Nedtur  

Leder
Kommunistisk Politik 11, 2005

Projekt ‘Europas Forenede Stater’ står over for en af sine største kriser nogensinde, hvis meningsmålingerne op til den franske og hollandske folkeafstemning holder. I begge lande er der få dage før afstemningen et flertal for Nej. Det vil betyde en nedtur for de europæiske monopoler, deres politikere og medier, som kan blive lige så betydningsfuld som den økonomiske krise, euroland er sunket ned i.

“NON”-møde Paris

I første kvartal af 2005 vil den økonomiske vækst være på højst 0,5 pct. – det vil sige stagnation og reelt tilbagegang. Den officielle arbejdsløshed i eurozonen ligger på 8,9 pct. – og den reelle er langt højere, Det er nedtur for det store nyliberale projekt, der har forsøgt at overbevise arbejderne og folkene i unionen om, at netop gennemførelsen af de nyliberalistiske doktriner, stadfæstet i tidligere EU-traktater og nu kanoniseret i unionsforfatningen, vil sikre arbejde, velfærd og social fremgang.

Virkningerne har været de stik modsatte: øget arbejdsløshed og velfærds-slagtninger i et blodbad på sociale ordninger som pensioner og dagpenge i de gamle unionslande.
Over for denne realitet har de nyliberalistiske unionspolitikeres eneste svar været: ‘Mer af samme medicin’, som ikke virker – mer nyliberalisme, flere privatiseringer, mer social dumping – lavere løn, højere pensionsalder, lavere pension og understøttelser (kaldet ‘velfærdsreform’).

Det er ikke mindst reaktionen mod denne økonomiske politik til gavn for monopolerne og deres profitter, som er baggrunden for den stærke modstand mod unionsforfatningen i Frankrig og Holland og mange andre lande. Det er i sidste ende et udtryk for den voldsomme skærpelse af kampen mellem arbejde og kapital, af klassekampen mellem arbejderne og de arbejdendes brede lag på den ene side og monopolkapitalen og dens støtter på den anden.

De danske folkeafstemninger om Maastricht og euro, og det svenske Nej til euroen, afspejlede klare klassevalg, det klassebestemte Nej, uanset hvordan argumenterne faldt. I Frankrig 2005 står det soleklart, at det handler om et stort slag mellem arbejderne og det herskende borgerskab.

Denne afgørende kendsgerning søges selvfølgelig tilsløret, det bedste unionspolitikerne og den købte monopolpresse formår. En af metoderne hertil er at fokusere på den brogede sammensætning af Nej-siden – og ikke mindst den kendsgerning, at ekstreme højrepartier som Le Pens Front National og Pia Kjærsgårds Dansk Folkeparti er modstandere af unionsforfatningen.

Det er indlysende, at det giver en ideologisk og politisk delt Nej-side. Det forklares imidlertid let nok ved, at disse populistiske højrepartier appellerer til arbejderklasse med en snæver nationalistisk og fremmedfjendsk ideologi og politik, mens de reelt prøver at binde klassen til imperialismen som sådan og dens aggressive globale krigskurs.
Det er også det, som gør en egentlig politisk alliance mellem den brede folkelige og arbejderklassebaserede EU-modstand og disse reaktionære partier umulig.

Men mens borgerpressen og unionspolitikerne sætter fokus på modsætningerne på Nej-siden fortier de, at Ja-siden rummer nok så dybe indre modsætninger og mangler indre logik.

I Danmark ser vi en klassesamarbejdsalliance mellem Foghs pro-amerikanske imperialistregering og socialdemokratiet og SF. Bush’s trofaste krigskammerat Anders Fogh ser ingen modsætning mellem et stærkt USA og en stærk Union. De bygger på ‘de samme værdier’, hedder det igen og igen – nemlig nyliberalisme, militarisme og forestillingen om at være den globale civilisations centrum med ret til at påtvinge resten af verden sin vilje. På den anden side påstår socialdemokraterne og ikke mindst SF, at EU og unionsforfatningen udgør en ‘modvægt’ til USA, at Europas Forenede Stater af gamle kolonimagter har en helt anden karakter end det aggressive imperialistiske USA.

Det hænger ikke sammen – og alligevel befinder begge parter sig på samme side i en fasttømret alliance for at overtale en skeptisk arbejderklasse og befolkning til at sige Ja til forfatningen. Også dette kan kun forstås ud fra en klasseanalyse og klassekampsbetragtning. Socialdemokraterne og socialisterne har en rigtig dårlig sag: De søger at binde arbejderklassen til de europæiske monopolers projekt – mod dens grundlæggende interesser – i klassesamarbejdspolitikkens navn og ånd. Og de er ved at blive afsløret på fersk gerning …

Netavisen 26. maj 2005