Jeg skammer mig

Leder
Kommunistisk Politik 25, 2005

– Jeg skammer mig , stod der i det hvide kors på et dannebrog. Det var ét af skiltene ved en hastindkaldt demonstration foran Christiansborg i protest mod de nye prøvekrav, der skal aflægges for at opnå dansk statsborgerskab, endnu en skærpelse ad absurdum af de i forvejen skrappe krav for at blive dansk statsborger.

Efter de hidtidige krav skal man:
Være fyldt 18 år – Ikke have begået kriminalitet af grovere karakter – Ikke have gæld til det offentlige – Kunne dokumentere danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold mv.
Statsborgere fra de nordiske lande kan få indfødsret efter 2 års uafbrudt ophold, anerkendte flygtninge samt statsløse personer kan få indfødsret efter 8 års uafbrudt ophold, mens andre udlændinge kan få statsborgerskab efter 9 års uafbrudt ophold. Ved ægteskab med en dansk statsborger kræves der som udgangspunkt 6 års uafbrudt ophold i Danmark.
Cirka en tredjedel af de flygtninge, der får asyl i Danmark, har været udsat for tortur. Af dem er en lille del så hårdt medtaget, at de har fået varige psykiske skader.

Efter den ny aftale mellem krigsforbryder Fogh og racisterne i Dansk Folkeparti skal personer, der ansøger om statsborgerskab, stilles over for skærpede krav:
1. Danskprøve på et højere niveau end tidligere
2. Prøve i dansk kultur, historie og danske samfundsforhold
3. Krav om selvforsørgelse i fire ud af fem år.
4. Grænsen for udelukkelse fra statsborgerskab p.g.a. kriminalitet sænkes fra 2 til 1 1/2 år.
5. Ansøgeren må ikke have gjort sig skyldig i forhold omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som er forbrydelser mod statens sikkerhed og et udtryk for en general foragt for den danske samfundsorden (terror mv.)

En meget stor del af de indfødte danskere vil ikke have en chance for at bestå Dansk Folkepartis særlige assimilationstest på højt niveau. Størstedelen af de flygtninge, som er torturofre, vil ikke kunne opfylde kravene, simpelthen fordi deres indlæringsevne er svækket. Hensigten er da også at sortere: Dansk Folkeparti er nemlig ikke bare racister, partiet lider af en særlig aversion mod fattige og uuddannede indvandrere. Hvis man kan nøjes med at snuppe dem med en højere uddannelse (og dem er der også en del af), så er det fint. Resten kan gå ad helvede til.

Derfor protesterede en flok ved Christiansborg en råkold decemberdag, danskere og udlændinge, i reaktion mod en politik, som systematisk har lagt indvandrere for had, og som systematisk har hetzen mod muslimer og det muslimske mindretal i Danmark. De sorte præster og kristne korsfarere Søren Krarup og Jesper Langballe fører det store ord.

Det store flertal danskere har i de sidste par år fået rystet deres forestillinger om det lille land. Den (mere eller mindre) berettigede stolthed over at tilhøre en internationalt respekteret nation, som var langt fremme, når det gjaldt menneskerettigheder og social velfærd, er blevet forvandlet til skamfuldhed. Skamfuldhed over at tilhøre et land, som deltager i en barbarisk kolonikrig mod Irak, et land og et folk, der aldrig har gjort os noget. Over at være Bush’s og Blairs juniorpartner i international kriminalitet. Over den institutionaliserede racisme og den infame hetz mod muslimer. Over nedskæringer af ulandsstøtte og reduktion af internationale miljøkrav.

I modsætning til USA og England har vi aldrig haft en stærk antikrigsbevægelse, som har rettet sig mod dansk deltagelse i imperialistiske aggressionskrige. Vi har været vant til at se os selv som ofre for nazitysk aggression.

Det gør ondt, når illusioner bliver rykket op med rode. Skamfuldhed er en sund reaktion. Men den må tilføjes noget andet og mere fremadrettet: Vreden over det danske borgerskab og det beskidte bundt af politikere, der gennemfører dets utilslørede, brutale profitpolitik. Den må suppleres af viljen til modstand, til et opgør med en politik, der er så konsekvent og systematisk reaktionær, og som ikke har noget slutpunkt.

Det er ikke nok at gå til modstand på dette eller hint enkeltområde, for der er tale om en sammenhængende krig mod det værdifulde i det danske samfund og i den progressive og folkelige danske tradition, mod resultaterne af mange generationers kampe.

Skamfuldheden må afløses af stoltheden ved at sige fra – og kraften til at sætte en stopper for Fogh, de sorte præster og hele det reaktionære slæng af købte og betalte klassekrigere i Mærsks og de øvrige monopolers tjeneste.

Netavisen 22. december 2005