2006: Den nyliberale offensiv må stoppes

Kommunistisk Politik 25, 2005

Skal man tro mediemyterne, så sover danskerne i disse år trygt på mursten af guld. Som en bibemærkning kommer op til jul lejlighedsvis et lille indslag om, at nødhjælpsorganisationerne har travlt med flere fattige end nogensinde før. Der rykkes i velgørenhedsgenet…

Mediefiltret skaber en skizofren virkelighedsoplevelse. På den ene side tordner propagandaen dag efter dag, at det aldrig er gået bedre for Danmark, at det går fremad for alt og alle, at rigdommen og de individuelle muligheder aldrig har været større. På den anden side skjules afgørende sider: den voksende fattigdom, udstødelse og masseelendighed i den anden pol. De rige bliver rigere, de fattige hurtigt fattigere: De fattige fortrænges af medier og bevidstheden – og der skabes en identifikation mellem ‘rigdom’ for de få og den generelle ‘danske identitet’.

Denne skizofreni er et resultat af den borgerlige propagandas dominerende indflydelse. Derfor kommer det som et chok i USA, da orkanen Katrina afslører en fattig sort befolkning på bunden af verdens rigeste samfund – eller de dramatiske slumrevolter i Frankrig, der afslører masseelendigheden og det manglende håb i store dele af den opvoksende ungdom.

Denne desperate sociale bund eksisterer også og er voksende i Danmark, efterhånden som virkningerne af den nyliberale politiks fjernelse af de sociale ’sikkerhedsnet’ slår igennem. Den er fortrængt fra mediebilledet, af den parlamentariske proces, af de traditionelle masseorganisationer under reformistisk ledelse, som fagbevægelsen … Tages den endelig op, sker det i en forvrænget form – i form af den racistiske, antimuslimske hetz, som i bund og grund er et dække for den generelle offensiv mod arbejderklassen og dennes underste lag.

Krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen og hans regering har grund til at være rimeligt tilfreds med året 2005. Den genvandt regeringsmagten. Der eksisterer ingen parlamentarisk opposition, kun villige samarbejdspartnere. LO og den socialdemokratiske fagbevægelse som helhed har afskrevet demonstrationer og aktioner som kampmiddel. Der står ikke titusinder af arbejdere foran Christiansborg, når en kommunalreform, hvis sigte er udliciteringer og privatiseringer, eller en sort finanslov vedtages.

Den mest kulsorte og reaktionære regering, Danmark har set siden 2. verdenskrig, får lov til at sole sig i en krigscensureret presses velvillige gengivelse af dens uendelige spin. Fogh stilles ikke til ansvar for hans medskyld i krigsforbrydelser, brug af masseødelæggelsesvåben, tortur, mord, kidnapninger o.s.v. i forbindelse med sit og Mærsk krigseventyr i Irak og Afghanistan. Fogh sejler i smult vande og dækker sig bag Bush og Blair.

Velvillige NGO’er (der lever af statsstøtte) er med til at pudse et image af om Danmark som foregangsland i kampen mod tortur. Den mest fremmedfjendske lovgivning i Europa skærpes til stadighed, inspireret af racisterne i Dansk Folkeparti, og får lov til at passere næsten uden protest.

Vejen er banet for næste akt i den nyliberale klassekrig mod arbejderklassen og det store flertal. Det socialt barberede nyliberale Danmark i monopolernes socialt barberede nyliberale EU. ‘Velfærdsreform’ kaldes det, og det er lykkedes Fogh – takket være velvillige medier og velvillig opposition – at fremstå som nærmest moderat, når pensioner og efterløn står for tur og fald og hele skole- og uddannelsessystemet, indbefattet det værdifulde i den danske pædagogiske tradition, står til den store nyliberale overhaling, der skal gøre den til erhvervslivets skole.

Men Fogh kan også fremstå som ‘moderat’ i forhold til et andet spørgsmål, som vil få afgørende konsekvenser for den nyliberale omstøbning af Danmark: EU’s ’servicedirektiv’ – Bolkestein-direktivet – som står til vedtagelse i EU-parlamentet i januar. Det vil sikre den endelige markedsgørelse af tjenesteydelser – uddannelse, kultur, sundhed o.s.v. bliver handelsvarer. Fogh og den danske regering kan tilmed stå som ‘modstandere’ af dele af direktivet. Det kræver ikke enstemmighed – og stærke kræfter med Blairs England i spidsen går kraftigt ind for det.
Fagtoppen erklærer, at det vil være en katastrofe, hvis det gennemføres – men tager ingen alvorlige skridt til at bekæmpe det.

Det er måske ikke gået op for alle, men Fogh og hans regering tonser løs med en nyliberal offensiv til fordel for monopolerne uden fortilfælde i dansk historie. Året 2006 – og ikke mindst det første halvår – bliver kritisk for, om den vil lykkes. Kun en storstilet massemobilisering vil kunne slå bremserne i og stoppe Fogh og hans sociale nedslagtning.

Den brede folkelige modstand findes allerede. Spørger man danskerne, ønsker de ikke de nyliberale reformer trukket ned over hovedet. Den store demonstration ved Bush-besøget og antikrigsdemonstrationerne viser, at protesten mod krigen lever og vokser. Den hurtige reaktion mod Haarders uddannelsesreform med stærke protester mod slagtningen af folkeskolens 10. klasse og universitetsbesættelser omkring gruppeeksamen og gradueret SU viser det også.

Men hvis ikke protesten samles og kun berører delområder og ikke hele den nyliberale offensiv, og lykkes det ikke at inddrage arbejderklassen som helhed og langt bredere lag i en synlig og massiv protest, vil Fogh triumfere igen.

Netavisen 25. december 2005