Slumrevolte i Frankrig

Brutal undertrykkelse af fattige immigranter i forstæderne til Paris, er baggrunden for unges slumrevolte. Den franske indenrigsminister Sarkozy, og den franske regerings politistatsmetoder har spillet fallit mod de vrede og frustrerede unge. Mere end 1000 unge er blevet arresteret efter nu 11 nætters uroligheder med bilafbrændringer m.m. – og voldsomme kampe med politiet.


Som efter en orkan …

Forstæderne til Paris virker som et fremmed land – her lever næsten fem millioner mennesker under forhold som normalt kun er kendt fra ulande. Arbejdsløsheden er nogle steder på 30% og fremtiden er udsigtsløs for de fattige børn og unge. Vreden og frustrationen rettes mod det brutale politi, men også mod biler, skoler og andre ting, der kan symbolisere det velfærdssamfund, der ikke har plads til dem.

Opsparingen af utilfredshed blev udløst den 27. oktober, da tre unge på 15-21 år havde søgt tilflugt for politiet i en transformatorcentral. De to yngste på 15 og 17 blev dræbt på stedet, da de rørte ved højspændingsledningerne.

Herefter er fulgte mange dage med natlige optøjer, da politiet den 30 oktober optrappede indsatsen og bl.a. affyrede en tåregasgranat mod en moské, udviklede situationen sig til en landsdækkende krise. Siden er flere hundrede unge er blevet anholdt, og over 1000 køretøjer, skoler, butikker er blevet brændt af.

Beboerne står både magtesløse i den voldspiral som den franske regering har iværksat. Mohamed Rezzoug, der er træner på fodboldholdene i forstaden Le Blanc-Mesnil, har forsøgt at få de unge til at standse ildspåsættelserne.
– Det er jo mine unge drenge, der render herude. Det er hverken hårdkogte forbrydere eller organiserede bander, forklarer han i avisen Le Parisien. – Jeg prøver at forhandle med de unge for at undgå, at de sætter ild til gymnasiet. Men de kigger bare på mig med et blik, jeg ikke har set før. ‘Momo’, siger de, ‘vi smadrer det hele’, fortsætter han.

Allerede da indenrigsministeren Nicolas Sarkozy trådte til I 2002, kom han ud til kvarteret Clichy-sous-Bois og annoncerede sin nul-tolerance politik. Dengang dækkede han sig ind under beskyttelse af det jødiske mindretal – i dag er det tydeligt, at den populistiske retorik mod antisemitisme blot var et alibi for at indføre politistatsmetoder mod de fattige.

Med disse slumrevolter oplever Frankrig og EU-landene igen noget, der hyppigt forekommer i USA: Ghetto-ormåder der eksploderer i protest mod ydmygels og magtens brutalitet. Det er typisk racistiske politiovergreb, som er den gnist, der får den latente krudttønde til at sprænge i luften. Slumrevolten udstiller den kiksede ‘integration’ – som er et ordskilt over skabelsen af et fattigt lavproletariat på bunden af samfundet.

Men der er endnu flere elementer i den massive slumrevolte i Frankrig:
Den kommer efter den franske arbejderklasses afgørende Nej til den Europæiske Unions forfatning og er det andet store slag i ansigtet på den nyliberale politik, som både den franske regering og den ’socialistiske’ opposition står for. Slumrevolten er et udtryk for at millioner af unge indvandrere ikke tilbydes noget fremtidsperspektiv af den nyliberale unionsmodel, som alle medlemslande har etableret i den seneste årrække.

Det er også blandet snævert sammen med spørgsmålet om de unges identitet og baggrund – herunder deres religiøse identitet. Mange af dem er muslimer – og i Frankrig har det påtvungne tørklædeforbud vakt stor harme og frustration hos det muslimske flertal blandt indvandrerne. De oplever det som et åbent angreb på deres identitet, som et forbud mod at være muslimer. Deres religiøsitet accepteres ikke af det officielle Frankrig på trods af de højtidelige erklæringer om trosfrihed og på trods af tørklædeforbudets sekulære begrundelser, som opleves som rent hykleri.

Ghetto-eksplosionerne er det direkte resultat af den modbydelige cocktail af økonomisk, racistisk, religiøs og politimæssig undertrykkelse.

Revolten i Frankrig har den uformulerede protests kaotiske karakter, savner retning og opstiller ikke samlende politiske krav. Nu har det officielle Frankrig har med Chirac i spidsen erklæret, at revolten simpelthen skal undertrykkes af politi – måske af militær. Det er en risikabel og ufarbar vej, som med sikkerhed vil føre til yderligere polarisering.

Den franske regering og den ’socialistiske’ opposition bør erkende og indrømme, at den nyliberale politik er slået fejl – at undertrykkelsen af den marginaliserede ungdom er et vildspor – og den forhadte indenrigsminister Nicolas Sarkozy fyres på gråt papir.

Hvad der sker i Frankrig i disse dage kan være et forvarsel om, hvad der kan ventes i alle unionslande – og i Danmark, hvis ikke der fuldstændig ændres politik og signaler fra regeringen og systemet.

Netavisen 7. november 2005