Fogh i USA, Bush til Danmark  

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 11, 2005

Den 6. juli kommer Bush til Danmark for at besøge krigskammeraten Fogh.
Lad os vise, hvad danskerne mener om dem og deres venskab:
STOP BUSH OG FOGH!

I den sorte gryde 2005

I sidste uge dumpede Anders Fogh Rasmussen endnu engang ned i den sorte gryde kaldet ‘Det Hvide Hus’. At dyppes i den er en store ære der kun tilkommer de allernærmeste venner af den amerikanske præsidentfamilie og derudover kun få vigtige statsoverhoveder, der skal handles med. Fogh kommer der mindst en gang om året – det var fjerde gang, siden han blev regeringschef. Det er et udtryk for, at han er en betroet mand for Bush.

Det er vigtige sager, der er på dagsordenen, når Fogh besøger USA, og han vender altid tilbage til statsministeriet, fuld af inspiration og nye opgaver. Hans første besøg fandt sted i marts 2002, da Bush havde besluttet sig for at gå i krig mod Irak og søgte partnere, ikke mindst blandt EU-landene. Danmark skulle være formandsland – og Fogh udførte opgaverne til punkt og prikke, da han forhindrede en samlet modstand fra EU-landene mod Irak-krigen i at blive formuleret, og spændte Danmark for den amerikanske krigsvogn, vi ikke siden er sluppet fra.

George Bush kunne endnu engang takke den danske statsminister for veludført lakajtjeneste – og forærede ham et par symbolske løbesko. Danmark sidder igen på en vigtig international post – og denne gang skal Fogh bruges til at gennemføre amerikansk politik i Sikkerhedsrådet og som formand for FNs antiterrorkomité. I den sorte gryde er der blevet fastlagt nogle opgaver, som skal sikre en lettere gang gennem verden og FN for USA’s drøm om verdensherredømme, i strid med verdensorganisationens formål og charter.

Danmark skal bl.a. dæmme op for anklagerne mod USA for at føre ulovlige krige og overskride al international lov i den såkaldte ‘krig mod terror’, som igen har knæsat tortur som en ‘accepteret’ magtbrug (efter at det blev noget miskrediteret af fascismen) og tilsidesat alle menneskerettighedsprincipper i denne ‘krig’.
Danmark skal udover at støtte USA i FN’s sikkerhedsråd (også ved at forhindre sikkerhedsrådet i at behandle, hvad USA ikke ønsker behandlet) sikre, at FN’s antiterrororganer bliver et direkte redskab i den amerikanske ‘krig mod terror’.
Den danske regering har for længst forstået direktivet og gjort det klart, at det bliver fulgt.

Beredvilligheden blev understreget af, at Foghs parti Venstre umiddelbart før besøget i den sorte gryde (via angrebsordfører Troels Lund-Poulsen) offentliggjorde et udspil om, at Danmark (læs: USA) skal kunne føre krige uden om FN mod såkaldte ’slyngelstater’. Forslaget skal med tilbagevirkende kraft legitimere den ulovlige Irak-krig, som endnu savner sin Nürnberg-proces – og det skal bane vejen for en hel stribe af nye aggressionskrige under ‘Frihedsgudindens’ førerskab og med ‘Den lille havfrue’ på slæb.

Det er en politik, som bryder radikalt med det officielle Danmarks politik igennem mere end et halvt århundrede: at FN er verdenssamfundets øverste myndighed og den eneste faktor, der kan sanktionere en krig, som ikke udløses af et direkte angreb på et land.
Manøvren kaldes et ‘udspil’, et ‘forslag’. Den er noget andet: en gave til Bush, en forberedelse af den danske offentlighed på de beskidte aftaler, der er blevet indgået i Washingtons sorte gryde – under låg.

Anders Fogh Rasmussen deler utvivlsomt George Bush’s syn på Jalta-aftalen, der lagde fundamentet for verdensordenen i sidste halvdel af det 20. århundrede og tildelte FN og international lov en afgørende rolle i verdenssamfundet. Den danske statsminister kan endnu ikke sige det, men han kan heller ikke sige, at han ikke har opgivet tanken om minimalstaten – selvom han realiserer den.

Op til Foghs USA-besøg begik en anden af USA’s trofaste allierede i kampen mod terror, den uzbekiske præsident Islam Karimov en barbarisk massakre på sit folk, da han slagtede omkring 700 demonstranter. Karimov praler af sit venskab med Bush og sine besøg i Det Hvide Hus, og amerikanske ministre og kongresmedlemmer drager i stort tal på genbesøg i Tashkent og hylder hans ‘demokratiske sindelag’. Den amerikanske tavshed (og medietavsheden) om massakren i Uzbekistan afslører kun alt for tydeligt, hvad det er for nogle retter, der tilberedes i den sorte gryde, fedtet ind i rigtig olie og ‘demokratisk’ friture.

Nu kommer Bush så til Danmark den 6. juli for at genbesøge sin åndsfælle og prøvede krigskammerat. Den sorte gryde med dens ulækre indhold vælter frem: det kaldes også transatlantisk alliance eller transatlantisk partnerskab. Også dér spiller den danske statsminister en vigtig rolle i sine løbesko.

Han må hellere beholde dem på – for hele det progressive Danmark – fra krigsmodstandere til antiglobaliseringsfolk, fagforeninger og unionsmodstandere – vil være på gaden mod Bush og Fogh.

Netavisen 25. maj 2005