”Et liv efter arbejde”

Kommunistisk Politik 19, 2005

Ved benyttelse af ovenstående overskrift har Benedicte Toftegaard, formand for mediegrafisk brancheklub under HK afdeling 5, givet sit bidrag til debatten om arbejdstiden. Debatten er i allerhøjeste grad tiltrængt. Specielt i betragtning af, at den er under kraftig beskydning fra de liberale økonomer og politikere.

Senest er Jørgen Søndergaard, direktør for Socialforskningsinstituttet (SFI), fremkommet med den opfattelse, at arbejdstiden ikke længere alene må aftales blandt arbejdsmarkedets parter i overenskomsterne:
– Vi er vant til at tænke, at det er arbejdsmarkedets parter, som selv aftaler arbejdstid. Men kortere arbejdstid vil udhule finansieringsgrundlaget for velfærden. Derfor kan man ikke bare lade parterne frit aftale kortere arbejdstid – de har et medansvar .

– Kortere arbejdstid er ikke gratis, og det vedrører ikke kun parterne, det vedkommer hele samfundet , udtaler Jørgen Søndergaard.

Det mest effektive angreb på arbejdstiden har været de sidste tyve års fleksibilisering. Masser af ordninger har gjort 37 timers-ugen til en teoretisk størrelse, der står til pynt i overenskomsten. På masser af arbejdspladser gives der ikke overarbejdstillæg ved overarbejde, men i stedet afspadseres time for time ( 37 procent af funktionæransatte i mediegrafisk får ingen betaling for overarbejde).På masser af andre arbejdspladser arbejdes i 48 timer om ugen i det ene halvår og 26 timer om ugen det andet halvår – uden overarbejdstillæg. Det er blot to eksempler på, hvordan den ”faste” ugentlige arbejdstid er blevet undergravet.

Benedicte Toftegaard beskriver selv, hvordan hendes medlemmer oplever de fleksible forhold:
”Indflydelse på arbejdstiden og arbejdets tilrettelæggelse er relativt ukendt. Hver tredje af vores medlemmer har oplevet, at deres arbejdstider er blevet (dikteret) ændret inden for et år. 18 % blev varslet dagen før og 32 % med mindre end en uges varsel.
Ikke bare skiftende arbejdstider men også tre dages uge med 12 timers vagter og weekendarbejde er forekommende. Det er tankevækkende, at når vores medlemmer bliver spurgt om, hvor lang en arbejdsdag maksimalt må være, før man er udkørt, er det gennemsnitligt 7,8 timer på daghold og 6,6 timer på nathold. Jo ældre kollegerne bliver, desto kortere ønsker man den daglige arbejdstid.”

Debatten må rejses på arbejdspladserne


Påskestrejkerne 1985: Kravet var 35 timers arbejdsuge

Derfor er der i allerhøjeste grad brug for en ny diskussion på arbejdspladserne om arbejdstiden. Benedicte Toftegaard fastslår korrekt i sin indledning:
”Sidst arbejdstiden for alvor stod på dagsordenen, var under påskestrejkerne i 1985, hvor parolen var en 35 timers arbejdsuge. Strejkerne endte umiddelbart i nederlag, men dels var mange arbejdspladser inden for den private sektor efterfølgende i stand til at sikre sig betydelige lønstigninger, dels var arbejdsgiverne blevet så rystede over strejkerne, at de ved overenskomstforhandlingerne to år senere gik med til at sænke arbejdstiden fra 39 til 37 timer.
Siden da har fagbevægelsen ikke haft samme fokus på arbejdstiden. Årsagen kan nok delvist tilskrives, at nedsættelsen mange steder blev udlignet med en kaffepause og ved, at man løb lidt stærkere.”

Hendes ærinde med sin kronik er specielt at sætte fokus på nedslidning ved natarbejde, skiftehold og overarbejde, hvorfor hun rejser følgende spørgsmål:
”Nu er arbejdstiden er på det overenskomstmæssige område fortsat 37 timer. Den danske arbejdskraft går for at være en af verdens mest effektive. Dette hænger sammen med vores arbejdsindsats, når vi er på arbejde. Men det har sin pris.
Hvordan er det med arbejdstiden? Er vi tilfredse? Hvilken betydning har arbejdstiden for vores arbejdsliv? Har vi stadig brug for et ‘samlende’ arbejdstidskrav eller for noget helt andet?”

Benedicte Toftegaard giver selv bud på spørgsmålene med henvisning til slagteriarbejdernes seneste overenskomst, hvori den enkelte selv ud af en pulje kan vælge, hvorvidt man vil benytte den til fridage, lønforhøjelse eller ekstra pensionsbidrag:
”Ideen om at lave overenskomster, hvor medlemmerne bruger en del af de opnåede forbedringer efter eget valg, er en udfordring for fagbevægelsen, som kræver nytænkning.”

Denne retning er en oplagt fortsættelse af den individuelle overenskomst, der i stadig større grad undergraver den kollektive overenskomst.

Løsningen på nedslidningen må udtrykkes i et klart og markant krav om arbejdstidsnedsættelse kombineret med respekten for og fastholdelsen af en fast arbejdstidsuge: 30 timers arbejdsuge seks timer om dagen på ugens fem hverdage. Hertil kan der indregnes klækkelige kompensationer til skifteholds- og natarbejde.

Beregninger viser, at hvis vi bringer de omkring 850.000 ledige par hænder i arbejde, så kan vi fastholde den samme produktivitet med en 20 timers arbejdsuge!

Så kan kravet om en 30 timers arbejdsuge jo passende være en start.

Se
Et liv efter arbejde
Natarbejdet burde være hele fagbevægelsens dårlige samvittighed. Og så er der det med overarbejde.
Af Benedicte Toftegaard
Kontradoxa

Netavisen 29. september 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne