Rød Oktober

Leder
Kommunistisk Politik 22, 2005

Den 7. november var for første gang i årtier en almindelig arbejdsdag i Rusland. Men det var også 88-årsdagen for Oktoberrevolutionen (25. oktober 1917 efter gammel russisk tidsregning) og titusinder af kommunister og arbejdere gik på gaderne for at fejre den. Sidste år strøg Vladimir Putin revolutionsdagen som arbejdsfri festdag og erstattede den t med en fridag 4. november – ‘dagen for folkets enhed’.

Men revolutionsdagen bliver fejret alligevel. Titusinder gik i Moskva på gaderne med røde flag og bannere mod oligarkerne og regeringen og med portrætter af Lenin og Stalin.

For Oktoberrevolutionen er populær blandt russerne. En helt ny meningsmåling (fra Yury Levada analyseinstituttet), gennemført i oktober i 46 af Ruslands provinser, viser at 57 pct. af russerne mener, at Oktoberrevolutionen førte til fremgang for landet og folket. 26 pct. mente, at revolutionen åbnede for en ny æra i landets historie, og 31 pct., at revolutionen førte til økonomisk og social udvikling. 16 pct. mente, at den forsinkede udviklingen, 15 pct., at den var en katastrofe for det russiske folk.

Hvis Oktoberrevolutionen fandt sted i dag, ville kun 7 pct. af nutidens russere bekæmpe bolsjevikkerne. 17 pct. ville støtte dem fuldt ud, og andre 17 pct. ville støtte dem delvist. 28 pct. ville afvente dens udfald; 14 pct. ville tage til udlandet.

Det er bemærkelsesværdige tal. De kommer efter at russerne i årevis i medier og skoler har været fyldt med den mest reaktionære, løgnagtige antikommunistiske propaganda, spredt af og importeret fra Vesten– og efter at de i årtier var udsat for den revisionistiske propaganda mod Stalin-æra’en, den socialistiske opbygnings og den antifascistiske krigs storslåede kampperiode.

Det er simpelthen russernes grundfæstede overbevisning, at revolutionen bragte fremgang og en ny og bedre tid. Det samme vil aldrig kunne måles for perioden efter Stalins død – og slet ikke for tiden efter Sovjets opløsning i 1991.

Oktoberrevolutionen var ikke kun af betydning for Rusland og det russiske folk. Det var første gang et nyt samfundssystem blev født, der ikke var baseret på udbytning og undertrykkelse, på en lille overklasses beherskelse af arbejderne og samfundets store flertal. Den var en del af den første bølge af socialistiske revolutioner – og med alle sine begynderfejl og vanskeligheder beviste det første socialistiske samfund nogensinde, at det var det kapitalistiske samfund og alle udbyttersamfund overlegent.

Det fremkaldte en skaberkraft hos sovjetfolkene, som udvirkede mirakler. Virkelige mirakler, som langt overgår nutidens lovpriste blændværk som Asiens nu kollapsede tigerøkonomier, eller det kapitalistiske boom i Kina, for en stor del finansieret af amerikansk kapital. Disse ‘mirakler’ har ikke skabt social fremgang og velstand for alle, men blot beriget et mindretal.

Sovjet forsvarede socialismen mod angrebet fra Hitler-fascismen, datidens stærkeste og mest aggressive militærmagt – og i efterkrigsårene genopbyggede de landet i rekordtempo. Sejren over fascismen udløste den anden store bølge af socialistiske og antikolonialistiske revolutioner.

I de sidste 15 år siden Sovjets sammenbrud, har verdens folk fået tudet ørerne fulde af propaganda om, at socialismen er færdig, har spillet fallit, ikke virker, og i bedste fald er en ubrugelig utopi. Adskillige økonomiske kriser, sociale nedture og brutale aggressionskrige senere begynder denne propaganda at krakelere.

Kapitalismen og imperialismen – nu under navne som ‘globalisering´, ‘markedsøkonomi’ og ‘nyliberale reformer – har fremkaldt en tsunami af global elendighed, af menneskelig lidelse og brutal undertrykkelse (med Irak som det uafrystelige billede derpå). Men de har også fremkaldt en global reaktion og modstand i masseskala, en folkelig protest, som søger frem.

For første gang i flere årtier indtager spørgsmålet om en socialistisk fremtid igen en plads på den globale dagsorden. Det blev udtrykt af det indlæg, Venezuelas præsident Hugo Chavez holdt på et massemøde i Mar del Plata, Argentina, i protest mod USAs topmøde. Socialismen er nødvendig, kapitalismen og imperialismen duer ikke, sagde han.

Vi ved ikke præcis, hvilken ’socialisme’ Hugo Chavez forestiller sig eller arbejder hen mod. Det er heller ikke afgørende: Det afgørende er hvad det er udtryk for: Den tredie bølge af socialistiske revolutioner er under opbygning.
Oktoberrevolutionen viste vejen ….

Redaktionen 7. november 2005

Netavisen 9. november 2005