Medierne, modstanden og unionskrisen  

Kommentar

Den danske ‘debat om unionsforfatningen’ kom aldrig. Hvad den danske befolkning har været udsat for er unionspolitikernes ja-kampagne, som medierne og en hoben journalister, kommentatorer og såkaldte eksperter har gentaget og forstærket.

Ja-politikerne har efter SFs skændige alliance med regeringen, socialdemokraterne og de radikale om at tromle modstanden mod forfatningen ned, været nærmest enerådende i mediebilledet. Langt hovedparten af journalisterne, ikke mindst TV-journalisterne, kliken af faste kommentatorer og samtlige indkaldte ‘eksperter’ har alle givet deres bidrag til at lære danskerne at elske unionsforfatningen.

DI’s Lykke Friis

Et grotesk eksempel er at Dansk Industris Lykke Friis er blevet mediestar, markedsført som EU-ekspert. Hun er købt og betalt til at provomovere og forsvare unionen i alle dens facetter som Chef for DI’s ‘Europapolitiske funktion’. Hun har fået lov til uimodsagt at køre et soloshow, som har skamredet ekspert-rollen, hvoraf en vis objektivitet, eller i det mindste en vis saglighed, forventes.

Ja-siden maskeres med sådanne kneb – optræder både åbent og anonymt. Befolkningen skal nemlig forledes till at tro, at ikke bare ja-politikerne, men også al sund saglighed og ekspertise er for forfatningen.

Det er heller ikke tilfældigt, at billede af modstandersiden er totalt skævvredet af og i medierne. Det sker bl.a. gennem valget af repræsentanter for modstandersiden, når den endelig kommer på. Modstanderne af unionsforfatningen får højst en fjerdedel eller femtedel af sendetiden om dette spørgsmål – og to tredjedele af denne tilfalder Dansk Folkeparti. Det er for at signalere, at modstanden af unionen er reaktionær, fremmedfjendsk og snæver nationalistisk.

Enhedslisten og Junibevægelsen kommer sjældent frem – og endnu sjældnere ser man Folkebevægelsen mod EU, den ældste, største, mest konsekvente og mest indflydelsesrige af alle modstanderorganisationerne. Når Folkebevægelsen endelig refereres, er det i sekundære sammenhæng og som rent alibi for mediernes påståede, men ikke-eksisterende, alsidighed.

Se undersøgelsen af mediedækningen, foretaget af Anker Brink Lund, professor ved Center for Business and Politics:
Medierne favoriserer ja-siden i dansk EU-debat
Ugebrevet A4

Det franske Non og det hollandske Nee stak en kæp i hjulet på en velsmurt og veltilrettelagt Ja-kampagne, der skulle have bulldozet en ‘folkelige’ tilslutning til forfatningen igennem den 27. september.

De borgerlige medier, og ikke mindst TV, har i den forvirring, som forfatningstraktatens død medførte hos unionens elite, gjort deres bedste for at inddæmme ‘skadevirkningerne’ (dvs væksten i den folkelige modstand) ved at underspille unionens krise og rådvildhed, konfronteret med et beslutsom Nej til dens kurs og politik.

Selvom man har forsøgt det, har det ikke kunnet skjules, at det franske nej ikke var et højreorienteret Nej, men et Nej fra venstre, et ‘socialt Nej’, et nej ikke mindst til den nyliberalistiske union. Arbejderklassens Nej mod overklassens Ja. Men medierne gør nu deres bedste for at få folk til at glemme dette faktum.

Og først mere end to uger efter de to folkelige Nej’er og først efter den britiske beslutning om de facto at aflyse den bebudede britiske folkeafstemning dukker spørgsmålet om aflysning af den danske folkeafstemning op i de danske medier som et reelt problem, selvom det har eksisteret som et både principielt demokratisk spørgsmål og som en logisk politisk konsekvens fra samme øjeblik, Nej’et fra Frankrig blev kendt. Sådan som de konsekvente unions- og forfatningsmodstandere har sagt det hele tiden – uden at medierne har taget det alvorligt. Man valgte simpelthen at overhøre det.

Mediedækningen af kampen om unionsforfatningen har med andre ord været skandaløs – skandaløs ringe ud fra de simpleste journalistiske kriterier. Røvslikker-TV og luderjournalistik.

Unionskrisen og Ja-sigerne

Under normale forhold fungerer mekanismerne til meningsstyring og holdningskontrol glat. Unionspolitikerne finder fælles fodslag til at sælge deres unionsvarer til de skeptiske befolkninger. Til gengæld er de situationer, når maskerne rives af med et folkeligt nej, særdeles lærerige.
Vi har efter det franske Nej ikke bare set skuffelsens lange næser hos unionseliten og modstandens vækst over det hele – vi har også set et langstrakt tilbagetog fra et koordineret ‘det franske Nej betyder ingenting – ratifikationsprocessen går videre som om intet er sket’ til åben uenighed – ikke mindst mellem den fransk-tyske akse af Schröder og Chirac på denne ene side og UK’s (og Bush’s) Tony Blair på den anden.

Blair har reelt givet et dødsstød til forfatningen ved at lægge den britiske afstemning på is. Nu kommer efterspillet – og det handler om penge: den britiske ‘rabat’ i betalingerne til EU og (som modspil) den begunstigede stilling Frankrig har som stormodtager af de groteske landbrugs-støtteordninger.
Unionens ‘store’ slås – og fortiede kendsgerninger om hele den gale kapitalistiske konstruktion, som er selve unionens fundament som institution, kommer pludselig i fokus.

Lærerigt er det også at følge de danske ja-politikeres manøvrer. De optræder, når det passer dem, som unionens duks. Først meddelte Fogh at folkeafstemningen blev gennemført. Så skulle det afgøres af krisetopmødet den 16.-17. juni. Så skulle dette topmøde ‘afgive et klart signal om at ratifikationsprocessen skal fortsætte’, for at afstemningen kan gennemføres. Da der sandsynligvis ikke kan opnås enighed og ‘et klart signal’ er udenrigsminister Per Stig Møller som den første på regeringssiden begyndt at ‘tvivle på’ om afstemningen kan gennemføres. Socialdemokrater og Radikale har sluttet massivt op bag Anders Foghs skiftende holdninger.

Hvad kan man udlede af det – udover at de danske ja-politikere kun er loyale over for unionen og ikke respekterer massive folkelige tilkendegivelser? De opfører sig som forvildede lakajer, der ikke ved hvad de skal gøre og komplet savner selvstændig orientering eller holdning, når ordrerne fra herskabet udebliver. Meget mod Fogh-regeringens vilje, og stik imod dens gentagne erklæringer, tyder alt nu på at den må bide i det sure æble og aflyse afstemningen.

Ikke af respekt for demokratiet eller fordi unionsmodstanderne havde ret – men simpelthen fordi alle redningsforsøg, alle manøvrer og alle krumspring, som skulle sikre en fortsat ratifikationsproces, ser ud til at være slået fejl.

Øges ‘politikerleden’ er disse unionslakajer selv ude om det. Der er al mulig grund til at have mistillid til dem. Kreditten går til Nej-siden.

Nationale og sociale kompromis’er – eller unionsmodstand

Socialistisk Folkeparti indtager en særlig rolle på Ja-siden. Da Danmark i 1992 stemte Nej til Maastricht-traktaten spillede SF en hovedrolle i det ‘nationale kompromis’, som året efter sikrede en tilslutning samme traktat – og nogle danske undtagelser, som siden væsentligt er undergravet.

Villy Søvndal: Nu ‘socialt’ kompromis

Nu siger SF Ja til den nyliberale forfatning, side om side med minimalstatsforkæmpere og andre asociale størrelser. Med de franske arbejderes Nej til hele svineriet er SF blevet afsløret på fersk gerning som medskyldig i denne forbrydelse mod unionens arbejdere og folk.

Det har fået den ny formand Villy Søvndal til at reagere hurtigt og lidt desperat: Nu skal et ‘nationalt kompromis’ afløses af et ‘socialt kompromis’ på unionsplan. Allerede dagen efter den franske afstemning kunne han meddele, at SF vil have en såkaldt ‘social pagt’ som modstykke eller supplement (?) til forfatningens nuværende indhold. Han vil parre en alligator og en ko, ulven og lammet.

Holdningen til unionsforfatningen splittede det franske socialistparti – og de socialliberale eurosocialdemokrater over hele unionen kæmper desperat for at finde en udvej af denne krise både for dem selv som partier og for unionen og dens forfatning som sådan, og Søvndal spiller med på banen.

Nu fokuserer disse på en revision af forfatningsudkastet i to retninger: en ændring ‘i mere demokratiske retning’ af den sidste og fyldige tredjedel af forfatningen, som omhandler de (udemokratiske) politiske strukturer samt tilføjelsen af en ‘social pagt’, der går i samme retning som Søvndal forestiller sig.

Vi får se, hvad der kommer ud af dette forsøg på at redde den døde forfatningstraktat ved at ‘forbedre’ den. Nok så mange ‘demokratiske’ og ‘sociale’ fraser og garantier vil ikke være i stand til at skjule unionens virkelige karakter som storkapitalens, monopolernes, projekt på arbejdernes og folkenes bekostning. SF har med sin tilslutning til unionsforfatningen i selv den nuværende utilsløret nyliberale form vist, at partiet har lejret sig ved de riges bord – som endnu en betalt lakaj.

Men hele denne bedrageriske glidebane tiltaler også en lang række EU-kritiske kræfter i øvrigt, både på den danske venstrefløj og i de øvrige EU-lande: Forkæmperne for det såkaldt ‘sociale Europa’, som skridt for skridt, under større eller mindre protest, har deltaget i opbygningen af den asociale union – som f.eks. Junibevægelsen og dens aflæggere ‘Ny Agenda’ og ‘Udfordring Europa’.

Junibevægelsen spillede sin egen negative rolle ved det danske ‘nationale kompromis’ og ønsker også at spille en rolle i det ‘sociale kompromis’ på unionsplan. Deres udgangspunkt er en accept af unionsprocessens til enhver tid nåede stade – som de i fremtiden vil reformere i ‘social’ og ‘demokratisk’ retning.

Overfor denne sump står den konsekvente unionsmodstands synspunkt: at Unionen i selve sin karakter, sine forskellige sider og forskellige etaper, er en fejlkonstruktion, som stadig tydeligere beviser, at den er det. Derfor kan og skal den ikke reformeres, men stoppes og droppes.
Det såkaldt ‘europæiske samarbejde’ er ikke og har ikke været til fordel for de mange, for unionens arbejdere og folk, men for de få og deres profitter.

Netavisen 14. juni 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne