Til forsvar for oprøret

Af Patrick Mac Manus
Foreningen Oprør

Foreningen Oprør har vakt en del debat. Det var meningen, og er det fortsat. Også uanset de sigtelser med en strafferamme på ti år, der er blevet rejst. Der er peget på en række problemstillinger ved terrorlovgivningen, ‘terrorlisterne’, den internationale ‘krig mod terror’ og modstandsretten, som vi gerne vil tale ud om, gerne tale med om. Også inden straffen falder, hvis det skulle gå så galt.

At mennesker har ret til at yde modstand mod illegitime magtforhold, herunder væbnet modstand, er blevet overskygget og fortrængt under den såkaldte ‘krig mod terror’.

Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er i dag stemplet som terroristiske. En række stater har intensiveret en intern undertrykkelse, som er blevet tilført ny international legitimitet. Dette er sket i Colombia, i Tjetjenien, i Nepal, i Filippinerne. I den israelsk-palæstinensiske konflikt er de allerfleste organisationer, der har sat sig op imod en folkeretsstridig besættelse, opført på de internationale terrorlister.

Der er behov for en anden model for international konflikthåndtering end den internationale ‘krig mod terror’, som gennem ‘terrorlister’ udstøder modstandsbevægelser fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den politiske og moralske dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer også i kampen mod illegitim magt.

‘Terrorlisterne’ tilsidesætter væsentlige demokratiske og juridiske hensyn. I en udtalelse til EU-kommissionen har uafhængige retseksperter allerede i marts 2003 fremhævet, at listerne og de sanktioner, der knytter sig hertil, skaber en retsstilling for individer, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettigheds- konventions artikler 6 og 13 om ‘adgang til effektive retsmidler’ og retfærdig rettergang, samt at etableringen af sådanne lister burde være forbeholdt den dømmende myndighed, og ikke være overladt til den udøvende myndighed. At etablering af listerne er overladt til stater og efterretningstjenester har bidraget til uigennemsigtighed, vilkårlighed og statslig opportunisme. Og ikke mindst medfører listerne en krænkelse af den uskyldsformodning, der er så centralt i ethvert retssamfund (EU Network of Independent Eksperts in Fundamental Rights, CFR-CDF, marts 2003).

At anfægte og udfordre terrorlisterne har været Foreningen Oprørs udtrykkelige ærinde, og foreningens beslaglagte internationale appel skal ses som udtryk herfor. Beslaglæggelsen er blevet opretholdt af Østre Landsret under henvisning til den europæiske ‘terrorliste’, der er et politisk og ikke et juridisk dokument, og bør ikke kunne danne grundlag for domstolspraksis. Herudover har hverken byret eller landsret forholdt sig andet end lemfældigt til grundlovens paragraf 77, der undsiger ethvert forsøg på at genindføre censur. Der er nu søgt procesbevillingsnævnet om adgang til Højesteret.

I sit opgør med de internationale terrorlister har Foreningen Oprør valgt at fokusere på organisationer, der kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål. Men også troende mennesker har naturligvis ret til at yde modstand mod illegitim magtanvendelse, har ret til at tolke deres kamp i de termer, de finder egnede.

Modstandsretten har en egen etisk standard, der skal overholdes, også uanset statslig terror, uanset den forbitrelse, som enhver borgerkrig må føre med sig. Enhver legitim modstand er besjælet af en kærlighed til det land og til den befolkning, der kæmpes for. Foreningen Oprør afviser enhver sekterisk vold, afviser drab på bygningsarbejdere, der venter på at blive mønstret, drab på fattige fiskere og mennesker, der går til bøn. Terror er nihilistisk. Frihedskamp er i grunden skabende.

Sigtelsen mod Foreningen Oprør for overtrædelse af ‘terrorparagraffen’ er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod ‘terrorlovgivning’, ‘terrorlisterne’ og den såkaldte internationale krig mod terror.

I sin internationale appel opfordrer Foreningen Oprør til, at der ydes støtte til befrielsesbevægelser, der kæmper for social og politisk frigørelse. Dette er ganske som i de år, da ANC modtog omfattende støtte fra dansk side, selv om organisationen blev betegnet som ‘terroristisk’ af den sydafrikanske stat, samt af USA’s og Storbritanniens udenrigsministerier. En opfattelse, der også deltes af danske højrepolitikere, som dengang ikke formåede at dæmme op for den folkelige støtte til opgøret med apartheidregimet.

Foreningen Oprør ønsker at forsvare den rummelighed, der bør kendetegne et demokratisk samfund. Uden en sådan rummelighed, hvor der også er plads til modstand mod begrundet tvivlsom lovgivning, nedbrydes demokratiet. Udviklingen i velfærden i et samfund kan ikke adskilles fra de politiske frihedsrettigheder. Et højt niveau i de politiske frihedsrettigheder er en integreret del af et ethvert egentligt velfærdssamfund.

Begreber som ‘retskulturelt forfald’ og ‘politistat’ er blevet taget i anvendelse til beskrivelse af de senere års udvikling i retsplejen og straffeloven. Ikke mindst er det stigende antal hemmelige procedurer i retsplejeloven blevet udsat for ætsende kritik fra både dommere og forsvarsadvokater.

Civilsamfundet synes i stigende grad at miste sin beskyttelse mod statsmagten. Retssikkerheden og ytringsfriheden er truet af svævende og elastiske bestemmelser, der baner vej for en høj grad af statslig vilkårlighed.

Denne vilkårlighed kan ramme aktivitetsformer, der er og bør være ganske normale i et demokratisk samfund. Straffelovens paragraf 114 kan bringes i anvendelse mod faglige arbejdskampe, civile ulydighedskampagner og den mellemfolkelige solidaritet med andre i deres opgør med illegitime stater og folkeretsstridig besættelse. Og er allerede blevet bragt i anvendelse mod Greenpeace, der i oktober 2003 trængte ind i Axelborg i protest mod gensplejsede afgrøder.

Også blandt dem, som ikke er enige i alle Foreningen Oprørs synspunkter, må modstanden mod den gradvise nedbrydning af retssikkerheden og ytringsfriheden give sig til kende. Det er nødvendigt at flere og flere træder frem, at flere og flere fatter mod i en tid, hvor yderligere indskrænkninger i de politiske rettigheder er i vente. Til foråret fremlægger regeringen yderligere skærpelser af terrorlovgivningen.

De politiske rettigheder, og ikke mindst ytringsfriheden, blev tilkæmpet af et oprørsk borgerskab, der i 1849 også talte om ‘fortvivlelsens selvhjælp’, om det legitime i oprøret, når magten ikke ville give sig på anden vis. I tilpasningen til stormagtens strategi synes det borgerlige samfunds egen politiske tradition at være truet.

Den såkaldte ‘krig mod terror’ opfattes af dens strateger som nærmest permanent tilstand. En ukonventionel, hemmelig krig med skjulte fangelejre og krigsfanger, der ikke anerkendes. En krig, der sætter de konventioner under pres, der udsprang af tidligere krigsformer. En langvarig krig, skjult og uden offentlig indsigt. I ‘krigen mod terror’ udviskes forskellen mellem fredstid og krigstid.

I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en omstilling af mentalitet og vaner. Det er civilsamfundets endeligt, der synes at være det truende perspektiv. Til sidst kan vi alle blive krigens fange.

Den såkaldte internationale ‘krig mod terror’ bidrager til at skærpe konflikterne i verden. Deltagelsen i den amerikanske krigskoalition underminerer den sociale og politiske løsning af konflikterne, som tidligere har været et udtalt mål for dansk udenrigspolitik.

Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad viger den social-liberale stat for sikkerhedsstaten. Sociale og politiske løsningsmodeller er blevet trængt i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til den statslige myndigheds sikkerhedsmæssige interesser.

Den gradvise nedbrydning af politiske rettigheder synes drevet af en neoliberalistisk statslig strategi, hvor en deregulering af økonomien ledsages af en skærpet regulering af den sociale og politiske adfærd. Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og på det internationale niveau for militær magt, for krig og besættelse.

På globalt niveau er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand. Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den globale økonomiske dagsorden.

‘Krigen mod terror’ er i disse år også blevet forvandlet til en ‘krig mod flygtninge’. Det er ikke længere flygtningen, der skal beskyttes, men staten. Mens ‘krigen mod terror’ har undermineret Genevekonventionen af 1949 om behandlingen af krigsfanger, har ‘krigen mod flygtninge’ på lignende vis undermineret Genevekonventionen af 1951 om flygtningenes beskyttede status.

Endnu engang er ondskabens trussel blevet manet frem i den såkaldte ‘krig mod terror’. Det er sket før. Det er sket så mange gange før, at vi burde være blevet mere skeptiske, mere immune over for magtens trusselsbilleder. ‘Krigen mod terror’ er magtens nye fortælling. Og som altid en fortælling, der hviler på frygt, en fortælling, der nærer frygten.

Det er nødvendigt at fastholde, at den egentlige trussel i verden ikke er de skyggeagtige figurer, der planlægger terroristiske attentater. Truslen mod verden er ikke skjult, ikke skyggeagtig. Den er der, så alle kan se den: fattigdom, sygdom og sult. De er tidens masseødelæggelsesvåben. Truslen i verden er den ydmygelse, svigt og tab, der rammer millioner og atter millioner i denne verden. Terrorisme er ikke en mørk gåde, gåden er måske endda at den er så ringe i sit omfang.

Terrorens ‘objektive’ forudsætninger er i uformindsket omfang til stede i form af kronisk uløste konflikter i verden. Om dens ‘subjektive’ forudsætninger vil tage til i omfang vil afhænge af verdenssamfundets vilje til at løse disse konflikter, herunder de interne konflikter, som ‘intifadaen’ i de franske byer blot er et enkelt udtryk for. Måske allerede glemt, men konflikten vil igenvise sig.

Demokratiske samfund kan igen miste sig selv, og i disse år kan de synes i fare for at gøre det. Hvis et samfund vælger et vidtgående sikkerhedshensyn frem for den udvidelse af de demokratiske rettigheder, der alene kan løse de globale og interne konflikter, vil dette sikkerhedshensyn før eller senere vende sig mod samfundet. Og i et sådant samfund vil netop ingen kunne vide sig sikker.

Netavisen 13. december 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne