Mr. Yes, Sir!  

Leder
Kommunistisk Politik 12, 2005

Det franske folk sagde et rungende NON til en EU-stat med en forfatning, som institutionaliserer nyliberalismen – den utilslørede monopolistiske kapitalisme – som økonomisk doktrin, som model og mål som teori og praksis. Det var med andre ord et drønende Nej til De Riges Union på de fattiges bekostning, til De Rige Lands Klub på de fattige landes skuldre.

Deri ligger den virkelige betydning af de franske arbejderes og det franske folks Nej, der blev fulgt op af et endnu større hollandsk Nee tre dage senere. Modstanden mod den nyliberalistiske (råkapitalistiske) union er blevet bevidst, formuleret, konkret – og giver genlyd over hele unionen og verden over. Opinionstallene i Danmark, Tyskland og alle de øvrige unionslande viser en meget kraftig styrkelse af modstanden mod den nyliberale union og dens forfatning – og nyliberalismens og råkapitalismens unionspolitikere forsøger, så godt de kan, at begrænse de umiddelbare og langsigtede ’skadevirkninger’.

De slipper ikke godt fra det. Deres arrogante reaktion på den folkelige afvisning af unionsforfatningen, når de nægter at erklære forfatningen for død afslører deres bundløse mangel på elementær demokratisk holdning.
Det gælder hele den danske Ja-side: De kender kun ét ord, som Anders Fogh i forhold til Bush: Yes, Sir! Ja til krigen! Ja til den døde forfatning! Ja til det hele! Yes, yes, yes …Oui, Oui, Oui …

Det franske NON fik drevet en pæl igennem unionspolitikernes myte om, at Nej-sigerne er en flok selvgode nationalister og udtrykker småstaters berøringsangst eller gamle stormagters chauvinisme.

Det kan ikke længere skjules at det dominerende Nej er et Nej fra de europæiske arbejdere, et Nej fra venstre, et internationalistisk nej til nyliberalismen, fælles for unionens arbejderne uanset nationalitet. Det har fået trukket klasseindholdet i kampen mod unionen og dens forfatning skarpt op: Monopolernes union og den af dem dikterede forfatning kontra arbejdernes krav og ønsker om velfærd, social fremgang, solidaritet og øgede sociale og demokratiske rettigheder.

Det er det, som er det grundlæggende indhold i hele sagen – og det er det, som de franske arbejdere gik i spidsen for at fortælle, da de benyttede sig af stemmeretten som en demokratisk mulighed, som unionen frygter. Det er på basis af denne modsætning, alle de øvrige modsætninger opstår – som det, der i mediejargonen kaldes ‘kløften mellem eliten og folkene’, eller ‘unionens demokratiske underskud’, eller unionspolitikernes ‘manglende evne til at forklare hvad Det Europæiske Projekt egentlig går ud på’.
Det ved de franske og europæiske arbejdere imidlertid godt – de vil simpelthen have en anden fremtid, en anden model, et andet ‘projekt’ end det, monopolerne og unionspolitikerne tilbyder.

Hvad er dette projekt så? Det er drømmen om et socialt og solidarisk samfund, et reelt velfærdssamfund. I sidste ende kan det kun være et socialistisk samfund, et ægte socialistisk samfund, med arbejderklassen ved magten som herskende klasse, hvor monopolerne og deres lakajer er sat på porten.

‘Det Forenede Europa’ kan under kapitalismens betingelser kun være en reaktionær, imperialistisk blokdannelse – og det er den, de europæiske arbejdere stadig klarere og tydeligere forkaster. Det er ikke vejen frem. Dermed forkaster de også det skønmaleri af den eksisterende og kommende nyliberale union, som socialliberale, socialdemokratiske og socialistiske unionstilhængere – som de franske socialister, de danske socialdemokrater og folkesocialister og en hel hob af såkaldt ‘venstreintellektuelle’, som har stillet sig i monopolernes tjeneste – bedriver. Nej’et til unionsforfatningen varsler også et opgør med de proimperialistiske ’socialister’.

Det alternative projekt hedder imidlertid ikke ‘Europas Forende Socialistiske Stater’. Det hedder socialisme, slet og ret, socialistiske samfund, socialistisk økonomi. Den konkrete udformning af et socialistisk Europa, en socialistisk verden, er et spørgsmål, som må overlades til fremtiden.
Nutiden hedder forsvar og konsolidering af Nej’et til den nyliberale union, til nyliberalismens og imperialismens globale, ødelæggende felttog. Med Nej’et til unionsforfatningen har de europæiske arbejdere føjet deres stemme til den globale modstand mod Bush, Blair, Chirac, Schröder og Mr. Yes, Sir Anders Fogh Rasmussen og deres røverpolitik og forbryderideologi.

Netavisen 9. juni 2005