Hans Scherfig 100 år  

Af B.C. Andersen

“Man ville være nedskyldig, hvis man ikke gjorde modstand mod løgnen, mens det endnu er muligt at komme til orde.”

– Ordene er Hans Christian Scherfigs, 1905 til 1979, KOMMUNIST, kunstmaler, forfatter, anmelder og satirisk samfundsrevser af rang.

Ytringsfriheden er sikret i Danmarks RIGES grundlov, man enhver af dette blads læsere ved, at den ikke er reel, kun formel, et tyndt lag fernis, der skal få det borgerlige såkaldte demokrati til at skinne ved festlige lejligheder, for i en efterfølgende paragraf i samme De RIGES grundlov knæsættes ejendomsrettens ukrænkelighed – retten til kapitalen, trykkerimaskinerne, Papiret tryksværten, lyslederkablerne, tele-, radio-, og tv-masterne, der er en forudsætning for at ytre sig, så man bliver hørt.

Den fri meningsdannelse i det danske borgerlige demokrati, er et meningsmonopol for et fåtal af kapitalister, der konsekvent bruger monopolet, ikke til at sprede oplysning og viden –

Formålet er heller ikke at sælge meninger, men mangel på samme, så folk lettere forvirres. Eller som Scherfig selv udtrykte det: “Den har ligegyldigheden som formål. Den passive, lydige, ligeglade borger.”

Satiretegning fra USA fra 1929
Klik og forstør

En løgn bliver’ ikke mere sand af at blive gentaget. Men gentager man den tit nok, begynder folk efterhånden at tro på den. Det er en erfaring nazismens propagandaapparat udnyttede, og som det borgerlige demokratis såkaldte fri presse senere har benyttet flittigt og effektivt.

Under kapitalismen, i et borgerligt såkaldt demokrati, betinger ejendomsretten til ytringsfriheden, ikke bare retten til at ytre sig. Det er også retten til at fortie og lyve frit. – Irakkrigen er kun et eksempel blandt mange.

Det kan synes vanvittigt og nytteløst at gå op imod dette magtmonopol. Hans Christian Scherfigs forfatterskab og skribentvirksomhed er imidlertid et strål ende eksempel på, at det nytter at trodse den rå magt, og byde kapitalen i alle dens afskygninger kamp.

Gennem hele sit virke, viste han, at intet er mægtigere end ordet, at ord kan besejre den til tænderne bevæbnede magt og omstyrte den, der anvender vold. “Ikke ordmagi, men den handling som velvalgte ord sætter i gang, kan overvinde voldsmagten”, sagde Scherfig.

Med tusinder af kommentarer, kronikker og artikler i Arbejderbladet, Land og Folk, ugentlige radioanmeldelser, søndagskommentarer, der er optrykt i hans årbøger 1966-79, fik Scherfig et bredt “Danmark” i tale.

Den nationale og internationale udvikling blev sat under kritisk lyslup, aftes satirisk, for virkeligheden overgår for det meste fiktionen i én sådan grad, at sandheden virker absurd.

Scherfig så det som sin særlige opgave, at “Den passive, lydige, ligeglade borger” begyndte at se, lytte og læse kritisk, og han bekæmpede den alt sig omgribende amerikansk-imperialistiske kulturpåvirkning.

Men om modstanden stod mod det nazistiske tusindårsrige, EU, NATO, religiøse dommedagsprofeter, sellerispisende barfodsapost1e eller andre menneskefjendske socialdemokratiske anti-kommunistiske basunister, var pennen Scherfig førte marxistisk og skarp. Han forsvarer det menneskelige, det som fornedres, forvræng es og forkrøbles af det kapitalistiske system.

I “Det forsvundne Forår” fra 1940 opdrager det borgerlige samfund latinskoledreng ene til gode samfundsnyttige borgere – forkvaklede individer, fulde af tåbelighed, falskhed og hykleri – for kun som sådanne kan det borgerlige klassesamfund bruge dem. De kan virke komiske, afskysvækkende, ja ligefrem psykopatiske. Men der er ikke noget had, eller bittert i Scherfigs skildring og menneskesyn. Hans skildring er i høj grad Socialistisk-realistisk.

Elefanterne – et yndet motiv for maleren Hans Scherfig
Klik og forstør

HANS SCHERFIG 100 år
På Hans Scherfigs 100-årsdag 8. april åbner Arbejdermuseet en udstilling med omkring 225 af hans malerier og tegninger. Se mere her

“Idealister” fra 1943, men først udgivet efter befrielsen i 1945, er én stor udlevering af det borgerlige samfunds totale åndelige degenerering, og Scherfig tager denne degeneration under “kærlig” behandling – okkultisme og al slags borgerlighed er en yndlingsaversion hos Scherfig, og hans pen spidder psykoanalytikere, spiritister, åndemagere og sellerispisende barfodsapostle, der alle vil frelse verden ud fra hver deres mirakel evangelium.

En vanvittig og absurd vittig roman om spekulationen i Treenigheden af hovedløs idealisme, menneskelig tåbelighed og grov kapitalistisk udnyttelse, der føres videre i “Frydenholm” fra 1962, hvor mange af disse idealistiske menneskefiskere genfindes i den halvt dokumentariske bog om værnemageri og korruption, og arrestationen af de danske kommunister i 1941, hvor Scherfig selv endte bag pigtråd og tremmer.

Som grundlag bygger alt, hvad Scherfig skrev, på faktiske og aktuelle for hold. Det gælder også hans roman “Skorpionen” fra 1953, om den såkaldte edderkop-affære, der skarpsindig og vittig, som altid hos Hans Scherfig er sat på spidsen:

– en stor sortbørs og politikorruptions skandale ned tråde bagud til besættelsestiden med dens stikkervirksomhed, politiets slikken besættelsesmagten i røven, og involvering i gangsteruvæsen – en skandale der, hvis det ikke havde været for Scherfigs roman, for længst ville være glemt.

I “Den forsvundne Fuldmægtig” fra 1938 skildrer Scherfig det unyttige ministerielle nusseri og det Ørkesløse borgerlige vaneliv gennem Fuldmægtig Amsted, der er ansat på livstid som embedsmand i Krigsministeriet.

Amsted har hele sit liv reguleret efter det borgerlige samfunds normer og moralbegreber: — fast gage, en præsentabel kone, en velopdragen søn, et trygt hjem ned nobel stue, nips og kultur, social stilling, de rette politiske meninger, der nu forventes af en mand i hans position. Han er mønsteret, alle tidligere og kommende embedsmænd og akademikere er skåret over – opdraget, fra barns ben af, til at fungere i det borgerlige klassesamfund – passiv, lydig, ligegyldig.

Men Scherfig laver rav i den. Han lader Amsted få opfyldt en indre drøm, han har bevaret. Gennem en gammel kammerats selvmord skifter Amsted identitet. Amsted, Fuldmægtig i Krigsministeriet, er død og borte. Han kan nyde friheden i en andens navn.

Men embedsmanden Amsted kan ikke bruge friheden, den er besværlig og gir’ utryghed. Han finder først ro, da han dømmes for et mord han ikke har’ begået, og ender bag mure og tremmer.

“Han har nået sit mål. Sikkerhed og tryghed. Orden og rege1mæssighed. Han er her på livstid. Han kan se fremtiden tillidsfuldt i møde. Han er pensioneret. Der er intet i hans tilværelse, som ikke nøje svarer til de idealer, der i hele hans liv blev foreholdt ham. Forældre og skole og universitet har forberedt ham til dette liv. Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Teodor Amsted. De er urolige mennesker. De har ikke fået hans gode opdragelse. De er ikke blevet forberedt til dette liv gennem mange, mange år. De har ikke nydt hans skolegang. De har haft for megen fantasi. De er uharmoniske og uborgerlige.”

Hans Scherfigs forfatter- og skribentvirksomhed, fra han debuterede med kriminalfortællingen “Den døde mand” i 1937 og frem til hans bortgang i 1979 er omfattende og rig – et ARSENAL, af oplysninger, viden, underholdende samfundskritik og barsk satire, vi kan bevæbne os fra, så vi i dag, 100 år efter hans fødsel, gennem de velvalgte ord han skrev, kan lade det komme til handling og styrte den rå kapitalmagt, han bekæmpede som KOMMUNIST og kunstner med stort K.

Billeder fra Arbejdermuseets Scherfig-udstilling


Arbejderdigteren B.C. Andersen (f. 1954) har blandt andet udgivet digtsamlingerne ‘Løbesedlen’ og ‘Varmt møde i en kold krig’

Se
Sønderbombede drømme overgiver sig aldrig

Digte fra et sted i Unionen

Kommunistisk Politik 7, 2005

Netavisen 4. april 2005