Uro i baggårdene

Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 22, 2005

Respekt. Respekt for mennesker eller for penge? Der råbes på det første, men det er det sidste, der serveres.

I mange år er overskuddet af indvandrere fra Nordafrika til Frankrig blevet parkeret i betonbyggerier i udkanterne af Paris, Marseilles og andre storbyer. Det er områder, man som turist bliver opfordret til at holde sig fra, og der er heller ikke meget andet end trøstesløshed at få øje på.

Fra metroen i Paris’ forstæder så jeg den pjaltede kone i sutsko, skrotsamlere, narkomaner, drankere, luddere. Samfundets udskudte var lette at få øje på. Og grupperne af unge, der hang ud på gaden. På perronen og i toget flokkedes udslidte kassedamer, vinduespudsere og andre tilsyneladende i lavtlønsjob at dømme efter påklædning og indkøbsposer.

Husene vender lissom ryggen til. Mange vinduer er lukket med plastik eller brædder. Paraboler, en enkelt forhutlet potteplante, masser af katte og hunde og overfyldte skraldespande tegner gadebilledet. Forretningslivet ser ud til hovedsageligt at bestå af tobaksforretninger og pizza-barer. Selv reklamer er det småt med, bortset fra dem, der retter sig mod togpassagererne.

Også omkring andre storbyer i Europa ser man tilsvarende kvarterer, i Paris er de bare større, uendelige forekommer de.

Uden for Paris’ berømte loppemarked sidder gadesælgere, der ligner dem, jeg mødte i Marokko uden for grænsen til Melilla. Her er der bare lidt flere skruer, knapper, tomme æsker og udslidte sko at vælge imellem.

Nu er der sat en tændstik til dette ulmende bål af vrede opsparet gennem mange års fornedrelse. Mennesker uden arbejde, uden uddannelse, uden fremtidsudsigter reagerer med et raseri og et had, der ikke kan styres af politi og væbnet magt. Der er intet at miste.

Jeg venter hver dag at høre, at socialister og kommunister i Frankrig, i Danmark, i resten af Europa melder ud, råber op, sender deres højlydte protester mod den mishandling af mennesker, der er baggrunden for de såkaldte optøjer, og kræver af deres regeringer, at der skaffes arbejde til alle. Uddannelse til alle og boliger til alle.

Jeg fornemmer en opgivenhed. Vi kender jo svaret. Vi ved jo, at der ikke skaffes bedre forhold. Vi ved jo, at råbet ikke bliver hørt. Det er ikke nok for mig. Hvis ikke vi forstår, at vi som kommunister her står foran vores prøve, serverer vi aktionsretten til reaktionen, nyliberalismen og fascismen.

Netavisen 11. november 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne