til børnene. Det er langt de færreste, der vælger arbejdet af lyst. Alene den elendige aflønning kan skræmme de fleste med evnerne og lysten væk.

På langt de fleste plejehjem vil man kunne finde mangler som dem, der blev vist fra Fælledgårdens plejehjem. Nogen er bedre til at undgå synlige skavanker som liggesår, røde og lasede haler, svimmelhed, fald, uhumske toiletter etc. Det opnås bl.a. ved ekstra medicinering, der gør beboerne mere sløve og mindre pasningskrævende, og stramme retningslinjer for, hvad der skal gøres af hvem og hvornår – på bekostning af tiden til at lytte, tale og være sammen, på bekostning af muligheden for at behandle de gamle med respekt. ”Nej du kan ikke komme på toilettet, vi har ikke tid nu!”

Jeg så udsendelsen sammen med én, der arbejder i en børnehave. Kommentaren derfra var: ”Det er da godt, de ikke kommer ud på min arbejdsplads.” Underforstået: Heller ikke i børnehaver og vuggestuer er der tid nok til at behandle børnene med respekt. ”Du skal på toilettet, nu, om lidt har vi ikke tid!”

Så er det jeg spørger: Hvem ejer egentlig samfundet?

Netavisen 23. maj 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne