En anden beretning fra New Orleans

Kommunistisk Politik 18, 2005
Af Gerd Berlev

To af deltagerne på en konference for paramedics, dvs. ambulancereddere med en ekstra uddannelse i at redde liv, skrev tirsdag den 6. september om deres oplevelser i New Orleans. Her bringes et uddrag af Larry Bradshaws og Lorrie Beth Slonskys beretning om de brutale forhold i New Orleans, om hvordan politiet forhindrede folk i at forlade New Orleans, om det officielle USA’s ligegyldighed – og om arbejdernes heltemod.

Hvad vi så, var de virkelige helte i hjælpe-arbejdet: New Orleans’ arbejderklasse.

New Orleans beboere på flugt

Bygningsarbejderne, der brugte en gaffeltruck til at flytte de syge og invalide. Maskinarbejderne, som reparerede generatorerne og holdt dem kørende. Elektrikerne, der improviserede forbindelser tværs over blokkene for at dele den smule elektricitet, vi havde og få bilerne ned fra parkeringspladser på tagene. Raffinaderiarbejdere, der ’stjal’ både for at redde deres naboer. Mekanikere, der hjalp med at få startet enhver bil, der fandtes, så de kunne fragte folk ud af byen. Og køkken-medarbejdere, der rengjorde de kommercielle stor-køkkener og improviserede fælles måltider for hundreder af strandede.

De fleste af disse arbejdere havde mistet deres hjem og havde ikke hørt fra deres familier. Alligevel blev de og tilvejebragte den eneste fungerende infrastruktur for de 20 pct. af New Orleans, der ikke var under vand.

Da de busser, de konstant blev lovet, ikke dukkede op, valgte de 500 på hotellet i det franske kvarter at skyde deres penge i en fælles pulje og selv bestille busser. Vi ventede i 48 timer, men busserne kom aldrig. Senere fandt vi ud af, at de var blevet beslaglagt af militæret.

Hotellets forsyninger af vand og brændsel slap op efter fire dage. Vi begav os derefter ud i byen, hvor vi endelig mødte Nationalgarden. Kun for at få at vide, at de to store centre var overfyldt, og alternativet var vores eget problem. På politihovedkvarteret fik vi samme besked og besluttede derefter at slå lejr uden for det, synlige for medierne. Derefter kom politichefen ud til os og sagde, han havde en løsning: Vi skulle gå til Ponchartrain Expressway og over New Orleans Bridge, hvor politiet havde busser stående til at køre os ud af byen. På en mistroisk forespørgsel, svarede han: ”Jeg sværger på, at busserne er der.”

Omkring 200 gik af sted mod broen, og mange sprang til undervejs, da de hørte de gode nyheder. Antallet fordobledes flere gange. Med krykker, kørestole og barnevogne gik vi de 15- 20 km . Da vi nærmede os broen, dannede militæret en kæde for foden af broen, og før vi var tæt nok på til at tale, fyrede de deres våben af over vores hoveder. Vi var derefter et par stykker, der fik dem i tale og fortalte om politichefens lovning. Der var ingen busser. Han havde løjet for os.

Vores mindre gruppe besluttede derefter at slå lejr, hvor Ponchartrain Expressway delte sig. Vi ville være synlige for alle og kunne se de ventede busser, når de kom.

I dagens løb så vi tusinder af New Orleans’ere, der i deres forsøg på selv-evakuering til fods blev afvist ved broen. Man kunne kun krydse broen kørende, så vi så enhver type køretøj blive taget i brug.

På forskellig vis skaffede vores lille lejr vand og fødevarer og fik etableret senge, sanitet og overdækning ved hjælp af affald. Det var noget, vi så overalt: Når de basale behov for vand og føde var dækket, begyndte folk at tage sig af hinanden, arbejde sammen og opbygge et samfund.

Vi blev omtalt i medierne, og i skumringen dukkede sheriffen op, rettede sit våben mod os og skreg: ”Get off the fucking freeway”. En helikopter blæste det midlertidige læ væk, og sheriffen beslaglagde vores vand og mad.

Herefter splittedes vi op i mindre og mindre grupper og blev til sidst evakueret.

Det kan godt være, vi er fyldt op af beretninger om Katrina-katastrofen, og den har fået en helt uforholdsmæssig stor dækning i medierne, men denne beretning har jeg valgt at tage med, fordi den bestyrker mig i min tro på, at vi kan opbygge et andet samfund sammen. Og det er jo bedst, hvis vi ikke behøver flere katastrofer for at gøre det, så gå med i det kommunistiske parti, APK.

Beretningen kan findes i sin helhed på engelsk her
Hurricane Katrina – Our Experiences
By Paramedics Larry Bradshaw and Lorrie Beth Slonsky

Netavisen 14. september 2004