Socialdemokraterne og velfærden  

Leder
Kommunistisk Politik 16, 2005

Den socialdemokratiske partileder Helle Thorning-Schmidt har fremlagt sit længe bebudede udspil til en ‘velfærdsreform’ – læs: udspil til at undergrave velfærden og beskære de rettigheder, som arbejderne og den brede befolkning har tilkæmpet sig gennem årtiers kampe.

Fru Thorning-Schmidt vil have danskerne til at arbejde længere og mere, sætte pensionsalderen op og afvikle efterlønsordningen ved at sætte adgangen til 62 år og begrænse den på andre leder. Det er der intet nyt i, selvom Helle Thorning markedsførtes som fornyelse. Det er gammel EU-politik og det er gammel borgerlig politik. Det er arbejdsgiver-politik, ikke arbejderpolitik.

Dermed har fruen også røbet, hvorfor så stærke kræfter i og uden for hendes parti arbejdede så ihærdigt for at få en hende valgt som partiformand: Hun skulle slagte hvad der var tilbage af en velfærdspolitik i partiet – og reducere et kommende folketingsvalg til et personspørgsmål: Hvorvidt vælgerne foretrækker hende eller Fogh som statsminister. For deres politik er helt identisk.

Kan hun ikke vinde et valg på sin borgerlige politik, er den i al fald sikret gennemførelse sammen med Fogh-regeringen.

Det har fået socialdemokraternes gamle valg- og regeringspartner De Radikale til at frygte, at det vil tage meget lang tid, før de igen kan sætte sig på ministertaburetter. Marianne Jelved kom på selve dagen for offentliggørelsen af Thorning-Schmidts store velfærdsplan med et sviende angreb på partneren: Socialdemokraterne er på vej til at lægge sig så tæt op ad Venstre og Konservative, at vælgerne ikke kan se forskel. Det kan gøre det sværere at vælte VK-regeringen ved næste valg, erklærede Jelved:

– Jeg ser for mig, at vælgerne ikke vil kunne se forskel på den konkrete politik i de budskaber, der kommer fra Socialdemokraterne og fra V og K. Det vil sige, at valgmuligheden ikke bliver det politiske indhold, men om vælgerne bedre kan lide Helle Thorning-Schmidt end Anders Fogh Rasmussen. Det er en risikabel strategi. Jeg mener virkelig, man skal kunne se forskel. Ellers tror jeg heller ikke, vi havde fået 17 mandater ved valget, sagde Marianne Jelved og tilføjede:
– Man kan også sige, at hvis der virkelig er en total enighed mellem VK, DF og S om politikken i Danmark, så er det fair nok, at det kommer frem.

Sandheden er kommet frem. Det eneste kerneområde i socialdemokraternes politik, hvor der kunne anes en vis forskel mellem den og regeringen, er nu elimineret. Enigheden i dansk politik mellem regering og det største ‘oppositions’-parti har aldrig været større. Der er enighed om dansk krigsførelse uden for landets grænser, om opbygningen af EU som imperialistisk stormagt – med forfatning, krigskorps og euro – der er enighed om både stort og småt. Thorning Schmidts ønske om at lave forlig med regeringen skulle nok kunne gå i opfyldelse. For Fogh og Co. vil det være mindre vanskeligt end at forliges med Dansk Folkeparti. Det er som at blive enig med sig selv.

På forhånd havde Thorning-Schmidt sikret sig opbakning fra nogle af lederne af tunge fagforbund og fra socialdemokratiske sværvægtere som den tidligere partiformand Lykketoft. Det gør imidlertid ikke sagen anderledes eller bedre. Forsikringerne om at det er traditionel socialdemokratisk politik, der nu er lagt frem og følges op, er mere afslørende for den traditionelle politik end overbevisende for arbejdervælgerne.

Vi skal ikke spå om udviklingen i det socialdemokratiske parti under Thorning-Schmidt. Der findes en betydelig opposition til hendes velfærdspolitik. I andre lande som i Tyskland og England er der sket partidannelser til venstre i protest mod de socialdemokratiske regeringers utilslørede borgerlige program. I UK dannede George Galloway Respect-koalitionen i protest mod Blairs krigspolitik. I Tyskland stormer et nyt parti Die Linke (slet og ret: Venstre) frem i meningsmålingerne. Partiet står til at få 12 procent af stemmerne ved efterårets valg. Partiet blev stiftet i juli af udbrydere fra Socialdemokratiet, der modsætter sig Gerhard Schröders økonomiske politik og det tidligere østtyske kommunistparti PDS.

I Danmark plejer der at være styr på de socialdemokratiske medlemstropper. Forsøg på oprør mod partiledelsen bliver afværget. Af loyalitet og magtglæde når partiet er ved regeringsmagten – af ønsket om at få magten, når det ikke er det.

Den parlamentariske venstrefløj – SF og Enhedslisten – har altid haft støtte til en socialdemokratisk ledet regering stående som punkt 1 i deres generelle strategi og i al parlamentarisk optræden. Den vil de sikkert holde fast ved, selvom de nu har socialdemokraternes gamle makkers ord for at politikken er identisk med Foghs.
Måske de vil ændre deres strategi til at støtte en Jelved-regering engang i fremtiden?

Til gengæld er det for andre indlysende, at der ikke findes nogen repræsentation af den stadig voksende protest og bevægelserne uden for parlamentet i det danske folketing.

Netavisen 17. august 2005