Dansk fagbevægelse i kviksand

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 21, 2005

Der er igen blusset en debat op om dansk fagbevægelses overlevelsesmuligheder. Som så mange gange tidligere menes der i denne debat den etablerede danske fagbevægelse tegnet af den absolutte top med LO-spidserne i teten.

Forbundsledelserne spiller de skarpe riddere, mens lederne af fagforeningerne i det store og hele kan betegnes som tro væbnere. Alle kan i forskellige grader betegnes som ‘arbejderaristokrater’.

Senest er det formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), Dennis Kristensen, der har blæst i dommedagstrompeten:
– Hvis ikke vi får vendt skuden, tror jeg ikke dansk fagbevægelse har mange år tilbage , lyder profetien, idet LO-forbundene på 11 år har mistet 140.500 medlemmer. Alene KAD og SiD – i dag fusioneret til 3F – mistede i 2004 tilsammen 12.802 medlemmer.

Dennis Kristensen henviser til den medlemskrise, der har været gældende i dansk fagbevægelse i flere år og ser ud til at tage til i styrke. Han mener, at LO’s fornyelsesproces er gået i stå:
– Vi har relativt få år til at forny os, hvis de unge overhovedet skal kigge til vores side. Jeg kunne godt være venner med flere, men den tidshorisont, vi har til rådighed, hvis vi vil bevare en afgørende indflydelse, giver ikke plads til at tage det stille og roligt .

Debatkulturen er usund og ”sammenlignelig med Kreml”, og selvom LO officielt har kappet båndene til Socialdemokraterne, fungerer LO stadig som et etpartisystem, citeres han for at mene.

Nu er Dennis Kristensen enestående i den forstand, at han som formand for så stort et forbund ikke er medlem af Socialdemokraterne! Han er tidligere medlem af DKP. Den blå bog fremtvinger en vis sympati, og hans intentioner om fornyelse kan på den baggrund tillægges mulige reelle hensigter til gavn for arbejderne.

Siden daværende LO-formand Thomas Nielsen for omkring 30 år siden erklærede, at dansk fagbevægelse har sejret ad helvede til, har dansk fagbevægelse forsøgt at forny sig. Det er sket under fanfarer om brud med det socialdemokratiske parti eller med henvisning til, at klassekampens tid var forbi, hvorfor bevægelsen skulle omdannes til en serviceorganisation.

Det har aldrig skortet på forslag til fornyelse. De har alle bygget på, at klassekampen var fortid, at den danske arbejder var befriet for sine lænker og trådt ind i en ny æra af demokrati, der gav ham/hende retten til at vinde ligelige dele af samfundets overflod, der tidligere var tilegnet et mindretal i samfundet kaldt kapitalister.

Alle arbejderaristokrater er enige om, at medlemskrisen er et regulært problem, der i værste fald – for dem – kan betyde, at de saver den gren over, de selv sidder på. De ernærer sig jo i største udstrækning af medlemmernes kontingenter. Derfor er det af største vigtighed, at de overbeviser medlemmerne om, at deres ledere er på rette vej: ”Bevægelsen er under fornyelse.”

For år tilbage ”brød” de med det socialdemokratiske parti. Siden har bevægelsen været på vej til uafhængighed og selvstændighed. ”Bruddet” var dog kosmetisk. Det dækkede over nogle ligegyldige vedtægtsændringer, mens de ideologiske bånd fik lov at bestå, og medlemmerne betaler stadig til den reformistiske partikasse.

I den kommende weekend beslutter HK, hvorvidt fornyelsen også skal bestå i, at arbejdsløse skal fratages deres demokratiske stemmeret ved overenskomstfornyelser.

Dennis Kristensens fornyelse er imidlertid ikke vejen frem. Han har i sin formandstid præsteret at legalisere kristelige arbejdsgiverorganisationer, idet han har holdt hånden over lokale FOA-afdelinger, der har tegnet overenskomst med kristelige arbejdsgivere. Det var FOA-formanden, der brød borgfreden, når det gjaldt om at holde de tværfaglige a-kasser (VK-regeringens hjertebarn) ude fra LO-forbundene. FOA har desuden i det sidste årti udmærket sig ved at være spydspidsen, når det gjaldt om at gennemtrumfe ”fedterøvstillægget” i de offentlige overenskomster.

Dennis Kristensen tilhører med andre ord den fløj af den tidligere revisionistiske bevægelse, som nu i deres fornyelsesiver overhaler selv den reformistiske socialdemokratiske linje højre om. Det sker i et sådan tempo, at han ved flere lejligheder har ”truet” med at melde FOA ud af LO og ind i FTF.

Dansk fagbevægelse har ikke brug for ”fornyelse”. Der er brug for mere skarp lud – vi kunne kalde det for en renselsesproces. Toppen har via klassesamarbejde bragt sig ud i kviksandet, hvor de vil retfærdigvis vil gå til grunde. Tempoet afhænger af arbejdernes opgør med aristokraternes illusioner.

Netavisen 29. oktober 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne