Den store parlamentariske sammensværgelse

Leder
Kommunistisk Politik 2, 2006  

Der er et solidt og stabilt flertal i det danske folketing bag regeringens reaktionære krigs- og klassepolitik. I alle afgørende spørgsmål er der ikke blot tre partier bag regeringens politik, men fem.

Socialdemokraterne og de radikale har trofast stemt for udsendelsen af danske tropper til Afghanistan og Irak – og vil nu gøre det igen. Ikke bare Fogh og Co., men også socialdemokraterne er trofaste partnere for George W. Bush i ‘krigen mod terror’.

Da Danmark sidste år skulle til folkeafstemning om unionsforfatningen, var den store parlamentariske sammensværgelse af regering og opposition på plads: Dansk Folkeparti blev bare byttet ud med SF. Som bekendt nåede den ikke at blive afprøvet, fordi de franske og hollandske arbejderes Nej til forfatningen spændte ben for hele intrigen.

Og nu er de sammensvorne parlamentarikere på banen igen. Denne gang gælder det om at få gennemført det store slag i den nyliberale klassekrig mod arbejderne og det store flertal, som kaldes ´velfærdsreform’ , men som er den store rituelle slagtning af arbejderklassens tilkæmpede resultater gennem årtier. Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale – alle disse bundreaktionære, imperialistiske partiers – er i fuld gang med at tromle monopolernes og EU’s nedskæringspolitik igennem, mens de forsøger at forklare danskerne, at man ‘bevarer’ velfærden ved at forringe og fjerne den!

Skal det virkelig lykkes dem at bilde folk ind (eller i det mindste at få dem til at acceptere det) at ‘velfærden’ bevares ved at hæve den generelle pensionsalder med 2 år – ved at fjerne den i forvejen beskårne ret til efterløn fra man er 60 og hæve den til 62 – eller ved at hæve den generelle folkepensionsalder fra 65 til 67?

Det er at sætte et halvt århundredes resultater i forhold til pensioner tilbage til startpunktet, eller længere tilbage endnu. Arbejderklassen har altid kæmpet for nedsættelse af pensionsalderen – for social sikring i alderdommen, og som konsekvens af den øgede nedslidning i den moderne produktion.

I 1952 fremsatte Socialdemokratiet forslag om en generel folkepension som rettighed for alle – med et stærkt hævet grundbeløb og med en aldersgrænse på 67 år for mænd og 62 år for kvinder (Det var før kvindernes massive indmarch på arbejdsmarkedet – og der var alligevel slet ingen jobs til kvinder over 62).

Først i 1970 trådte den lov i kraft, der gav alle i denne alder ret til folkepensionens fulde grundbeløb. I 1979 indførtes efterlønnen under en stor arbejdsløshedskrise som en mulighed fra de 60 år. Dens store popularitet er også et udtryk for det udbredte ønske om en generelt lavere pensionsalder.
I 1989 blev kvindernes pensionsalder imidlertid hævet til det samme som mændene – 67 år.
I forbindelse med Nyrups efterlønsforringelser i 1999 blev den generelle folkepensionsalder nedsat til 65 år med virkning fra 2004.

Dansk Folkepartis forslag om at hæve pensionsalderen med to år er således både en videreførelse og forringelse af Nyrups forhadte angreb på efterlønnen. Samtidig er den generelle folkepensions grundbeløb forringet kraftigt i realværdi, og er blevet suppleret med en lang række privatiserede pensionsordninger, som efter planen skal blive den væsentligste finansiering af pensionerne. I forhold til Socialdemokratiets forslag af 1952 er der tale om et klart tilbageskridt.

Og det store angreb på pensionerne er blot den synlige begyndelse på det store velfærdsangreb, forklædt som reform. Indtil videre ventes der på regeringens øvrige forslag til forringet, fjernet og privatiseret velfærd, som kun har én eneste rød tråd: at gøre tilværelsen surere og fattigere for arbejderklassen, for de mange – og sikre større rigdom og profitter for de få.

Hvordan skal denne sammensværgelse mod velfærden imødegås? Det skal den ikke, mener den socialdemokratiske fagtop, som går fra nederlag til nederlag og selv bidrager til dem. Eksklusivaftalerne er opgivet uden sværdslag. Efterlønnen er ved at blive det. Pensionsalderen kan sættes i vejret med fagtoppens aktive bistand. LO-toppen er medsammensvoren. Det er skammeligt!

– Det er sidste udkald , siger formanden for Arbejderpartiet Kommunisterne Dorte Grenaa.
– Hvis ikke fagligt aktive kræfter og venstrekræfterne i Danmark finder ud af at rejse protesterne, vil Fogh-planen bare glide igennem …
Det kan hurtigt blive for sent!

Se også
Pensioner skal væk – Hvad mere?
Kommunistisk Politik 2, 2006

Netavisen 18. januar 2006


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne