Politikere, generaler og imamer

Kommunistisk Politik 7, 2006

Det israelske valg havde en forhåndserklæret vinder: slagteren Ariel Sharon, som stadig ikke er død, og hvis reaktionære politik og tætte alliance med Bush-regeringen vil kaste sin sorte slagskygge over Mellemøsten i mange år frem.

Hans Kadima-parti, anført af Ehud Olmert, står for en ensidig fastlæggelse af Israels grænser (nemlig den ulovlige apartheidmur) samt en ikke procentangiven del af Vestbredden – og for at forhindre at der kan opstå en bare halvvejs levedygtig palæstinensisk stat.

Olmert med hjælpere –
Arabisk satire

Olmert sigter på annekteringen af store bidder af Vestbredden, et sted mellem 15 og 55 pct. Det præcise landkort ligger ikke fast – men planen kan omfatte hele Jordan-Dalen og de store bosættelser ved muren. I den borgerlige presse er Olmert blevet fremstillet som en mand, der vil rydde bosættelser på Vestbredden. Virkeligheden er, at rydningerne vil være kosmetiske og skal skjule endnu et stort røveri af palæstinensisk land.

Det zionistiske Israel (eller ‘den jødiske stat’, som det selv kalder sig) betegnes altid som ‘Mellemøstens eneste virkelige demokrati’. Og hele valgshowet og regeringsforhandlingerne og hele det øvrige tilbehør til det parlamentariske demokratis ritualer bliver slået stort og internationalt op – og alligevel ender det altid med det samme: Det er generalerne og USA, som bestemmer, og det er palæstinenserne, som bliver bestjålet, endnu engang.

Denne israelske demokrati-farce bliver endnu mere kvalm, når man ser på de internationale USA-styrede massemediers holdning til det palæstinensiske valg. Selvom Arafat var demokratisk valgt, og virkelig var det palæstinensiske folks repræsentant, blev dets demokratiske afgørelser tilsidesat, Arafat dæmoniseret og sluttelig myrdet. Derpå valgte palæstinenserne den muslimske Hamas-bevægelse i hvad der var et ‘fair og frit valg’, efter enhver international målestok. Alligevel er Israel ‘Mellemøstens eneste demokrati’, mens Hamas dæmoniseres.

Når hele det israelske valgståhej har lagt sig, vil realiteterne stå tilbage: Israel fortsætter, støttet af USA, med at røve palæstinensisk land og indhegne et mini-Palæstina bag en internationalt ulovligkendt betonmur, der skal kvæle det palæstinensiske folk. Og Bush proklamerer, at ‘Israel er Mellemøstens eneste virkelige demokrati’ – og at hele Mellemøsten skal gøres ‘demokratisk’.

Almindelig logik tilsiger, at Bush dermed mener, at hele Mellemøsten skal være under amerikansk og israelsk kontrol. Han vover imidlertid ikke at fremhæve den kriminelle zionistiske stat som model for de øvrige arabiske lande. I stedet fremhæver han så det besatte Irak som sit mønstereksempel på ‘demokrati’. Dér hersker amerikanske generaler og våben i en alliance med shi’itiske fundamentalister over kaos og almindelig ødelæggelse.

Religiøse stater er altid en ulykke for menneskene og samfundet. Den religiøse stat er (uanset religionen) fanatiske forsvarere af den private ejendomsret og et fremragende dække over ekspansionisme og aggression. Sammen med den sorte reaktion kommer den sorte religion – hvad enten det er kristen fundamentalisme i USA, zionisme i Israel eller islamisk fundamentalisme hos USA’s allierede i Saudi Arabien. Men i sidste ende er det ikke præsterne, rabbinerne eller imamerne, der bestemmer. Det er generalerne, pengene og politikerne.

Bush’s fundamentalistiske, genfødte kristne, Foghs sorte præster fra Dansk Folkeparti, den internationale zionisme o.s.v larmer op om truslen fra islam, mens Fogh hyklerisk taler om at begrænse religionens rolle i ‘det offentlige rum’.
Tyven råber Stop tyven!
‘Til kamp mod ayatollah’erne’, råber Bush og vil atombombe Iran.

I alt dette er ‘Muhammed-krisen’ ikke slut. Fogh nægter fortsat at sige Undskyld! og kalder det et principfast forsvar af den ytringsfrihed, han ellers gør alt for at begrænse eller fængsle.
Taknemmelige danske medier lader som om, at Muhammed-krisen ikke er skabt af Jyllands Postens provokation, men af en flok utaknemmelige imamer med Abu Laban og Ahmed Akkari i spidsen. ”De skal have frataget deres statsborgerskab eller kunne udvises ”, siger fundamentalisterne i Dansk Folkeparti.

Som sandhedsvidne har man den algiersk-fødte franske journalist Mohamed Sifaoui, der har skrevet en bog om, hvordan han angiveligt infiltrerede Al Qaeda. Hans afsløringer af ‘fascistisk islamisme’ gengives med begejstring af zionisten og neoconmanden Daniel Pipes.

Nu fremstilles Sifaouis bestilte TV-dokumentar om de danske imamer som den endegyldige sandhed om både dem og islam. De udgør selvfølgelig den egentlige trussel mod Danmark og europæisk civilisation. Men Sifaouis troværdighed er på højde med Flemming Roses. Han er en velkendt deltager i den ‘civilisationernes krig’, som den sorte reaktion orkestrerer.
I Mellemøsten, Danmark og globalt.

Netavisen 29. marts 2006