Hvordan vinder vi kampen om uddannelsen?

Af Lars Grenaa

I sidste nummer af de pædagogstuderendes blad PULS kunne man læse, at de pædagogstuderende havde forladt forhandlingerne med Bertel Haarder om den nye pædagoguddannelse.
Det skete ud fra nogle strategiske og politiske overvejelser, og fordi vi ikke troede, at vi kunne få indflydelse på reformen gennem forhandlinger.
Læs her om, hvorfor PLS har valgt en aktivistisk linje.
Lars Grenaa er medlem af PLS’ forretningsudvalg.

Det stod på et tidligt tidspunkt i forhandlingerne klart, at Bertel Haarder havde en anden politisk dagsorden end PLS. Hvor vi ønskede at forbedre uddannelsen ved blandt andet at gøre den lønnede praktik SU-finansieret og afskaffe taxametersystemet, ønskede Bertel Haarder at forringe vores uddannelse og snige sit menneskesyn ind mellem linjerne, et menneskesyn, der handler om, at barndommen skal afskaffes, for at børnene kan blive hurtigere og bedre klar til skolelivet – og dermed i sidste ende komme hurtigere på arbejdsmarkedet.

PLS kunne ikke være mere uenig. Vi siger: Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet!

Da vi holdt Bertel Haarders menneskesyn op mod de konkrete tiltag på hele uddannelsesområdet, han er kommet med, var det tydeligt at se, at Bertel Haarder er i gang med en grundlæggende ændring af den holdning, vi i Danmark normalt har haft til barndommen og uddannelse.

Bertel Haarder og den borgerlige regering ønsker at gøre barndommen til en stor læringsproces i stedet for en dannelses- og udviklingsproces. Det ser vi konkret udført i forhold til læreplaner og sprogstimulering og gennem nedskæringer, fordi opbevaring og indlæring ikke kræver de store ressourcer. Og samtidig ønsker de at uddanne danskerne hurtigere og hurtigere, samtidig med at flere og flere står af ræset, i takt med at der bliver færre og færre midler til uddannelsen og hele det pædagogiske arbejdsområde.

Dette har de Dansk Industris opbakning til. De foreslog for nylig at ændre SU’en, så den fremover bliver givet som lån. Og hvor man slipper for tilbagebetaling, hvis man gennemfører sin uddannelse på normeret tid. Det er klar tale: forbedringer til den målrettede elite!

Forhandling eller konfrontation?

Det er altså en samlet liberalistisk offensiv bestående af den borgerlige regering, folketingets parlamentariske flertal og det danske erhvervsliv, vi står over for. Og de har magten til at gennemføre deres liberalistiske dagsorden. Som ikke er til forhandling. For de er nødt til at tilpasse uddannelsessystemet og det pædagogiske arbejdsområde til resten af EU-landene og til erhvervslivets ønsker, og de har midlerne til det.

PLS valgte i den situation at forlade forhandlingerne og søge indflydelse på andre måder. Vi valgte i stedet at forsøge at råbe den danske befolkning op og forklare befolkningen, hvad Bertel Haarder og Co.s planer går ud på, og hvilken retning de vælger for vores alles fremtid.

PLS og de enkelte pædagogstuderende må gøre, hvad de kan for at informere alle mennesker om den borgerlige regerings politik og konsekvenserne af denne. Og vi må søge at gøre det klart for de mennesker, at det ikke er muligt at stoppe den borgerlige regering, medmindre vi står sammen og presser dem til at opgive deres planer.

For i PLS tror vi på, at vi gennem en bevidstgørelse af den danske befolkning om hensigten bag regeringens politik, og herunder hensigten bag Bertel Haarders reform af pædagoguddannelsen, og en deraf følgende holdningsændring kan påvirke politikerne og få vores krav i gennem.

Det kræver selvfølgelig, at politikerne er villige til at gøre, som befolkningen ønsker, hvilket den nuværende borgerlige regering ikke ligefrem har vist villighed til.

Vi er derfor nødt til at lægge et massivt pres på regeringen, og vi er nødt til at vise, at vi er villige til at tage mange forskellige midler i brug, og måske indse, at vi er nødt til at tvinge regeringen til at ændre politik.

Handling skaber forvandling!

PLS må tage initiativ til, at de pædagogstuderende og andre i samme situation og med samme krav kommer ud af undervisningslokalerne og arbejdspladserne og ud på gaden. Gennem demonstrationer, direkte aktioner og almindeligt oplysningsarbejde må vi gøre vores synspunkter gældende og vise vores vilje til forandring.

Vi kan demonstrere over hele landet – ved rådhuset, i gågaden og foran folketinget. Gennem demonstrationerne viser vi vores antal og mangfoldighed. For vi kan selvfølgelig også demonstrere sammen med andre i sammenhænge, hvor vi har en fælles sag med andre studerende eller befolkningsgrupper. Den konkrete solidaritet er vi nødt til at vise, fordi ingen enkeltstående faggruppe kan stå alene. Vi må tage pædagogerne, lærerne, sygeplejerskerne osv. under armen og skabe en offensiv mod ”Haarderficeringen” af vores arbejdsområde og samfund.

Men også gennem direkte og symbolske aktioner kan vi skabe opmærksomhed om vores synspunkter og vores styrke. Når vi f.eks. mødes i tusindvis foran Folketinget for at begrave pædagogikken, gør vi på en symbolsk måde befolkningen opmærksom på, at det står galt til. Vi kunne også begå kollektivt ”selvmord” og melde os ud af studiet, eller sætte vores seminarier til salg til højestbydende firma, så vi kan få indført en ordentlig arbejdsmarkedsrettet opdragelse af børnene, for nu at nævne nogle fantasifulde eksempler.

Vi kunne gennemføre direkte aktioner, besætte vores semiarier for at kræve vores eget dannelses- og udviklingsrum tilbage og selv være med til at skabe det. Eller for at illustrere, at uddannelsessystemet er til for de studerende og ikke omvendt!

Og for at føre den tanke ud i livet kunne vi besætte Bertel Haarders kontor og sætte en gruppe studerende i hans stol. Så skulle de bare skynde sig at trække eksamensbekendtgørelsen tilbage og ændre mange andre af Bertel Haarders tiltag.

Derudover kunne vi blokere trafikken for at symbolisere, at uden vores medvirken går Danmark i stå. For at illustrere, hvor vigtig en opgave vi udfører for samfundet gennem det pædagogiske arbejde.

Ved at gennemføre aktioner som ovenfor ville man fremtvinge en debat om udviklingen i Danmark, og vi ville vise, at vi bakker vores ord op med handling.

Strejken som middel

Men hvis ingen af vores argumenter eller et massivt pres fra befolkningen kan få den borgerlige regering til at trække deres liberalistiske planer tilbage, så må vi tage vores stærkeste våben i brug – nemlig strejken.

En strejke er et meget konsekvent middel til at tvinge sine synspunkter igennem. Gennem en arbejdsnedlæggelse vil vi sætte uddannelsen af nødvendig arbejdskraft til erhvervslivets opdragelse af samfundsborgerne i stå. Det er noget, de vil kunne mærke i den borgerlige regering. I den situation vil vi befinde os i en udmattelseskamp med den borgerlige regering om, hvem der først smider håndklædet i ringen og bukker under og accepterer modstanderens dagsorden.

For at kunne gennemføre og bruge en strejke til at ændre udviklingen til fordel for de mange, må den være velforberedt, både politisk og organisatorisk. Det vil sige, at vi allerede nu må begynde at diskutere, i hvilken situation vi kan bruge strejken, og hvordan den skal foregå. Vi kan jo oprette vores egen uddannelse og undervise hinanden, så vi ikke spilder tiden, men vi kunne også blokere alle daginstitutioner i Danmark, så strejken blev endnu mere effektiv. Diskussionen om strejken skal tages blandt os medlemmer af PLS, og vi skal føre den videre og tage den med vores medstuderende, underviserne og rektorerne.

En strejke kan umiddelbart virke som en meget militant og voldsom metode i den politiske kamp, og det er da også et direkte konfrontativt og konsekvent middel i det ”konsensussøgende” danske politiske klima.

Man skal imidlertid huske på at alt det, vi betegner som danske velfærdsgoder, er rettigheder og goder, som den danske arbejderbevægelse har vundet gennem hårde kampe og lange og store strejker. Hele Danmarks sociale udvikling er bygget på blod, sved og tårer fra danske arbejderes strejker og deres vilje til at stå fast på nogle medmenneskelige holdninger.

Også vi medarbejdere inden for det pædagogiske område kender til strejker som et middel til at opnå forbedringer og undgå forværringer på vores arbejdsfelt.

Senest så vi de københavnske pædagogers kamp for at bevare fritidshjemmene blive vundet gennem en for pædagogerne hård strejke. En strejke, som PLS og de pædagogstuderende i øvrigt støttede aktivt op om.

Hvis vi føler, at vores sag er ædel og ofre værd, og hvis vi føler os som en slags bannerførere for en retfærdig og solidarisk pædagogisk og social udvikling, der tilgodeser det store flertal af danskernes behov, så kan vores strejke blive nødvendig og også gunstig. For i den situation kan vi opnå støtte fra andre faggrupper og resten af fagbevægelsen, og på den måde bygger vi en samlet modoffensiv til den borgerlige regerings generalangreb på den danske arbejderklasse og de velfærdsgoder, denne har.

Et skridt ad gangen …

Først og fremmest må vi i klasserne skabe debatten om samfundets udvikling og den borgerlige regerings politik på seminarierne og skaffe opbakning og aktiv støtte fra medstuderende, undervisere og rektorer. Alle pædagogstuderende må stå sammen om en politik for flertallet, og i praktikkerne og på vores arbejdspladser må vi søge opbakning fra forældre, kollegaer og brugere.

I den kommende tid må PLS også søge og finde andre grupper og organisationer, der ligesom os kæmper for en anden udvikling for vores samfund. Vi skal finde allierede i den pædagogiske verden, i fagbevægelsen, blandt de danske studerende og i resten af befolkningen. Vi må være opmærksomme på, at den nyliberale offensiv foregår på mange områder, og derfor være åbne over for at arbejde sammen med en stor mangfoldighed af organisationer i kampen for at stoppe den for os selv, vores brugere og for resten af den danske befolkning katastrofale udvikling.

Og derfra må vi skride til handling …

Artiklen har været bragt i det seneste nummer af PLS’ blad PULS
Se originalartiklen
her i pdf

Se også
Tale til pædagogikkens bisættelse
Af Lars Grenaa

Netavisen 13. december 2005