Krigsmodstand og kamp mod Unionen  

Kommentar
Kommunistisk Politik 7, 2005

Krig og union er blevet dansk indenrigspolitik. Den tid er for længst forbi, hvor man kunne trække et nøje skel mellem de to ting og anbringe ‘udenrigspolitik’ i en kasse med oversete sager. Det er den moderne tid, en følge af globaliseringen, siger tilhængerne af krig og union, som i vid udstrækning er de samme. De beskylder modstanderne af de to folkefjendske fænomener for at være ‘provinsielle’ og ‘nationalister’, hvis de da ikke mener, at modstandere af dansk deltagelse i Irak-krigen, der ligefrem støtter irakernes ret til at befri deres land for fremmede soldater, er noget i retning af landsforrædere.
Krigen, eller en side af den, foregår lige her, og unionen er ikke nede i Bruxelles, men lige her.

Til gengæld er modstanden mod Irak-krigen og det amerikanske felttog for verdensherredømme også global – og modstanden mod opbygningen af den europæiske union som en ny verdensmagt i det mindste kontinental, og føres overalt i Europa.

Modstanderne af krigen og modstanderne af Unionen og dens ny forfatning er også i høj grad sammenfaldende. Det kom plastisk til udtryk den 19. marts, 2-års-dagen for starten på den ulovlige krig mod Irak, der af den globale antikrigsbevægelse var fastsat som global aktionsdag. Men dagen faldt også sammen med et topmøde i EU, der skulle gøre status over de såkaldte Lissabon-målsætninger, eller ‘Agenda 2010’ , halvvejs igennem forløbet, der skal gøre EU til verdens stærkeste økonomiske magt.

Krigsmodstanderne synliggjorde, at den globale modstand mod Irak-krigen ikke er det mindste svækket, men stærkere end nogensinde, og at antikrigsbevægelsen er levende og parat til at fortsætte konfrontationen med Bush’s USA og det allierede slæng af krigsforbrydere.
Demonstrationen ved topmødet i Bruxelles blev også en del af den verdensomspændende protest mod krigen, selvom den ikke var indkaldt under denne parole, men imod sider af det europæiske unionsprojekt. Krigsmodstanderne viste ikke bare deres protest mod den amerikanske krigsførelse, men også mod EU’s accept af den amerikanske besættelse af Irak og en hel stribe EU-landes aktive deltagelse i den.
Samtidig var der antikrigsdemonstrationer i alle de EU-lande, som aktivt deltager i den ulovlige besættelse. Som Danmark.

Den var organiseret af en række europæiske fagbevægelser som en ‘fælleseuropæisk’ demonstration mod ‘Bolkestein-direktivet’ (det såkaldte service-direktiv) og for 35-timers ugen og til forsvar for de ’sociale rettigheder’. Men den blev mere end det: den blev også en klar protest mod unionsforfatningen, som er sendt til folkeafstemning i en række lande, hvor unionstilhængerne ikke har kunnet undgå det.

Om det har været hensigten fra arrangørernes side, at demonstrationen skulle rette sig så klart mod unionsforfatningen og mod Irak-krigen, som den faktisk gjorde, er tvivlsomt. En række af de socialdemokratisk dominerede fagbevægelser har i al fald ønsket at begrænse indholdet til de nævnte ‘faglige’ spørgsmål. De er tilhængere af unionen, men også presset af den voksende folkelige modstand mod den nyliberale og asociale politik, som forringer arbejdernes vilkår og sociale rettigheder. Derfor fabler de om en ’social union’. Men en virkelig ’social union’ kan aldrig oprettes på det nyliberale grundlag, som er EU’s og som igen fastslås i unionsforfatningen. Sammenslutningen af Europas kapitalistiske stater kan ikke undgå at være asocial og reaktionær . En virkelig ’social union’ ville omfatte socialistiske stater – og det er et ganske andet projekt end den nuværende union, og et spørgsmål og et problem engang i fremtiden.

Krigsmodstand og Unionsmodstand er grundlæggende set det samme, to sider af samme kamp – nemlig kampen mod imperialismen, mod konkrete imperialismer. De udspringer af protesten mod dette menneskefjendske system, som myrder for profit og gør livet surt for alle arbejdere og for det store befolkningsflertal. Derfor er alle kunstige forsøg på at skille disse spørgsmål ad dømt til at mislykkes (hvad der ikke er det samme som at påstå, at alt skal blandes sammen i en konkret politisk kamp, og at der ikke er overordnede prioriteringer, der må skabes den størst mulige enhed omkring).

Krigsmodstand, unionsmodstand og kampen for arbejdernes rettigheder og sociale krav hænger uløseligt samme. Forsøgene på at adskille dem og isolere dem fra hinanden er grundlæggende set splittelsesforsøg ., og splittelse er eurosocialdemokratisk politik.
Når arbejdernes enhed på dette grundlag opbygges – ikke bare i Danmark, men på tværs af grænserne – vil krigsmagerne og unionspolitikerne komme ud i et stormvejr, de ikke drømmer om.

Netavisen 1. april 2005