Undertrykkelseskulturen 

Af Franz Krejbjerg
Kommunistisk Politik 15, 2005

Bliv foran fjernsynet, og frygt din næste, messes der dagligt. Her til lands fremmes kunstige skel mellem mennesker i en grad, så hudfarve, køn, alder, tro og kulturbaggrund er nok til at blive dømt til isolation på livstid.

Beboerne i Danmark er stadig tydeligere ofre for en hensynsløs reaktionær elite. En sort korpsånd har bemægtiget sig åndslivet og træder tydeligt frem gennem i den politik, der føres mod underklassen.

Fjernsynet viser dig, hvordan du skal bo og male dine vægge hvide, som da reformationen malede ”de syndige” kalkmalerier over og brændte heksene. Fjernsynet viser dig, hvordan du takler jobsøgning og børn og modeindkøb eller måske burde aflevere børnene på kostskole til kyndige mænd med den rette militære baggrund. Og for alle os hjemme i ghettoen viser fjernsynet, at vi lever i den parallelle skyggeverden og ikke regnes.

Undertrykkelseskulturen er blevet så almindelig, at man dårligt tog notits af sommerens mere absurde propagandaindslag: Militæret fik lov til at sige, at børn af indvandrere klarede sig dårligere til sessionsprøven, og uden at fremlægge skyggen af dokumentation konkluderede militæret, at det kun kunne skyldes dumhed hos de tvangsindforskrevne aspiranter. Og i en opfølgende ”pædagogisk” vurdering blev det hævdet, at denne dumhed ikke kan tillægges det danske opdragelsessystem, men simpelthen er medfødt – en genetisk arvelig dumhed så at sige. Racisme i sin rene form stortrives blandt reaktionens danske intellektuelle.

På den CIA-inspirerede venstrefløj er der en udbredt følgagtighed over for den påstand, at de fremmedfjendske holdninger kommer fra arbejderklassen. Populisme og løgn er nydeligt omskrevet til ”at lefle for befolkningen” . Arbejderbefolkningen er måske nok godtroende og autoritetstro, men ikke dum, grim eller reaktionær. Det er til gengæld egenskaber, som borgerskabet ønsker at fremelske for at så splid og rekruttere til krigsmaskinen.

Og når man ser på, hvor meget idiotisk underholdning, hvor meget billig spiritus, hvor mange avisspalter, sendetid og energi der bliver lagt i opgaven med at fordumme og splitte folk, så kan man måske også på venstrefløjen ane – hvad borgerskabet ved – at det er en opgave, der dybest set strider imod befolkningens natur. Og virkningen er langt hen ad vejen midlertidig og overfladisk, der skal ikke mere end et frisk pust fra Frankrig til fjerne års EU-smuds. Nervøsiteten ved befolkningen klares så med et massivt politiopbud, med pligt til at skyde mistænkelige personer i hovedet.

Indvandrerne har ufrivilligt fået rollen som prügelknabe i hele Europa. Borgerskabet har simpelthen brug for en marginaliseret gruppe, der ikke forstår, hvad der bliver sagt, som frontløbere for sociale nedskæringer og ”fleksibel” og ”konkurrencedygtig” arbejdsmarkedspolitik. Først flygtninge, så skolebørn og så slagteriarbejderne. Det er ikke underligt, hvis der fra tid til anden kommer en ungdommelig reaktion mod det etablerede fra dem, der er udset til at blive tabere. Og det er heller ikke underligt, hvis denne reaktion bliver en afspejling af det reaktionære tryk fra det omgivende samfund. Reaktionær adfærd som tilfældig personvold og røveriske overfald er udbredt i alle kapitalistiske lande. En sådan adfærd er dybest set det reaktionære samfunds ansigt eller spejling.

Svaret er givet og har lydt i generationer: Arbejdere i alle lande, foren jer.

Netavisen 8. august 2005