Tilbagetrækning af CPE og bekæmpelse af neoliberalismen

Af Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti, (PCOF ) Paris, 16. marts 2006

Kravet om en tilbagetrækning af CPE ( red. den nye arbejdsmarkedslov i Frankrig) lyder fra stadigt flere og stadigt større grupper – unge, offentligt ansatte, socialt udstødte, lærere og forældre… Antallet af berørte grupper, som går med i bevægelsen synes ikke at ville holde op med at vokse som direkte svar på de provokerende og usande erklæringer fra undervisningsministeren. Det sker fuldstændig på tværs af racer og på trods af brutale indgreb fra CRS (red. politiet).

18. marts bliver en ny stor manifestation, der vil få arbejderne og ungdommen på gaderne, simpelthen i ren og skær afvisning af CPE. Appellerne om “en hjælpende hånd til de Villepin”, i retning af at få de to parter på arbejdsmarkedet til at komme regeringen til “undsætning”, er heldigvis forblevet ubesvaret for øjeblikket.

Viilepin tabte det første politiske slag: slaget om den offentlige mening. Ikke mange tror på, at denne lov med sine generelle risikoelementer/angreb på de ansattes rettigheder vil skabe nogen ny beskæftigelse udover den som arbejdsgiverne allerede har intentioner om at skabe. De ansatte ser med al mulig grund loven som en planlagt ende på TDCI som den er i dag ( red. af “beskyttelsen” mod vilkårlige daglejefyringer).

Højrekræfternes tropper

Den højreradikale Sarkozys tropper begynder at tage afstand fra de Villepin. Han beskylder ham for, gennem plantede løjtnanter, at forene brede sektorer imod regeringen, UMP og dermed også mod sig selv.

Visse sektorer af arbejdsgivere er blevet blevet bragt med ind i polemikken om effektiviteten af CPE, idet de lovpriser effektiviteten af deres såkaldte kvalifikationskontrakter. Andre forklarer fordelene ved CDI, der ikke forhindrer fyringer. Selv Mc Do, fortaler for ansættelse af unge på nedsat tid, tillader sig at reklamere for CDI.

Det er udtryk for en vis uenighed blandt arbejdsgiverne, der ser med ængstelse på, at de ansatte går i strejke, skrider til aktiv handling og får smag for det. De frygter, at det vil opmuntre til et kampfællesskab mellem de militante og de ansatte. Fordi bægeret også her er mere end fuldt. Uenighederne på højrefløjen er tegn på ængstelse og svaghed. Det er i endnu højere grad tiden til at gå i strejke, med fuld beslutsomhed, for at tvinge regeringen på tilbagetog.

Opbyg en anti-liberal modpol.

Sådan en bevægelse er også en formidabel lejlighed til at diskutere de basale problemer i samfundet, til at diskutere politik: hvad skal vi afvise, og hvad vi skal gå ind for. En politik for lighed, for social retfærdighed, for solidaritet, som vi alle som én tilstræber, og som står i modsætning til den neoliberale politik, som vi er blevet påtvunget, men har kæmpet imod i årevis.

Både de, som ønsker at gennemtvinge CPE med fuld styrke, og de, der deler de samme objektive interesser, men ønsker at gennemføre dem på anden vis, fordi de frygter den folkelige bevægelse, råber op om at følge de politiske spilleregler, at venstrekræfterne bør indordne sig under “systemet”. Som ekko beder visse ledere af PS om at trække lovforslaget tilbage for ikke “at radikalisere ungdommen”. Andre ønsker en opløsning af parlamentet, at forårsage nyvalg.

Den politik er der ingen der ønsker. Ingen ønsker at det skal være Ja-tilhængerne af den liberale europæiske forfatningstraktat der får overladt at bringe samfundet ud af denne krise som rækker langt videre end bare til CPE. En krise som kraftfuldt blev udtrykt af folk i forstæderne, som indtil denne dag ikke har set noget komme, bortset fra politiets vogne.

Tiden er ikke til afledning med valgspekulationer, men til opbygning af en anti-liberal modpol, som forkaster social-liberalismen. En modpol som sammenkæder den konkrete kamp i dag for tilbagetrækningen af CPE med klargøring af en række politiske krav, sociale krav, krav for ungdommen, de arbejdsløse, studenterne, folk under oplæring, immigrant-arbejderne der blev angrebet af Sarkozy, kvinderne, anti-krigsaktivister, de som vil kæmpe imod profit ræcet pga genmodificering, eller imod nye atomprogrammer. De udgør tilsammen et kæmpeantal og er grundlaget for at vi kan finde os selv, alle sammen.

Det er nu bevægelsen skal opbygges.

Netavisen 18. marts 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater