Valg hos naboerne

Kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2005  

To af vore nabofolk er kaldt til stemmeurnerne inden for den samme uge. Der var stortingsvalg i Norge den 12. september – og søndag den 18. september skal der stemmes ved forbundsdagsvalg i Tyskland.

Begge steder har valgkampen fulgt det samme mønster: et præsidentvalg mellem de to hovedkandidater til regeringsposten, begge steder en socialdemokrat mod den borgerlige spidskandidat, men med den forskel, at i Norge var det de borgerlige, som havde regeringsmagten, mens det i Tyskland er socialdemokraten Schröder.

Partimønstrene og valgkampene i EU-lande og omegn harmoniseres stadig mere. Det er nyliberale partier på begge sider – og det er ikke mindst de stadig mere bugnende valgbudgetter, der afgør sagen.

I Norge faldt Kjell Magne Bondevik (Kristeligt Folkeparti) og hans åbent borgerlige regeringskoalition. Fire år med en aggressiv markedsliberalisme og en regering, der konsekvent gik efter at nedbryde den norske velfærdsmodel, svække fagbevægelsen og de faglige rettigheder, har været nok til at bringe socialdemokraterne og den såkaldt ‘rød-grønne’ koalition til roret. Arbeiderpartiet og Jens Stoltenberg sugede stemmer til sig – også fra koalitionspartneren SV (svarende til SF). Som trøst ser det ud til at SV for første gang nogensinde bliver regeringspartner med Arbeiderpartiet og Senterpartiet, der vistnok skal tegne det grønne i koalitionen.

Arbeiderpartiet gik frem med 8,5 pct. til 32,8 pct. af stemmerne – og blev landets suverænt største parti. Men på den anden side havde også det yderste højre med Fremstegspartiet stor fremgang på 7,5 pct. Det blev med 22,1 pct. af alle stemmer Norges næststørste parti.

Den antiimperialistiske venstrefløj og Rød Valgalliance blev ikke repræsenteret i Stortinget. 1,2 pct. eller knap 31.000 stemmer er ikke nok. Det var samme andel som ved valget i 2001. Blandt de partier som ikke var i nærheden af repræsentation var også KPiDs norske søsterparti NKP. Det fik 1064 stemmer, ikke nok til en promille.

ML-gruppen Revolusjon anbefalede at stemme på Rød Valgalliance som ‘det eneste reelle antikrigsparti’. Forventningerne til den ‘rød-grønne’ koalition er ikke store. Revolusjon skriver:
”Forventningene til et ‘rødgrønt’ regeringsalternativ er kraftigt nedskruet allerede før valget den 12. september. Det gælder på alle felter, efterhånden som løfterne om at standse privatiseringen og omgøre angrebene på arbejdsmiljø og rettigheder er blevet stadig mere uldne i løbet af valgkampen. Hvor der er allermindst grund til at forvente nogen virkelig ‘ny kurs’, er i udenrigs- og sikkerhedspolitikken … vi kan med en rød-grøn regering forvente os mere af det samme, bare med nogle omdisponeringer, som kan aftales i ‘partnerskab’ med USA.”

I Tyskland hedder det store spørgsmål Merkel eller Schröder, en gang til. For nogle måneder siden ville mere end to tredjedele af tyskerne af med kansler Schröder, hvis nyliberale EU-reformer har gjort ham grundigt upopulær blandt arbejderne. En gigantisk protestbevægelse rejste sig mod angrebene på de arbejdsløse med HarzIV-loven. Der er reelt over 8 millioner arbejdsløse i Tyskland – og deres forhold er stærkt forringede.

Økonomien er stagnerende, mens statsgælden vokser. Og både Merkel og Schröder lover arbejdspladser – og først og fremmest flere nyliberale reformer.

Arbejdspladserne kommer man til at se længe efter. De store løfter til østtyskerne fra for 15 år siden er aldrig blevet indfriet. Forskellen mellem vest og øst er blevet større og ikke mindre. Arbejdsløsheden er rekordstor – og mere end to millioner østtyskere er flygtet til vest, af økonomiske grunde. Socialdemokraten Schröder og hans ‘Rød-Grønne’ alliance er kaput, men Angela Merkels borgerlige regeringsalternativ er heller ikke indbydende for det store flertal. Det kan give kansleren endnu et politisk liv.

Stor interesse knytter sig til det nye Venstreparti, til en koalition af den tidligere socialdemokratiske partileder Oskar Lafontaines ‘venstresocialdemokrater’ og PDS-lederen Gregor Gysi’s Die Linke . Det er udsprunget af protesterne mod Schröders nyliberale politik som en parlamentarisk mulighed, der kan forcere den barske tyske spærregrænse på 5 pct. I meningsmålingerne står det til omkring hver tiende stemme. Det kritiserer både Merkels og Schröders nyliberalisme og går til valg på at skabe større social sikkerhed og på at en stærk venstrefløjsrepræsentation i forbundsdagen er den bedste garanti for at ændre et partisystem, som ikke holder, hvad det lover.

Venstrealliancen, der ikke har bundet sig som støtteparti til Schröder, repræsenterer et håb om forandring af tysk politik og et forsøg på at bryde et mønster af valg mellem to falske alternativer – de borgerlige og de borgerlige socialdemokrater.

Netavisen 13. september 2005