Anders Fogh taler med to tunger

Af Klaus Riis

Et af de mest groteske aspekter ved sagen om Jyllands Postens Muhammed-provokation er regeringens og det officielle Danmarks dobbelt-tungethed omkring ‘ytringsfrihed’, ‘demokrati’ og ‘retssamfund’.

Anders Fogh Rasmussen og regeringen meddelte krænkede muslimske repræsentanter, at regeringen ikke kunne gribe ind over for Jyllands Posten eller bare tage stilling til tegningerne p.g.a. ‘pressefriheden’ og gjorde dette til et principielt spørgsmål om ytringsfrihed. I stedet henviste man dem til domstolene.
11 muslimske organisationer indgav derpå i oktober 2005 politianmeldelse mod Jyllands Posten.

Nu blev det ren Kafka: I begyndelsen af januar i år afviste statsadvokaten i Viborg Karsten Hjorth nemlig at anlægge sag mod avisen efter straffelovens blasfemi-paragraf eller andre paragraffer. Vejen til domstolene blev smækket solidt i. De 11 organisationer har som sidste mulighed appelleret til rigsadvokaten.

Talsmand Kasem Ahmad fra Det Islamiske Trossamfund udtalte ved den lejlighed (ifølge Jyllands Posten):
– Afgørelsen er chokerende og skuffende. Vi har brugt de demokratiske muligheder, som vi har, bl.a. ved at rejse sagen gennem domstolene. Vi håber, at vi har skabt forståelse for, hvorfor vi føler os krænkede. Vi bor i et sekulariseret samfund, hvor ytringsfriheden er hellig, men har også traditioner, der bør respekteres.

På spørgsmålet, om de ikke har blandet retstilstanden i Danmark sammen med retstilstanden fra andre muslimske lande, sagde Kasem Ahmad:
– Overhovedet ikke. At vi ikke må tegne Muhammed, gælder kun for muslimer. Men hvert billede har et signal, f.eks. billedet med en bombe i en turban, som viser, at muslimer er ude på at hævne sig eller begå selvtægt. Samlet set er billederne nuancerede, ja, men netop de tre mest diskuterede billeder kommer fra Jyllands-Postens egne tegnere. Det kan tyde på, at avisen fører en fremmedhadsk kampagne over for muslimer.

Regeringen og Jyllands Posten har hele vejen igennem søgt at fremstille de muslimske reaktioner som et angreb på ytringsfriheden for at dække over den racistiske hetz, som avisen er en mediemæssig spydspids for også på internationalt plan.

Det er latterligt absurd. Det er ikke ytrings- eller pressefriheden, som er truet, siger f.eks. Henning Koch, professor i forvaltningsret til dagbladet Information (2. februar):
– Når statsministeren reducerer Muhammed-tegningerne til et juridisk problem, som samtidig ikke er der, så er det dyb manipulation. Der er jura, og så er der politik og etik, siger han:
– Hvis man mener, at ytringsfriheden er blevet udvidet af en fuldstændig unødvendig krænkelse af muslimers følelser, så er det kun politisk.
– Både de danske domstole og den Europæiske Menneskerettighedskonvention sætter grænser for ytringsfriheden. Derfor er det beskæmmende at høre blandt andre statsministeren kalde ytringsfriheden ukrænkelig. Man kan spørge sig selv, om det er en politisk dagsorden, han spreder. Det er i hvert fald ikke loven.

Der har aldrig været ubegrænset ytringsfrihed, hverken i dansk eller international lov. Den begrænses bl.a. af injurielovgivning, lovgivning om æreskrænkelser og racisme- og blasfemiparagraffen i dansk lov. Dansk Folkeparti har længe kørt en politisk kampagne for helt at få fjernet både racisme- og blasfemiparagraffen. Adskillige fremtrædende medlemmer af partiet er blevet dømt for racisme.

Reaktionerne fra godt 1 milliard muslimer vidner om, at nogle har følt sig krænket over at Muhammed fremstilles som bombemand = at islam identificeres med terrorisme. Alligevel vil regeringen ikke have afprøvet blasfemiparagraffen.

Rent faktisk kan justitsministeren ifølge retsplejeloven pålægge anklagemyndigheden at rejse straffesag, selvom regeringen påstår, at den ikke kan. I stedet rejser Lene Espersen på ferie, mens det brænder på. Hvad frygter regeringen fra en retssag? At det faktiske sagsforløb omkring tegningerne, og hvem der har deltaget i intrigen, kommer frem?

International ret er endnu mere klar om ytringsfrihedens grænser – fra FNs vedtagelser om racisme til den europæiske menneskerettighedskonvention. Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 10 handler simpelthen om ytringsfrihed. Her hedder det:

”Stk. 1 Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed, og uden hensyn til grænser

Stk. 2 Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar er der nogle begrænsninger i ytringsfriheden, bl.a. hensynet til beskyttelse af andres gode navn, rygte og rettigheder. FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fordømmer i artikel 4 al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination.
a) Medlemsstaterne skal kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad. ”

I Danmark tillades nazi-organisationer at operere frit. Den sorte reaktion får uhindret lov til at hetze og krænke hele nationer og etniske minoriteter i ytringsfrihedens navn.

Anders Fogh taler hele vejen igennem med to tunger. Med én tunge over for danskerne og med en anden over for den arabiske og muslimske verden, når han udbreder sig om sin og det officielle Danmarks dybe respekt for denne, mens han fører krig i Irak og Afghanistan og har åbnet for alle sluser for antimuslimsk og racistisk hetz.

Netavisen 3. februar 2006