Oliekrigen i Bolivia fortsætter: Meza tvunget væk  

De latinamerikanske folks oprør mod den neoliberale globalisering og Verdensbankens og IMFs diktater fortsætter. I april var det Ecuador – nu har bolivianerne afsat en præsident i lommerne på USA og de multinationale.

March for nationalisering sidst imaj 2005
Klik og forstør

Næsten 4 ugers strejker, marcher, demonstrationer og protester for nationalisering af den bolivianske gas og olie kulminerede med den største demonstration i flere årtier i hovedstaden La Paz mandag – og tvang præsident Carlos Meza til at indgive sin afskedsbegæring.

Den månedlange uro har omfattet blokader og besættelser af olieproduktionen og transporterne og en række sammenstød mellem politi og demonstranter.
De begyndte efter en beslutning fra Meza den 17. maj om en ny olielov, der ville øge skatterne på de multinationale selskaber, men som langt fra imødekom de folkelige krav. Bolivia regnes som Latinamerikas fattigste land, men det har kontinentets næststørste oliereserver.

Titusinder begyndte at protestere og aktionere – og stillede krav om nationalisering af olien, om Mezas tilbagetræden og dannelsen af en ny forfatningsgivende forsamling til erstatning af parlamentet (Nationalkongressen). Politi blev sat ind mod demonstranterne – og tåregas og knippelsuppe blev hverdagskost.
Det udviklede sig til den største protestbevægelse i årtier – i sit indhold vendt mod den imperialistiske globalisering og en markant hilsen til G8-topmødet i Skotland i næste måned.
Hundredtusinder har deltaget i protesterne – arbejdere, fattige bønder, studerende, fagforeninger, sociale bevægelser.

Det er anden gang på 20 måneder, den bolivianske oliekrig tvinger en præsident væk.
Mesas forgænger, Gonzalo Sanchez de Lozada, blev også tvunget væk fordi han ikke ville nationalisere olien. Den store folkelige kamp dengang blev kaldt for ‘oliekrigen’ (‘gas war’), der kulminerede med opstanden i oktober 2003 – og begivenhederne i de seneste uger ligger direkte i forlængelse af den. Lozada var ansvarlig for oliekontrakter med transnationale selskaber, som på det nærmeste forærede Bolivias vigtigste naturressourcer væk.

Meza var Lozadas vicepræsident og kom til magten, da han lovede at gennemføre ‘Dagsordenen fra Oktober’ – nationalisering af olien, at finde og straffe de ansvarlige for de 67 demonstranter, som blev dræbt under opstanden samt indkalde til en forfatningsgivende forsamling, som skulle nyskrive landets grundlov, som gav fulde rettigheder til landets indfødte befolkning, der også udgør dets flertal.

Han holdt ingen af disse progressive løfter – og den 17. maj brast tålmodigheden. Bolivianerne havde ventet længe nok på de lovede reformer. Et forsøg fra Mezas side den 2. juni på at stoppe protesterne ved at udskrive parlamentsvalg og folkeafstemninger om autonomi for de rigeste provinser var uden resultat.De øgede tværtimod vreden, som kulminerede med massedemonstrationen i La Paz den 6. juni – og Mezas midlertidige flugt og senere resignation.

Samtidig truer højrefløjen, oligarkiet og dets væbnede kræfter, som støttes af den amerikanske imperialisme med ‘borgerkrig’.

De dramatiske og heroiske begivenheder i Bolivia er endnu et eksempel på et kontinent på kanten af opstand og revolution. April-opstanden i Ecuador og juni-opstanden i Bolivia bekræfter analysen fra de marxistisk-leninistiske og revolutionære partier i sluterklæringen fra det 8. internationale seminar ‘Revolutionens problemer i Latinamerika’ i Ecuador, december 2004, Latinamerika: En skyttegrav, en flod, en vulkan.

Det hedder her:
” I Latinamerika er der voldsom social uro, folkenes bevidsthed og massebevægelserne er i udvikling. Der er ikke længere ebbe i klassekampen; tendensen i dag går mod en genoplivning og yderligere fremadskridende udvikling af kampen. Det stærke ønske om forandring uddybes, og brede sektorer forstår, at denne forandring kun vil komme som følge af store anstrengelser, som resultat af folkenes kamp.”

De folkelige og sociale bevægelser udgør en alvorlig hindring på vejen for den amerikanske imperialismes planer om Latinamerika som et dollarkontrolleret frihandelsområde og militært baseområde for USA. Begivenhederne på det latinamerikanske kontinent er en væsentlig del af nutidens revolutionære processer og den globale folkelige modstand mod imperialismens og i særdeleshed USA-imperialismens aggression.

Se også
Bolivia on the brink
by James Lehrer, Green Left Weekly

Baggrund:

Ecuador: Revolutionen banker på i Latinamerika
Kommunistisk Politik 9, 2005

Latinamerika: En skyttegrav, en flod, en vulkan
Sluterklæring fra den 8. Internationale Seminar om Revolutionens Problemer i Latinamerika -13-17. december 2004, Quito – Ecuador

Fra London til et Latinamerika i oprør
Kommunistisk Politik 23, 2003

Netavisen 7. juni 2005