Bragesnak, Jelved og lillebror

SF’s landsmøde 2006

Kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2006

SFs landsmøde blev afholdt i en sjældent selvfed, optimistisk atmosfære.

– SF er det eneste centrum-venstre parti, som ikke går og dagdrømmer om statsminister-poster. Vi passer vores arbejde som skarp opposition, sagde Villy Søvndal i sin tale.

Der er nu ikke meget ‘selvstændig opposition’ i den politik, der blev vedtaget. På det udenrigspolitiske område går SF ind for at styrke de imperialistiske instrumenter og opstiller en liste over områder, hvor WTO og FN kan styrke kontrollen over de fattige lande. Ikke mindst ønsker SF sig et styrket EU i modsætning til USA – så der var ingen ord om den protestbølge, der er løbet hen over Frankrig. Det passer ligesom ikke ind i billedet.

SF støtter ikke krigen mod Irak – men kræver de danske tropper sendt til Afrika. Til gengæld er der støtte til den indsatte administration i Irak og et krav om, at FN overtager rollen som besætter. Det vil sige en total mangel på anerkendelse af den irakiske modstandsbevægelse og det irakiske folks legitime ret til modstand.

Lillebror har, som storebror i Socialdemokratiet, besluttet sig for, at det der flytter stemmer er en snak om velfærd. Parolen “Et andet Danmark” blev lanceret i april med et 100-punkts program – Kort tid efter den socialdemokratiske forløber “Samling om fornyelse” . DSU, SFU og SUF er i samme omgang gået sammen om initiativet “Genstart Danmark” og en demonstration 17. maj med et fælles krav om en ny kurs for Danmark.

Det handler i virkeligheden alt sammen om de påbegyndte velfærdsforhandlinger med den borgerlige regering. Heldigvis for SF blev de slet ikke inviteret til reform-forhandlinger. De var ellers villige til at stå alene på det røde hold. I stedet erklærer de sig dybest set enige med regeringen i udfordringerne. Altså at der ikke er nok økonomisk rentabel arbejdskraft til rådighed.

Eller som Ole Sohn udtalte i november 2005 op til velfærdskommissionens rapport:
Der kommer mange flere ældre og en del færre i de aldersgrupper, der normalt arbejder. Det vil koste staten så mange penge, at det nuværende store overskud vil blive vendt til et stort underskud, hvis vi fortsætter med at gøre, som vi plejer. At lukke øjnene for den demografiske udfordring og håbe på, at der bliver råd til samme velfærd i fremtiden – det er ønsketænkning.

Det skal med, at SF faktisk også rejser krav til fordel for samfundets fattige, men kæden falder straks af igen, når de kommer med forslag om, at staten kan finansiere øget velfærd ved at beskatte mursten. De ubeskattede boliggevinster skævvrider økonomien og under globaliseringen er boligbeskatning langt væsentligere end skat på arbejde.

Regnestykket er enkelt nok: Staten og boligmarkedet siger, at en mursten stiger i værdi hvert år og den værdistigning kan man så sælge – dvs. køber må som regel låne i banken. Sælger betaler så en del af fortjenesten i skat. Altså sagt på en anden måde: private mennesker skal låne pengene til staten. Nu er der bare det, at en mursten ikke stiger i værdi, og de stigninger i huspriser som mange vestlige lande ser fra tid til anden er udtryk for kapitalens evige jagt efter spekulationsgevinster. Prisstigningerne har altid vist sig midlertidige og som forvarsel til inflation og økonomisk depression. Det egentlige problem er, at boligspekulation overhovedet er tilladt.

De sidste par måneder er de radikale blevet mere og mere selvbevidste. For nylig foretog de et taktisk skridt væk fra alliancen med socialdemokraterne. De har simpelthen bedømt at det ikke er den sikre vej tilbage til regeringsmagten. Samtidig har Naser Khader skiftet position fra at sælge billetter til at sidde i ledelsen af folketingsgruppen. Jelved vil nu være fru Statsministerinde.

Ingen har været mere ked af dette opbrud end SF, der sidste år gik til valg på at komme med i en socialdemokratisk-radikal regering. SF har ikke forspildt en mulighed for at kalde de radikale tilbage. Svaret kom i Information op til weekendens landsmøde, hvor den radikale næstformand Margrethe Vestager opfordrer SF til at pege på Marianne Jelved som statsminister med den begrundelse, at de to partier har masser til fælles. Kærligheden brød ud i lys lue, da Søvndal kaldte De radikale en kold håndtaske og Jelved replicerede, at SF ikke skulle komme for godt i gang med at råbe og skrige. Villy Søvndal blev genvalgt som formand uden modkandidater.

SF har også mærket den nye bevægelse mod venstre blandt ungdommen og opkastede på landsmødet sig selv som det eneste naturlige centrum for den progressive strømning. Og her ligger den egentlige fare ved SF og SFU. Det faktum, at de er ret alene på den parlamentariske venstrefløj, giver i mange mindre danske byer SF en særstilling, som det eneste sted man kan organisere sig lokalt. Deres politik er ikke desto mindre gennemsyret af illusioner til Socialdemokratiet og den bæredygtige kapitalisme, der bare skal hjælpes på vej.

Den vej, som de viser bevægelsen, er ikke et antiimperialistisk, antikapitalistisk og antifascistisk alternativ til Fogh. Det er endnu en blindgyde med løs snak om valg uden kamp.

Netavisen 15. maj 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne